Handelsstedet
Typisk handelssted
Det gamle nordlandske handelssted, sådan som det voksede frem på slutningen af 1700-tallet og endnu rigere i 1800-tallet, var et helt selvstændigt samfund, med en mangfoldighed i livs billedet som kun få andre steder. Derfor finder man også
på de fuldt udbyggede større handelssteder en mængde bygninger beregnet på forskelligt brug, og et tilsvarende antal personer til at udfører de forskellige gøremål.
Når man i dag anløber et af de gamle steder, er det som regel den store hovedbygning som straks falder i øjnene, og den er placeret der, for at blive set, det er der ingen tvivl om. Men den lå også gerne sådan at handelsmanden fra sit vindue kunne holde øje med alt som rørte sig i sundet og på havnen, på kaj og brygge, i krambu (landhandel) og naust ( bådehus) rundt om på grunde. Og fra køkkenvinduet eller stuen skulle husmoderen have opsyn med gårdspladsen og al færdslen der, mellem stabbur (spisekammer) og fjøs (lade) og alle andre husene som omkransede gårdspladsen.
Var der en have foran hoved bygningen, lukkede den ikke for udsynet. Det var lave buske og ny plantede træer dengang, der er nu måske blevet til tætte hække og brusende trækroner. Lige så ofte lå haven bag huset, i læ af en lade, ned i et dalstrøg eller på en opmuret hylde. Sol og lys har nordlands sommeren nok af, det ly og læ som det gælder om at finde til vækst livet her.
Ellers lå de andre huse i en klynge, grupperet efter en fast plan der hvor pladsen tillod det, eller mere tilfældig ordnet sådan som naturen og landskabet tillod det. Men bag alle de skiftende former aner man de fælles behov som mere eller mindre gjorde sig gældende på alle stederne. For handelsmanden var ikke bare en mand med krambu og disk, En stor herre som Hartvig Jentoft i Petvika var på samme tid bygdefar skipper, gæstgiver og handelsmand, landmand og fisker, og denne alsidighed i erhvervslivet prægede de fleste større steder.
De forskellige bygninger har da også sin logiske gruppering på handelsstedet, en rent funktionalistisk orden, for t bruge nutidens sprog. Nede ved havet lå kajanlæg, pakhuse eller bryggene som det hedder på Nordlandsk, naust og andre pakhuse. Nær dem lå gerne krambuen, skænkestuen og opholdsrum for farende fiskere. Rundt om hovedbygningen var alt det som tilhørte familien og husholdningen, som kårstuer (aftægthuse/stuer) , borstue (folkestue) , bryggehus og rullebod, stabburet, ildhus (kogehus) eld hus og senge stuer. Længere bag lå som regel landbrugetsbygninger, som kunne væremange. Enkelte steder kunne de godt ligge i større afstand fra selve hovedgruppen af huse, andre steder kunne hovedbygningen og landbruget ligge tæt sammen, mens kystbygninger have plads længere ude på et næs eller en tange, hvor anløbet var godt for tilsejlende skibe.
Handelssted Plan
Kystbygningerne og især kajanlæg, er ofte det dom fylder mest når man ankommer til stedet. Og det med rette. For hvis handelsmandens kontor er hjernen, så er det hjertet og pulsåren i hele anlægget. Her strømmede selve kystlivets havsaltet blod ud og ind i en evig skiftende strøm. De svære kajanlæg står der som en målestok for stedets betydning. Fast optømmeret på klippe eller stolperækker møder de havet og åbner store dobbelte døre for at tage imod havets grøde. De store "kobbhusene (lille udbygning ved tagryggen)" i gavlen med sine hejse hjul rager ud over vandet og giver bygningerne hoved og ansigt, de står rede til at gøre deres arbejde, som de har gjort det i generationer. Pakhusene på kajanlægget er sjældent tømret helt op, de fleste er mest af reisverk, (væg af opretstående planker), men har en del rum af tømmer. Hver vare art har sin egen "bu" skur/lager, en for sild, eb for tørfisk, en for klipfisk, en for salt og en for tjære, huder og lignede. Rundt om på pakhusene løber lukkede eller åbne svalegange og i rum af planker og på lofter er der rigelig med plads for alle salgs lettere varer som korn og mel, tomme tønder og andet udstyr.
