Betydende rejsende
Blandt de mange fremmede som besøgte handelsstederne, var der enkelte som med rette blev genstand for større opmærksomhed end andre. Det var de første naturforskere og rejsende af lyst, disse var ofte skrivende folk og mange har efterladt sig rejse beskrivelser om deres rejse. Vi har allerede set hvor meget disse fremmede iagttagere kan fortælle os om livet på handelsstederne i en tid vi hvor der kun er få intime skildringer fra. Et strejftog gennem deres rejse beskrivelser kan tjene til at udfylde det billede af livet på disse steder og i deres omgivelser.
En af de tidligst rejsende var den svenske teolog Johan E. Forsstrøm, som i følge med præsten Grape i 1801 kom over fjeldet fra Sverige og ned til Lyngen. De var først indenom en bondegård og siden på præstegården, men da præsten måtte kirken, drog de videre på et morgenvisit hos handelsmand Klæboe på Lyngseidet. "Vi blev meget høfligt modtaget. Hans smukke hustru trakterede os med likør og konfekt. Men bebrejdede os at vi ikke havde vist dem den tillid at tage kvarter hos dem, og blev anmodet om at flytte dertil, hvor vi skulle have al vores frihed. Fruen foreslog en spadseretur i haven, noget man hverken kunne eller ville afslå. Deres "trädgård" eller rettere urtehave bestod af nogle bede med grønsager, nogle ribsbuske og blomster. Alligevel var det en fornøjelse at se et regulært haveanlæg så langt mod nord. Fru Klæboe forklarede at hun var meget fornøjet med sin have, og at hun på dette sted tilbragte mange hyggelige stunder i deres korte sommer. Lidt efter indfandt også hr. Klæboe sig i haven og erklærede at man ikke ustraffet måtte spadsere med andres koner, men at jeg straks måtte følge ham for at betale bøder i lysthuset. Hvem vover vel at sætte sig op mod værten, og hvem ville det når bøden bestod i at tømme en butelje madeira. Da vi ikke godt kunne flytte vores logi dertil, blev vi på det forbindtligste bedt om, under vores ophold i Norge ofte at gøre deres hus den ære at besøge der."
Siden gik de fremmede til kirken, der "gnolades en förfärling sång, och deras långa psalmer togo aldrig ände" Præsten Junghans holdt en fin prædiken, og efter gudstjenesten var der middag i præstegården. Man satte sig til bords uden ført at læse bordbøn på svensk vis, men siden foldede man hænderne. Han bemærkede som sine landsmænd at nordmændene bød på dram ved ankomsten til hvert hus, men derimod ikke kendte brugen af "apetitsup". "Anretningen var ikke stor, en tilstrækkelig, den bestod fornuftigvis ikke af mere end to retter god mad, derpå drak man sin mad vin, foldede atter hænderne og gik siden fra bordet. Husmoderen tillod aldeles ikke at man kyssede hendes hånd, men nægtede en det indtil man havde kysset hende på munden. Ville man siden være meget høflig, kyssede man også hendes hånd. Men ikke nok med der, landets skik krævede også at alle tilstedeværende herrer og fruentimmer måtte kysses. Jeg overholdt trofast den norske skik, så ofte det var spørgsmål om unge piger og yngre fruer, men trak mig ud af spillet og fulgte vår svenske skik med de ældre, kappeprydede matroner."
Efter middagen talte man om alt muligt. Forsstrøm var glædeligt overrasket over at finde københavnske aviser, og desuden tidsskrifter som "Københavnske lærde Efterretninger" og "Minerva". Efter maden drak man igen kaffe og umiddelbart efter te. Til aften rejste de tilbage til deres logi på Kvalvik, og næste dag drog de på jagt på Nord-Fugløy. De blev der nogle dage og kom tidlig en morgen kl. 6 tilbage til Lyngseidet: "Handelsmand Klæboe, som havde ventet os, var allerede stået op, hvilket ikke er almindeligt i Norge, hvor man sædvanligvis lægger sig til midnat og står op ved 9 - 10 tiden." ( dette naturligvis kun længst mod nord i sommertiden). "Han ledsagede os i vores jagtudrustning ind i huset, fruen var endnu ikke stået op, men snart viste hus sig og hilste og godmorgen med et morgen kys. Snart kom kaffeservicet frem. I alle huse er kaffeservice en vigtig prydelse, og er som regel placeret lige imod døren, sådan at man ser den ved første blik. Servicet består af en hel del opstablede kopper, underkopper, te og kaffekander samt temaskiner m.m. Nu blev kaffen båret ind. Værtinden satte sig på "præsidentpladsen" og andre stole var rundt om bordet til os "assessorer". Man gik til bords som til et almindeligt måltid. Der blev tømt adskillige kopper efter landet skik. En Kolderup (sorenskriver) fra Tromsø var til stede og ønskede os velkommen. Kaffe drikning er for de norske en så kær ting at de hellere ville undvære mange af deres mere nødvendige behov. Fru Klæboe forsikrede at hun ikke ønskede at være en svensk kone, og det af flere grunde. Jeg bad hende nævne dem. Hun forklarede at man i Sverige vover at tænke og endnu mindre at skrive det man vil, og for det andet får man ikke lov at drikke sin kaffe. Det sidste kunne jeg ikke nægte, men bestred dog det første, at man under det danske styre har mere frihed end under det svenske."
