KAP XVIII

Da den før nævnte Mandauas Brødre, der var 5 ialt, fik Efterretning om disse Begivenheder, blev de meget opbragte og rasende (som før er omtalt) og udstødte heftige Trusler om at hævne sig paa de Danske. Derfor lod vor Konge hvert Aar udruste mange Skibe i Leding mod dem, hvis de engang skulde gøre Forsøg paa at hævne sig. Næste Aar efter at dette var sket, Aar 1616, om Foraaret efter Paaske i Slutningen af aprillod Kongen 6 gode Orlogsskibe udruste til Togt imod disse og andre Rigets Fjender eller Røvere, som maatte forefindes i danske Farvande, og som hindrede retfærdige Søfarende og Købmænd og efterstræbte deres Liv og Gods. Denne Sommer hændte det, at Kongen holdt Herredag i Oslo i Norge. Den Gang afgik Christian Friis ved Døden, da han fra Kongens Bord blev ført til det mægtige Orlogsskib "Fides". Han var Kansler og dengang mer end 80 Aar gammel, hvilket jeg før har omtalt.

Men for nu at vende tilbage til mit egentlige Stof og den Beretning, hvormed jeg begyndte dette Kapitel, saa begav det sig, at jeg med min kære Staldbroder Jon Halldorsson blev forførste Gang indskrevet til Togt paa Kongelig Majestæts Orlogsskib til Rigets Gavn og Bedste.Vi sejlede saa i Guds Navn, efter afholdt Bøn og Velsignelse, ft'a Kjøbenhavn den første Torsdag i Maj ved Middagstid, og om Aftenen kom vi til Helsingør, hvor Kronborg Slot ligger ved Øresund. Morgenen derefter sejlede vi ud af Øresund, i Nordvest mellem de to Lande; paa Vestsiden ligger Sjælland og Jylland helt til Skagen, men paa Østsiden Skaane og Halland. Hele Vejlængden fra Øresund og ud over Skagen siges at være 24 Sømil.

Derefter sejlede vi nordpaa langs Norges Kyst, indtil vi kom til Flekkerø, hvor vi fik at vide, at et Sørøverskib havde været dér og oppe under Norge taget et lille Fartøj, paa hvilket de havde sat 10 af deres egne Folk ombord, men dræbt hele Besætningen paa tre nær. Anføreren for disse tre hed Laurits Magnusson og var af norsk Slægt; han var en klog Mand, dygtig i mange Ting og havde oplevet mange Farer baade tillands og tilvands. Han fortalte mig hele sin Livshistorie, medens vi var sammen, og der var mange gruelige Begivenheder i den. De før omtalte Sørøvere var engelske og var udsendte af Mandaus's Brødre for at røve og myrde under Danmark og Norge. Det lille Skib, som Sørøverne tog, ladede de med al Slags røvet Gods, Klæder og mange andre Ting, og drog saa bort fra Havnen paa deres sædvanlige Plyndringstog nordpaa op langs Norge. Nu er at berette om, hvad Laurits Magnusson foretog sig efter deres Bortrejse fra Havnen. Han havde laaet den Befaling, at han skulde vente dér sammen med de andre Sørøvere, som blev ladte tilbage paa Skibet. En Dag bad han om to Mand for at tage til Land i Baaden og desuden om de to, som var bleven tagne til Fange sammen med ham, og som daglig lod, som om de villig tjente Sørøverne. Han foregav, at han vilde gaa op i Bygden, hvor der var faa Folk, for at røve Faar til Proviant. Sørøverne gik villig ind paa dette. Da de kom i Land, traf Laurits Magnusson nogle Bønder, som boede i Nærheden af Havnen, og aftalte med dem, at de skulle dræbe Sørøverne, hvilket ogsaa lykkedes godt tidlig om Morgenen paa følgende Maade: Laurits Magnusson fik dem alle til i Land for at drive Faarene sammen, men Bønderne skulde ligge i Baghold og hans egne to Mænd skulde staa i Nærheden af Skibsbaaden for at vogte den, og ved Angrebet skulde de straks ro ud til Skibet. Snart viste der sig over 20 Bønder, som ved Vink og aftalte Tegn fira Skibet var samlede i Nærheden af Havet paa et skjult Sted, og de dræbte alle Sørøverne. Derefter roede Bønderne ud til Skibet og bragte det ind til en sikrere Havn. Dette var nylig sket, da vi kom derhen fra Kjøbenhavn, og Skibet sendte vor Admiral Jørgen Daa hjem til Danmark.