Naust tre
Enhver handelsmand med agtelse for sig selv havde mindst en fembøring (nordlandsbåd med fem rum) og ellers mange andre nordlandsbåde, som havde plads i den store fembørings havn . Den havde ofte tømret midterparti med god plads til storbådene og lavere side partier i skjelterverk (en slags stavværk) for de mindre både. Måske var der også en lystbåd eller en vengebåd (båd med agter kahyt) til finere rejsebrug.
Vengebåd
Her lugtede der godt af tjære og af saltet hav. Sejl og master havde plads på bjælkerne og fiskenet/garn hang på væggene, smånøter( Små garn)hang til tørre over stenger og bortfarkister sod på rad og række og ventede på Lofot-kosten.
Fembørring
Nogen steder havde eget not brug (netfiskeri) med store notkajer, hver de brune net hang til tørre under et åbent skråtag. På kajen stod digre barkekar (kar til huder) og måske et rummeligt nothus.
Udenfor lå spellbåde og notbåde og vippede imod brygge stolperne eller var optrukket på land. Nogen stder havde de eget salteri ude på en holm.
Barkekar til garn
Sildesaltning
Nothus
N
De store kajanlæg som nyere tid har skabt, hørte ellers ikke til i de ældste anlæg. Det var der måske en landgangs trappe ved bryggen, der var fortøjningspæle ved naustet og andre passende steder, der var måske en stensætning eller mole hvor jekterne kunne lægge til.
Nær havet på de støre steder langs med sejl ruten var der en eget stort hus, som nu er forsvundet de fleste steder. De var logi husene for fremmede fiskere som var på vej til og fra Lofoten eller fiskepladser længere nordpå. Sådanne herberger har der nok eksisteret helt tilbage fra middelalderen. På Kvaløy er nævnt detgamle Salhus - navnet kommer fra
gammelnorsk sáluhús, som betyder herberg forrejsende og nævnes i de gamle love.
Sådanne hovedstationer langs sejlruternespillede samme rolle for fiskerne fra Møre,
Trøndelag, Nordland og Trom som sælehus og fjellstuer langs pilgrimsvejene over land til Hellig Olavs By.
Sælehus
Disse logi huse havde også andre karakteristiske navne som fortalte om deres funktion. På Selsøyvik havde de "Farmannsbua" et godt gammelt ord med klang af sagatid. Her var rummeligt og højt til loftet.
Farmannsbua Selsøvik
PÅ Langsetter væggen var der opsat sovesteder, 2 - 3 over hinanden. De var lige lange som bredde og var beregnet til 2 - 3 mand i bredden, efter behov. Her lå fiskerne og brugte deres medbragte skind som dyne. To skilling var fast pris for logi, enten opholdet var en eller 14 dage. Det var lovens takst,
og lignende vedtagelse findes i en farmannsbolken af Magnus Lagabøters landslov. Maden havde fiskerne med fra båden og så kogte de i gryderne som var i eldhuset som lå tæt ved farmannsbua. "På de dage var der tråkk af sjøstøvler hvor en gik eller stod, og i fjæren lå bådene tætpakket side om side langt op på græsbakken". I farmanns bygningen på Selsøyvik var der også skolestue, et stort vaskerum, klæskammer (garderobe) for
drengene og i overetagen igen en række nye sengepladser.
Både på Selsøyvik og andre gennemfartssteder har man selvsagt fra starten af klaret sig med at huse folk de steder hvor der fandtes ledige husrum/værelser. Sådan var det længe på Grøtøy. Om forholdene der i 1850 hedder der: "I den var det ikke altid nemt at indpasse sig, når fiske almuen drog forbi til og fra Lofoten, for de havde dengang ikke kahytter på bådene og optil 1000 mand måtte der derfor skaffes plads til på lofterne. Mad havde de slev med "te" købte de i lange baner, og teen lavede fru Sophie af vand, sirup og laurbærblade. Senere omkring 1860 byggede man på Grøtøy det store logi hus for fiskere som betegnende nok blev kaldt "Hellandshuset" Lignende navnepå logihuset findes også på Lofotens handelssteder.