Næste dag kl. 10.00 blev de igen budt på kaffe på handelsstedet. Middagen spiste man mellem kl. 1 og 2, og efter middag gik man igen til lysthuset hvor der vankede punch. "Fru Klæboe bemægtiget sig en meget diskret måde min nålepude, som under rejsen var blevet revet i stykker, og under påskud af at tage prøve nåle fra den tog hun den med sig, men leverede den snart igen, overtrukket med et meget flot broderet silkestof."
Senere besøgte disse rejsende proprietær Wasmuth på Karnes, og da de forlod deres logi, blev der saluteret med flere salver fra gården, og de svarede med skud fra båden. På Lyngseidet tog de afsked med Klæboes, gik over en smal tange til gæstgiver Figenschou på Kobbernes, og i hans "skärgårdsbåt" rejste de til Tromsø. Fra Tromsø fortsatte de siden over Balsfjord til Sverige.
Senere rejsende, som Leopold von Buch i 1807 og Vargas Bedemar i 1810 - 14 har kun lidt at fortælle om handelsstederne. Da finder man langt mere i Sven Nilssons rejseberetning fra 1816. Han kom nordover fra Trøndelag og passerede stifts grænsen i stegende sommer hede. Om aftenen 7. juli sejlede et større selskab af sted for svag vind for at besøge Tilrems marked, mens solen gik ned i tordenskyer og snart efter stod op igen. I skyssbåden til fogeden Mads Lie forsatte han til Brodtkorb på Tjøtta og Coldevin på Dønnes. Senere tog de igen turen indover Rana, som vi allerede har fortalt om, helt ind til Mo og udover igen. Handelsmand og proprietær Dass på Lurøy, sendte ham siden med sin søn Daniel ud til Lovlunden, hvor han var med på fangst af lundefulg med hund.
Sven Nillson
Senere drog han helt ud til Træna, mellem et utal af holme og omgivet af hele Nordlands rige fugleverden. Undervejs skriver han en bemærkning om hvordan alle her i nord sætter han eller bo foran eget navn: han Peter, han Berg, ho madame Berg. "Alle standspersoner kaldes skipper, selv præsten får stundom denne hæderstitel." På Træna fik de knap tag over hovedet, og selv gæstgiveren havde vanskeligt ved at skaffe dem et ordentlig måltid. Men sammenhængen var den at øerne for nylig havde været hjemsøgt af en slags influenza epidemi, så folk ved syge og elendige.
Fra Rødøy rejste han til Grønøy, hvor man er i gang med hø høsten. Han fryder sig over det smukke landskab og de gode rorkarle han har fået i båden. Senere rejser han helt ind til Hordaland fjorden og kigger på Svartisen. På bondegårdene her inde lægger han mærke til en ting, som man også kender fra andre bygder nordpå: "Når pigerne vogter dyrene, ser man dem altid sidde og spinde på et såkaldt håndten, som består af en kæp med en rem i den ene ende. Omkring kæppen, snor de nogle uldtotter, og fæster kæppen forklæde bæltet og spinder tråden på en rulle som de holde i hånden og alder løbe rundt."
Svartisen Navnet "Svartisen" kommer fra "svartis", et gammelt ord som betegner den dybe blå farve i denne isen og kontrasten til den hvide sneen og nyere is på selve is plateau. Ismassene byr på et spekter av ulike fargenyanser fra blank krystallklar is, til turkis – hvit – lys og mørke blåfarger.
Sent en aften kommer han frem til Støtvær, og det han fortæller, står i stærkt kontrast til gæstfriheden han eller møder overalt. Det var "unægtelig det dårligste sted i alle henseender, som jeg har besøgt under hele min rejse".
Nede ved døren i huset sad 12 - 14 mennesker omkring et bord, længere oppe værten og værtinden. Værten en midaldrende mand, var klædt i skindbukser og tophue, og var ikke særlig velvillig mod fremmede. Men til gengæld var han ikke så pralende og fremviste knapperne på hans skindbukser, de var alle af sølvmønter, og værten pralede med at han havde speciedaler nok til at bære den slags på alle sine klæder. Gæsten blev vist op ad en stejl trappe til et stort rum med en række af senge uden sengelinned - åbenbart beregnet på almindelige rejsende.