Kongl. Majestæts Behlingsmænd ombord paa Admiralskibet ,"Victor" var følgende:

førnævnte Admiral Jørgen Daa.
dernæst Kaptajn Holger Rosenkrantz som senere blev Høvidsmand [paa Island].
en svensk Adelsmand ved Navn Lauritz BremSy som var gaaet i vor Konges Tjeneste

med Hustru og Børn, i den nylig endte svenske Krig 1613.

Skibsføreren hed Peder Nielsen.
vor Præst Hr. Knud. 6. min Arkelimester Rasmus Vinten
hans Styrmand Jens Lauritsen, som var en vidtberejst og prøvet Mand i andre

Lande og en gammel Soldat.

Paa Admiralskibet var der 130 Mand med Bøsseskytterne, som var 24. Der var to unge Mennesker af adelig Byrd derimellem som senere blev meget dygtige og Kgl. Majestæts Drabanter; den ene var Admiralens Søstersøn ved Navn Jens Brandt; den an-

dens Navn kan jeg ikke huske.

Nu vender jeg tilbage til, at vi sejlede bort fra Flekkerø og nordpaa langs Norge med disse sex Skibe, ind i og ud af mange Havne, for at søge de omtalte Sørøvere, uden at det dog lykkedes os at træffe dem. Paa ikke faa Steder fik vi Efterretning om dem, ogsaa da vi kom til Rusland, til den Fiskerplads, som kaldes Kielden. 2) Herfra roer Russere og Finner ud for at fiske fra 52 Fiskerbaade, af Besætningerne er en Trediedel Finner, og de har tre Opsynsmænd for at øve Lov og Ret. Paa Vejen derop ligger Vardø, hvorpaa der er en vældig Fæstning med en naturlig Klippemur omkring, og paa Klipperne ligger der store Kanoner til Forsvar, thi denne ligger langt fra Land udenfor Finmarken. Paa Øen er altid en Herremand, som har Slottet i Forlening, og som er Finnernes Øvrighed. Paa den Tid vi kom, regerede der en Herremand ved Navn Hans af skotsk Familie, som var bleven sendt til vor naadige Herre Kong Christian 4de med et kosteligt Skib fra England ved hans Kroning, og derfor blev kaldt Kong Hans.^) Han var en sær og forunderlig Mand, især naar han var drukken. En Gang gav Kongen ham Ordre til at lægge sig i Øresund med et af sine Orlogsskibe, som hed »Den sorte Ridder', for at opsnappe de Skibe, der sejlede gennem Sundet paa den østlige Side for ikke at betale Told. Han opsnappede dér fem Skibe i Løbet af en Sommer og sendte dem til Kjøbenhavn. De havde alle Slags Varer ombord. Disse Skibe blev frigivne igen ved Kongens særdeles Naade og paa Grund af deres Herrers ydmyge Bøn, blandt hvilke der var en gammel skotsk Mand, som paa sine Knæ grædende bad Kongen om Naade og om at frigive hans Skib, hvilket og skete for hans Alderdoms Skyld, og fordi han lovede at bedre sig.

Kongen gjorde ham ( John Cunningham) til Slotsherre paa Vardø Slot, thi Kongen havde stor Tillid til, at det vilde lykkes ham at styre Finnerne, og at han ikke vilde se gennem Fingre med deres skændige Trolddomskunster, thi der fortaltes stadig om slige Misgærninger hos dem, og de fleste Slotsherrer, der havde været der før ham, havde ikke vovet at lade den Slags Troldmænd henrette.

Men denne lod hvert Aar en hel Hoben Troldmænd kaste paa Baalet, og derfor blev han Klg. Majestæt endnu mere kær, og saa vidt jeg véd, led han ikke nogen Skade paa Grund af sin

Handlemaade.