På den tid havde man, som i Henningsvær, en"sengestue" som var for de mere
velstående gæster, som varforholdsvis få , men de kunne forvente mere opvartning og
rengøring. Der var jogæstgiver pligt på de steder som her er tale om, og de måtte skaffe
husly tilgæster. men når det gjaldt farende folk af bedre stand, blev de gerne anvist soverum i hovedbygningen eller en naden god sengeplads, og boede som gæster i huset så længe de ønskede. Det var god gammel norsk gæstfrihed, men den krævede også som i norrøn tid at gæstebuddet ikke skulle misbruges:
Gå man skal - en gæst skal ei være - altid på et sted - en kær blir lei - om man længe sitter - inde på andres gulv" lyder det i Håvamål (et langt digt om god og dårlig opførsel fra 1200). De gamle handelssteders mennesker viste at se sine folk an, de sorterede dem med at blik lige så sikkert som fisken de handlede med. Nogen hørte hjemme i farmannsbu, andre i borstue, atter andre i gæstehus på passende afstand, kun de udvalgte i familiens skød.
Det er nu tid for hovedhuser stedets åndelige centrum. De fleste hovedbygninger på handelsstederne er, sammen med mindre huse for det meste præget af den solide trønderske - nordlandske byggetradition. Det hænger nok sammen med Trondheims borgernes handel og at rigtig mange af Trondheims borgerslægt slog sig ned og blev gæstgiver nordpå. Man mener også at det nok har spillet en rolle at handelsmænd og andre her i det nordlige fra starten fik det meste af tilskåret træ fra Trøndelag. måske også en del håndværkere. Fra midten af 1700 tallet kom der savværk på Helgeland, og noget senere i Senja og Troms. Men endnu omkring 1788 må en mand som fogeden Jens Holmboe forskrive både træ og tømre fra Niels Winther på Velvestad til sit storbygger på Ervik. Og det var i det hele taget almindelig klage over mangel på dygtige bygningshåndværker, jo værre jo længere nord.
De rent trøndersk prægede "lånner" med stuer tværs over huset og vinduer i begge sider, ser det ud til at man har brugt disse på de ældste af stederne længst i syd på Helgeland. I mere vejrmæssigt udsatte steder har an foretrukket "dobbeltbygninger" med to værelser i bredden og en gennemløbende væg på langs af huset. Den ældste type har em midtergang med køkken i enden og en stor stue på hver side, for enden af stuerne var der en eller to små kamre i bredden. Det ene af disse var som regel spisekammer, skønt vejen til køkkenet blev lang. Der blev således en trafik tværs gennem stue, men her sad husmoren og passede på havde der blev hentet og hvad der blev brugt, eller hun udleverede personligt dagens ration. I dobbelt bygningerne var der også normal gang og køkken i midten, ofte med en udbygning for mælkebu og spisekammer i midten af huset. Skillevæggen kunne gå midt gennem huset, så stuerne blev lige bredde på begge sider, men ofte ser man at der var smallere rum mod bagsiden og større stuer mod forsiden. Også her var der som oftest små kamre eller kabinetter på siderne. I overetagen var dels sale og stuer, dels sove rum og arbejdsrum med vævning og andet husarbejde.
Våningshus Nordvik på Dønna
På en række af handelsstederne havde forskellig rum eget navn, som til dels er nævnt under de enkelte steder. På Nordvika handelssted på Dønna havde de ikke mindre en 48 beboelses rum at holde i stand. Stuerne havde navn efter de folk som havde boet eller brugte at bo der- I Styrmandrummet havde jekte styrmanden sin hybel, I Legderommet holdt legdekallen til. I præsterummet spøger det den dag i dag. Der boede præsten en 8 dages tid af gangen når han læste med konfirmanderne, som kom ind ude fra øerne og gik til præst på Nordvika. Loftet over borstua hedder fremdeles "Concordia" men ingen ved længere hvorfor. Måske gemmer der sig et gammelt jekte navn, måske er det minder fra de muntre festers dage.
