KAP VII
Om den Skoflikker eller Skolapper, som en Nat stjal ud af Domkirken.
I Staden Kjøbenhavn var en Skoflikker ved Navn Jens, som havde en lille Bod ved St. Nicolai Kirkestræde, hvor han daglig udøvede sit Haandværk. Det skete en Nat, at han, lige indsovet, drømte, at en Mand kom til ham og spurgte, hvad han vilde give ham, i Fald han viste ham et Sted, hvor han kunde faa Penge. Skoflikkeren havde nemlig om Aftenen lagt sig til sengs saare ilde tilmode over sin Fattigdom og sine daarlige Omstændigheder. Skoflikkeren syntes at svare ham, at han umulig formedelst sin Fattigdom kunde lønne ham men den anden sagde » at de nok skulde komme overens, hvorpaa han klædte sig og fulgte ham, indtil de kom til Domkirken.(Vor Frue Kirke)) Da var han sig bevidst at være vaagen. Saa siger Manden til ham, at derinde var der altid Sølv nok, men Skoflikkeren svarede, at han ikke kunde få fat i Pengene, uden at man kunde mærke det. Manden svarede, at han skulde trykke paa Døren med den bageste Del af sit Legeme, og efter at have gjort dette, åbnedes Døren. Efter Mandens Opfordring tog han en af Fattigkasserne, bar den ud og åbnede den uden mindste Støj eller Alarm.
Jeg husker ikke ret, hvor meget det var, men det var alt sammen i Søslinger (en lille mønt enhed) og vel i det hele en Sum af omtrent 300 Daler. Derpå lukkede han Kirken uden nogen Alarm eller Støj. Da dette var sket, var Manden forsvunden. Medens disse Penge endnu ikke var fuldstændig ødte og opsvirede (thi han brugte dem til alle Slags Udsvævelser), holdt han ganske op med sit sædvanlige Arbejde. Søndagen næst efter denne stygge Handling var sket, gik Kirkeværgerne efter Sædvane rundt i Kirken med Tavlerne, hvori enhver lægger efter Behag, til de Folk, som sidder i Stolene; og da de skulde lægge Almisserne ind i Kisterne, fandt de en af disse ganske tom. Siden fortalte de Præsten det, som, efter at hans Prædiken var endt, bekendtgjorde det fra Prækestolen, hvorpaa der paa Raadhuset blev kundgjort, at naar nogen betalte eller solgte noget over en halv Dalers Værdi i lutter Søslinger, skulde og maatte han tages til Fange og sættes i Jern til Overhøring og Ransagelse. Det skete da, at da denne Forbryder havde bortødslet det meste stjålne Gods, syntes han, at det var bedst at begynde paa det gamle Arbejde igen, hvorfor han gik til en Skomager, som hed Jacob for at købe Saalelæder af ham og betalte ham med halvanden Daler i bare Søslinger. Jacob lod tappe en Kande øl til ham, og mens han opholdt ham, sendte han Bud til Byfoged Laurits Mogensen, der straks sendte to Bysvende for at gribe ham. Da de kom ind i Stuen, hilste de meget blidt og bad om en Kande øl, som blev dem givet. De spurgte straks, hvem denne Mand var, og indbød ham at drikke med dem, men han sagde, hvem han var, og at han ikke kunde tøve. Husbonden sagde, at denne Mand havde købt Saalelæder af ham for halvanden Dalers Værdi og betalt med Søslinger. Bysvendene mente, at det ganske vist var Kirketyven, som havde stjålet den hellige Skat og de Fattiges Penge, hvorfor de lagde Hænder paa ham. Men han bekendte straks den store Misgerning, hvorpaa de førte ham til Byfogden og derfra i Fængslet. Noget efter blev han taget ud af dette og sat paa Stejler udenfor Vesterport.
Nu efterfølger om den Tyv, som lod gøre en Nøgle til Kramboderne.
Der boede i Kjøbenhavn en Slagter, som hed Christian, en velhavende Mand. Paa Djævelens Indskydelse tog han sig for at skaffe sig Adgang til de fleste af Kjøbenhavns Kramboder og købte en Mand, som hed Didrik, til at lave et dertil hørende Instrument til sig. Da nu Krambodsvendene savnede forskellige Varer i Boderne, fortalte de hverandre dette og åbenbarede det til sidst lempeligt for deres Herrer, hvorpaa det blev besluttet, at tvende Mænd skulde holde Vagt om Natten i hver Krambod. Paa den Maade blev det åbenbart, hvem der havde gjort det. Han blev derpaa sat i Fængsel tillige med 9 andre Personer, som hjalp ham,iblandt hvilke var hans Kone, to Døtre og en Søn. Denne Mand havde en Broder i Staden, som kaldtes 7^715 Færgemand. Han boede i Vingaardsstræde, den næste Dør ved det Hus, hvor jeg boede. Man troede, at denne hans Broder var en Varulv, en Slags Mennesker af den Natur, at de somme Tider imod deres egen Vilje bliver omskabte til Ulve, og dette var fulgt med flere Familier, og man tror det sker paa Grund af begaaede Forbrydelser.
Denne Jens Færgemand gik paa den Vej, ad hvilken Kongen plejede at rejse fra Slottet til Frederiksborg, hvor jeg tillige med mange andre stod. Det var ved Stranden ved Højbro. Da Kongen kom fra Slottet, kastede denne Jens sig paa Knæ for Kongen. Kongen spurgte ham, hvad han vilde. Han sagde at han bad, om hans Broder maatte benaades for at hænges og hellere halshugges. (Der var større skam ved døden med hængning end ved sværdet) Kongen svarede, at det var bedre, at han bad Gud, at der aldrig hændte ham saadan Udaad som hans Broder, og at denne var det, som han var bleven, hvilken Dødsmaade han end fik. Kongen vendte sig derpaa om og spurgte, hvor meget han vilde give, for at han blev halshuggen. Jens svarede 300 Daler. Kongen lovede, det skulde saa være, og at de skulle gives Kirkerne, hvorpaa [Forbryderen] han selv tiende med sin Familie blev halshuggen.
Om Skrædderens Kone og de to andre Koner.
En Skrædder ved Navn Hans, der boede i de saakaldte Klædeboder, havde en ung og dejlig Kone ved Navn Anna. En Soldat havde fattet Begær til hende og belurede hende med sine Kammerater for at rane hende fra hendes egen Ægtemand. Derfor blev der Opløb i Staden en Lørdag mellem Soldater og Borgernes Tjenestefolk, og under dette mistede Skrædderen hende fuldstændig, hvilket han taalmodig maatte bære, da hun selv havde hjulpet med til Bortførelsen.
Paa samme Maade skete det i samme Efteraar, at en Knivsmed, som hed Maurits, mistede sin
Kone, Betsabe, som fandt Lejlighed til at løbe bort med en Soldat til Tyskland. Ligeledes mistede en adelig Mand ved Navn Jørgen Daa, — som var Admiral i Vestersøen og som fangede Kaptajn Mandaus oppe ved Rusland, og med hvem jeg Først sejlede paa en Orlogsmand — sin adelige Frue, der rømte med en Soldat til Tyskland,^) men selv om der udsendes Stikbreve efter saadanne Personer, hjælper det ikke, thi den ene Soldat hugger ugerne Øjnene ud paa nogen af sine Kammerater og Staldbrødre.