Da vi nu kom derhen med de 6 Krigsskibe: "Victor", "Jupiter", "Enhjørningen", "Malkepigen", "Lybske David" og "Leopardus", modtog han os godt. Dengang opholdt vi os der kun Natten over, og tog saa bort op til Rusland, til Kielden, som jeg lige har omtalt. Dér blev vi to Nætter og gik saa derfra nordvest for Rusland ind i det Hvide Hav, helt ind til de 7 Øer. Dér er Søen at se til ligesom Mælk, hvilket er meget forunderligt at skue i Begyndelsen, saa længe man ikke er vant dertil. Vi var næsten en halv Maaned borte fra Kielden for at opsøge disse Røvere, men fandt dem ikke. I Kielden opholdt vi os seks Dage. Den tredie Dag kom en Krigsbefalingsmand fra Malmis, som havde 300 Soldater under sig. Denne Mand var prægtigt klædt; yderst havde han en Silkekjortel, som gik ham lige ned til Fødderne, derunder en anden, som naaede ham midt paa Tyklæggen, den tredie gik ned til Knæet og var besat med Guldsnore. Straks, da han var kommen ombord, blev 3 Kanoner aflyret, og efter at han havde udvexlet Hilsener, afførte han sig sin Overkjortel og gik saa ind i Kahytten med vore Befalingsmænd med stor Beskedenhed, Høflighed og Glæde. Saa længe den Herlighed varede, stod fire Trompetere agter ude og blæste paa deres Trompeter. Hans 12 Soldater, som var kommen med ham, blev tilbage i Baaden indtil Aften. Admiralen lod Kaptajnerne paa de andre Skibe hente. De var alle adelige, undtagen Peder Nielsen ialt var der 12 i hele Flaaden (Officerer ialt) Den russiske Officer var meget glad, venlig, gavmild og elskværdig mod alle, baade Over- og Underordnede. Han havde russisk Mønt med sig i seks smaa Poser i Lommen. Det var meget smaa Møntstykker, Denger af rent Sølv. Disse Penge uddelte han uden at tælle dem til os Bøsseskytter ved hvert Skud, vi affyrede af de tre Kanoner, og til de fire Trompetere, som blæste paa Basun, Krumhorn og Skalmeje og spillede paa Luth; disse fire Instrumenter var indøvede firstemmigt med mesterlig Kunst. Gildet varede langt ud paa Dagen; der blev drukket vor Konges Skaal og Storfyrrsten af Moscoviens Skaal, der er Herre over hele Rusland og kaldes Tsar VeUkoknjeSj hvilket betyder Konge og Storfyrste. Endvidere blev der drukket en Skaal for hele det kongelige Hus og for Dan- marks Rige s Raad og for fornemme russiske Personer. Da det led ud paa Aftenen, og Admiralen og hans Selskabsbrødre efter Evne havde trakte-ret ham, og han gjorde Mine til at gaa, gav han sine 12 Soldater Lov til at komme op paa Skibet, men ikke før, og de vilde ikke modtage nogen Mad eller 01 af os, før deres Herre havde givet dem Tilladelse dertil, men de havde selv rigelig Proviant og spiste to Gange den Dag, før de fik Lov til at komme ombord. Vore Befalingsmænd gik alle ud paa Dækket og satte sig paa Stole, Admiralen i Midten, Kaptajn Holger ved hans højre Side, men LQthent Laurits Brems ved hans venstre Side, omkring dem stod Herremændene og uden om dem vore Folk med Musketter, men selve den russiske Befalingsmand gik indenfor Kredsen med sin Regimentsstav eller Stok. Der- paa kom de 12 Soldater op paa Skibet, alle med Sværd ved venstre Side. De stillede først deres Bøsser paa Rad ved Rælingen paa Styrbord og gik saa ind i den Kreds, som vi dannede, tre i hver Række, indtil de kom hen til vore Befalingsmænd. Hver af de tre i første Række frembar paa et malet Brædt en stor, flækket, fersk Lax, foldet sammen, som om den var levende og uopskaaren, og alle tre bøjede de sig saa for de tre Befalingsmænd, faldt paa Knæ og ofiererede dem Laxene med stor Reverens. Derefter rejste de sig høfligt og gik bort med Ærbødighed, idet de med stor Kunst affyrede deres Bøsser. Paa samme Maade bar de O andre sig ad i de 3 følgende Rækker. Da dette var forbi blev der givet dem Gaver, og Befalingsmændene viste dem deres Velvillie ved at drikke dem til i Vin. Derefter tog de Afisked, bukkede for enhver, saaledes som det sømmede sig, og gik ned i Baaden og præsenterede deres Bøsser, der alle var emaillerede og en Favn lange. Før den russiske Magnat tog bort, indbød han vor Admiral dl at besøge sig sammen med 24 Mand, hvilket denne lovede, forsaavidt Vinden tillod det. Efter at han havde taget Afsked, og velsignet Skib og Mandskab, gik han fraborde med fornøjet Sind og glade Miner. Der blev affyret 3 Kanoner fra hvert Skib og 9 fra Admiralskibet. Tre Gange saa vi dem vifte til os og affyre deres Bøsser. To Dage derefter begav Admiralen og nogle af de andre Skibes Befalingsmænd sig afsted med vor Skibsbaad, men vi maatte vende tilbage paa Grund af heftig Modvind, og det var med Nød og næppe, at vi slap uskadte tilbage til vore Skibe. Kort Beretning om Rusland til Belæring for dem, der intet vide derom:

Rusland kaldes ogsaa Moscovien; det er et Land af uhyre Omfang med store Skove, Sumpe, Ørkener, mange store Søer, fulde af Fisk, og skønne og store Floder. Det er 500 Mil i Længden og 350 Mil paa Bredden. Det er rigt paa Frugter, Rug, Hvede, Byg og kostbart Pelsværk. Mod Nord begrænses det af Nordhavet og Nova Selma [o: Novaja Semlja], mod Øst af det Kaspiske Hav og det store Tartari, mod Syd af Krim Podolien, mod Sydvest af Lithauen, mod Vest af Livland, og mod Nordvest af Sverrig og Kurland. Moscovien ligger i Europa, men i Asien har Russerne mange Lande, baade tartariske og andre, og der boer alle Slags vilde Folkeslag, 21 ialt, nordost for selve Rusland. Dér gør og lader enhver, som han vil. Over Gejsdigheden staar en Patriark, som har nogle Ærkebiskopper, Præster og Munke under sig. Blandt Munkene er der mange, som ikke kan læse eller skrive. De hører til den græske Kirke, holder Messer, beder, læser og synger, alt paa deres eget Modersmaal, som kaldes det slavoniske Sprog. I Rusland er der mange store og smukke Byer, men Husene er som oftest opført af Træ og Tømmer. Moscov er en stor By og hele Rigets Hovedstad, men desuden er der 40 andre store Stæder, hvoraf jeg ingen nævner her. Under Rusland, ude i rum Sø, ligger der en ø, som hedder Solowki, hvor der er et rigt Kloster. Fra disse Lande udføres Hør, Hamp, Vox, Talg, Elgsdyrhuder og andre Huder, Sobelskind, Maarskind, Fjeldrævsskind, Ræveskind, Ulveskind, Losskind, Bæverskind, Hermelin og andet Pelsværk; endvidere Rug, Laks, tørret og saltet Fisk, Tran og andre Varer. Den store Flod Volga udspringer i Midten af Rusland og spreder sig i mange Retninger, indtil den folder ud i det kaspiske Hav, ved hvilket Saltklipperne staar, og hvor der er en saadan Mængde Salt, at det vilde være tilstrækkeligt til hele Kristenheden, hvis det kun laa lidt nærmere. Nu slutter jeg her foreløbig min Omtale af Rusland. Jeg har ikke megen Kundskab til deres Religion, men jeg har hørt sige, at de tilbeder den hellige Treenighed og ingen Helgen undtagen St. Nicolaus, som først siges at have forkyndt den kristelige Lære for dem. Man siger ogsaa, at alle Lig, baade af Unge og Gamle, bliver vejede paa Vægtskaale, naar de føres til Graven. Paa den ene Vægtskaal lægges Liget, paa den anden en Statue af Træ, lavet efter enhvers Alder. Hvis Træstatuen viser sig at være tungere end Liget, siger man, at de tror, at den Afdøde er frelst paa sin Sjæl, men hvis Liget er tungere,tror de, han er fordømt.

← Forrige KAP XVII Næste → KAP XIX