Løvøy Våningshus med udbygning til mælk og spisekammer
De unge damer på handelsstedet havde måske sit eget hus som "Jomfruburet" på Havnnes, eller noget lignende. Mange af stederne havde også som på storgårde sin kårstue (aftægtshus) , oftest stedets gamle hovedbygning, som kunne være statelig og rummelig nok. Selv om den var lille var den gerne pyntet og malet, der stod blomster i vinduet bag stivede gardiner, og en net lille have pyntede måske langs ydervæggen. Ikke så få steder stod der et dueslag midt ude på gårdspladsen, det var smukt og forunderligt med de fremmede fugle. Sådan nogen havde handelsmanden, men ingen andre. Så var der legestue for børn, og længst borte i haven var det et hvid malet lysthus med indridsede navne i de gamle ruder. Der var køligt og godt at være på en solvarm sommerdag, når husfruen rensede ribs fra haven eller drak te med veninderne. Men i den lyse nordlands nat når det blev lidt skumring under træerne, stod lysthuset der og drømte om svundne slægtes ømme ord og eventyr, eller så nye slægter sværme i den evige unge dårskab.
Husets talrige tjenerskab havde deres senge dels ihovedbygningen, dels på borstueloftet
eller i små sengebu rundt om mellem deandre huse. Samlingsstedet for tjenere og særlig
drengene, var borstua eller drengestua. På Selsøvik havde borstua et sært gammeldags præg.
Den var opførtaf groft tilhugne tømmerstokke fra en nedreven hovedbygning. Indvendig havde den faste bænke og et langbord langs gavlvæggen. Her spiste tjenerne, og efter måltidet blev bordpladen rejst op langs væggen, som skik og brug var allerede i saga tiden. De fleste steder var der vel mere moderne, men vigtigst var at borstua havde en stor fri gulvflade, med arbejdsplads for mange mennesker. Her blev mange forskellige gøremål udført, mens snakken gik om herskab og gæster, om nyt på bygden, om landbrug og fiskeri og jektefart, om det som er skjult for menneskers øjne, og om det helst ingen bør tage i sin mund.
Løvøy Våningshus med udbygning til mælk og spisekammer
Måske netop derfor havde drengestua en slag magisk tiltrækning på handelsstedes unge sønner og måske døtrene med. En sådan handelsmands søn finder vi i David Holst i "Den fremsynte" af Jonas Lie. Han sniger sig ned i drengestua "når drengene og pigerne og de rejsende fra almuen som havde natlogi, som om aftenen sad ved det røde skær fra jernovnen og fortalte historier om alskens forlis og spøgeri. På krakken (trebenet taburet) mellem ovnen og væggen sad den smukke, stærke Jens Dreng med sit snedker og reparationsarbejde, han var der egentlig bare for at passe sit arbejde og i tavshed sad han og lyttede til de andre. "Komag-Nils" sad ved ovnen og imdsmurte komager (hælløs sko af rensdyr skind brugt af Lapper) eller skindtøj.
Komag
Navnet havde han fordi han syede komager, Det var i virkeligheden han der kunne de fleste historier, men endnu mere ham som kunne få de fremmede til at fortæller, efter som det faldt sig ind - både fra den synlige og fra den usynlige verden. En tredje af drengene havde et øgenavn, som man dog ikke brugte når han hørte på det, Anders Blyhat, han blev kaldt sådan fordi han af og til slemme raptusseer hvor han drak og forsøgte at komme ud af tjenesten. Til husets faste drengestue stab var også en pige på tyve år, som man kaldte "franske Martine". Hun var ligesom af et andet folkeslag end det som var almindeligt, hun var livlig og kvik, med et vældigt stort krøllet hår, omkring et brunt ovalt ansigt med påfaldende regelmæssige linjer. Hendes far påstås at have været en fransk matros.
Mellem husene på handelsstedet var der ofte stier med stedbelægning (tråkkheller) fra dør til dør. Det var passende flade sten, i senere tid blev det store stykker skiffer. Her var trafik på gangsterne fra morgen til aften, mens græsset groede grønt og frugtbart i sprækkerne, her blev der listet rundt om hushjørnerne i sene aftentimer, der skramlede en lås eller peb fra en dør, når nogen var sent ude. Maske karlene havde været "roen etter kokning" eller ude på anden fangst.
Rundt om gårdspladsen lå der flre huse til alkens brug. Der var rullebod og vaskehus eller bryggershus. Der var eldhus til fremmede fiskere og til kogning af dyremad, hvis ikke det sidste foregik i laden. Her kunne være indmurede bryggepander og bage ovn, et godt tilholdssted for huset kvinder i slagtetiden. Og når alt var færdigt, blev det stuvet væk og ophængt i stabburet, som kunne være grundmuret eller optømmeret på sten, med ret tit stod det på stolper som på anden bondegård. Her opberedes faldbrøds skiver og andre madvarer, kælder og huskeråd af forskellig art. Stabbur loftet var ofte det rene pulte kammer.
Så var der landbruget med sine mangfoldige huse. Den største bygning var staldbygningen med kælder, stald og loft. Men i gamle var det ikke altid sådan. Stalden var nok tømret, men lang og lav. Høloftet var da i den ene ende af stalden, eller fordelt på flere høbuer rundt om på gården, gødningen lå udenfor væggene. Hestestald havde de mange steder, på de store gårde og med mange dyr. På sådanne steder drev de som regel kornavl, og havde måske en kornlade med tærske gulv. Så var der mølle bort i elven eller bækken, hvis der fandtes en i nærheden, der udover var der fårehus, grisestad og hønsehus, med alt det lov som hørte til at stort og småt. En række handelssteder havde også smedje, bødkerværksted og den slags håndværk i egne rum eller bygninger.
Alt dette rådede handelsmanden over. Hans enemærke var kontoret og butikken.
På kontoret stod hans skrivepult eller bord med de store, flot indbundne folianter. I dem skrev han med fjerpen navn efter navn på
skyldmænd som "stod i boka" hos ham, og række efter række af tal over det de
skyldte. Der stod konto, debet og kredit. Med der var også andre bøger, som gerne
lå vel nedlåst i en skuffe, mensommetider blev taget frem og nøje gransket, helst i
sene aftentimer og lang udpå natten. Der stod navn på købmænd i Bergen som havde
penge til gode hos hamselv, lidt eller meget, måske somme tider alt for meget. Det
stod veksler ogafdrag og rentes, status op opgørelser og andre vanskelige ting, som
der skulle hjerne til at forstå.
På bordet lå gåsefjer og pennekniven, der stod blækhuset og sandhuset som han dryssede med på de våde ark og så blæste dem tørre. Her stod også lysestagen med en blaffende lysestump, på skrivepulten lå lakstangen mellem størknet lak og talg rester. Ved siden af hang husets signet, måske slægtens gamle signet. Der var brevark som sirligt blev beskrevet og sammenfoldet og påsat segl, og siden overdraget til bådposten, som kom Gud ved hvornår. Eller brevet blev sendt med en jekte eller med en tilfældig bådskyds, (skyss = befordring af rejsende med båd eller hest) først fra 1830 årene kunne man benytte det velsignende befordringsmiddel som kaldes dampskibet.
Der var også hylder med bøger, priskuranter, vareprøver og lidt af hvert. Handelsmandens piber og tobak æske manglede heller ikke, måske havde det sit eget bord. Borte i hjørnet var der en skænk med et indhold som kun kom frem ved besøg eller når der blev afsluttet en forretning, måske også til hjertestyrkning o en svag stund. Ved døren stod der en bænk eller et par stole til brug for en arme supplikant som søgte audiens. I det andet hjørne oplyste den gamme kakkelovn, med anno og billeder på.
Ved siden af kontoret, eller ikke så langt fra det, låbutikken og måske en skænkestue.
Her rådede krambusvein og krambupige, nårherren var optaget på kontoret, oppe i
huset eller ved kysten. Men ofte kom "han sjøl" ind på bua og så efter at alt gik rigtigt til.
Her varmødestedet ikke kun for bygd og nabo. Krambu hos handelsmanden kunne være centrum for et lille ørige eller et helt fjorddistrikt og til sine tiden et samlingssted for en hel landsdels fiskerbefolkning på gennemrejse. Her blev alting behandlet, stor og småt, her blev samlet op på gammelt og fortalt nyt, her drøftede man fiskelykke, vejr og aspekter, udsigter for Lofoten eller Finnmark, silderygter og priser, alt mellem himmel og jord som interesserede en nordlænding, ja iblandt også det som er over himlen og under havet og jorden. Men så skulle man helst ikke tale for højt. Senere da de tider kom, talte man også politik. Og så handlede man naturligvis, stort og småt, med det i et andet afsnit.
Krambu
Udover strandene, men ofte tæt inde under handelstedet kunne fiskhjell (fisketørrestativer) stå i rad og række. Andre steder kunne de have klipfisk bjerg og mange folk i arbejde på det, om sommeren. Et enkelt handelssted kunne have 30 - 40 mennesker til at ophænge fisk så længe tørringen på gik
Fiskehjell
Når det var godt vejr hejste handelsmanden et hvit flag på sin flagstang og snart kom arbejdsfolk rejsende fra land og strand, nogle ude fra øer og holme. Ved seks tiden om morgenen blev fisken spredt udover tørrepladsen, lønne ver 10 øre i timen på egen kost. Mens de ventede på at fisken skulle vendes, sad de på en sol væg og røg og snakkede. Re som det var, kunne der komme en regnbue, og så måtte fisken i en fart i tørvejr og igen lægges ud over fjeldet. Tørfisken passede mere sig selv. Men der måtte folk til at fragte den færdige varer i hus, på bærebører, trillebøre og hvad de nu kunne bruge af redkaber.
Klipfiskbjerg
Der hvor de havde sildefiskeri med garn eller not både, ogtilberedning, skabte dette
en stor virksomhed, især i de store sildeår i 1860 -70. Når silde bådene kom ind til
bryggen med fangst blev der liv på stedet ogarbejde for tusinder af flittige hænder.
Tome tønder blev tullet frem,saltlageret åbnet og sildebuene blev gjort rede til at tage
imod den dyrebarevare. En mand fra Grøtøy mindes med en blanding af henrykkelse og
vemod dissehøst dage, når Manshausen var som en myretue af travl virksomhed. Der var måneskin udover det stille hav og hundredvis af lygter tændt på land, på byggen og i havnen. Ti tusind tønder kunne blive pakket i et eneste ryk. Det var et eventyr, noget usandsynligt midt oppe i virkeligheden. Men så blev det ofte borte, næsten som en drøm.
Handelsstedet havde også sine travle dage især ved de store højtider, ved tinge tid og markedstid, når fiskerflåden skalle af sted og når jekta skulle udskibes til Bergen. Men alt dette er beskrevet i et andet afsnit. Til mange handelssteder langs kysten var der også æg og dun samling, der havde de folk i arbejde med ægsamling og dunindsamling når den tid var. Om efteråret var det tid til høst af molter (multebær) og andre bær i ødemarken. Nogle steder var der også kvalveide (hvalfangst) , kobbejagt (sælfangst) og brugdefangst ude på skær øer og holme.
Burgde stor hajart
Kobbe
Så var der onnene (markarbejdet), slagtning på høsten, gårds arbejdet til hverdag inde og ude. Gårdfolkene og onnearbejderne skulle have fuld kost, lige som tilrejsende kunder som ikke kunne rejse hjem på grund af uvejr, men måtte have mad og logi. I ældre tid var det ikke usædvanligt at herskab og tjenere spiste sammen. Sådan var det også på Husby i gamle dage. Man spiste da i dagligstuen og der blev dækket op på tre langborde. Øverst stod herskabsbordet, nedenfor kom styrmandsbordet med plads til jekte styrmand og betjente, nederst stod tjenerbordet til drenge og piger. Men senere var herskabets måltid for sig selv, mens tjenerne spiste ude i borstue elle køkkenet.
Ellers var der, som før sagt en udstrakt gæstfrihed overfor venner og bekendte, mod kunder og bygdefolk og andre som kiggede indenfor. Det var "kaffe og mad" hele dagen, udover middagen som gårdsklokken kaldte alle sammen til. Som ellers på stor gårde i Norges land, hænger "suppeklokka" på alle de store handelssteder nordover, som er samlingens symbol i det lille samfund.
For et samfund var det, et organisk hele med sine fast funktioner og sit ejendommelige indre liv. Billedet af det nordlandske handelssted kan skifte noget med tiderne, men så længe de gamle livsvilkår bestod, var helheds billedet mærkeligt klart, ensartet og fast. Det fik sit præg af nordlandsbåde, fiske og jektebrug, af enkelte linjer i omsætningen, af mennesker og sikke og former som smelter sammen til et harmonisk hele. Dette gælder også selve bebyggelsen som danner rammen om disse ydre former og det indre liv. Den er sammenvokset med påvirkningen af de gamle slægter liv, så stærkt at intet menneske med sine sansers fulde brug kan besøge et sådant sted uden at fornemme duften af de henfarende tiders form og ånd.
Handeslssted