Hans bedste minder har Nilsson fra besøget på Hundholmen. Bodø præstegård og Løb. Senere besøgte han Skjerstad på en kirke søndag, og hans skildring kan give et billede af hvordan kirkegangen foregik på disse tider. Kirken, en rødmalet korskirke med spidst tårn, lå på en birke klædt makke, omgivet af gule kornmarker og grønne enge: "Det var søndag. En mængde mennesker strømmede til kirken på større både, som lastede 30 personer. Fra alle sider så man både ile til landingsstedet ved kirken. Mændene, som for det meste så bedre ud end fruentimmerne, var for det meste grand vokse og smukke. De bar den almindelige nationaldragten for fiskende Nordlændinger: rundklippet hår, høj hat, vide lange bukser, støvler, broderet hals klud og en blå krave og udslag ustyret mørkegrå trøje, som slutter sigt tæt til kroppens former og går ned over hofterne. Fruentimmerne bugte hue, son der er bundet et sort silketørklæde omkring, et tørklæde om halsen, kjoleliv og skørt mest af kattun. De ældre kvinder bære en slags kapusjong (hætte med øreklapper) af sort stof over hovedet, den når ned til skuldrene og knappes under hagen.
Kirken var fuld af folk. Man spadserede op og ned af kirkegulvet før gudstjenesten begyndte. Barneskrig, snorkning og sukkene hørtes, ingen steder så man den dybe andagt som man er vant til at se ved en gudstjeneste. Før messen blev der holdt skriftemål. Folk stod tæt sammen på kirkegulvet, men til slut gjorde man plads til mig og en bonde ledsagede mig frem til præstefamiliens stole. Den var tillukket som et bur, men trætremmer på siderne og med halvt optrukne vinduesruder fortil. En mængde bønder havde taget plads rundt om altret og i koret. Efter messen var der barnedåb, for fire børn blev på en gang båret op til alteret og blev døbt. Derpå ofrede man og sang et salmevers, hvorpå altergæsterne gik frem og knælede ved nadveren. Fire lys var tændt på alteret. Det var en højtidelig akt. "Siden blev gudstjenesten afsluttet efter det gamle ritual, med klokkebøn til sidst. Flok strømmede nu ud af kirken. Hver og en skyndte sig til deres båd, stødte fra land, hoppede op i den og roede om kap bort derfra. Det var et ejendommeligt skuespil. 50 både, fulde af folk, ilede ud fra et punkt i alle retninger. Fjorden var dækker af en vrimlende folkeskare."
Længere nordover gik denne rejse ikke, Nilsson fik bådskyss sydover til Namdalen og over Trøndelag og Røros forsatte han ind i Sverige.
En tysk jurist og ornitolog F. Boie med følge besøgte i 1817 Nordlands kysten opover til Salten og ud til Værøy og Røst. Forbi Torghatten og Brønnøy kom de 25. maj til gæstgiver stedet Salhus for at få skyssbåd, men næsten alle mandfolkene var taget på sommerfiskeri i Finnmark. Efter mange besværligheder med skyssen nåede de frem til Vevelstad og handelsstedet Forvik. Både kirken og husene på handelsstedet havde tørv tag, og var udvendig malet brun røde med hvide vindues rammer/karme. Dette er skikken på kysten nordover, siger han. På Forvik blev de godt og gæstfrit modtaget, skønt værten blev vækket af sin søde søvn. Da de kom tilbage efter en jagttur, havde værten samlet et lille selskab til ære for dem - åbenbart med den hensigt at holde på de fremmede en stund længere. Senere fortalte han en anekdote om at værten på Forvik en gang skulle have taget roret fra skyssbåden, så der måtte laves et nyt før de rejsende kunne fortsætte deres rejse, alt i den ædle hensigt at beholde de fremmede en stund længere.
Til Brodtkorb på Tjøtta ankom de midt på natten, våde og trætte, og de velsigner "landets patriarkalske skik, ikke at låse huset om natten, og på homerisk vis at modtage fremmede, uden en gang at spørge om deres navn og ærende. De bad om at herskabet ikke blev vækket og først ved morgenbordet traf de familien.
Ved middagsbordet trådte det ind en statelig mand, hvis hele væsen ved første blik havde noget usædvanligt imponerende over sig. "Han bar en kort jakke, og vi aldrig have gættet hvem vi havde foran os, hvis man ikke havde fortalt os at det var hr. Krogh fra Belsvåg på Alstenøy, bortset fra hans danske riddekors og svenske kommandørkors, den ægte ræddelige biskop over Nordlandene. Hat, jakke og bukser af gedeskind (der er det ægte nordiske olieskind) havde han taget af udenfor, og var netop kun i et følge af en eneste und gut i båden - en dristig, næsten lidenskabelig sømand" Boie fortsætter med flere anekdoter om denne smukke 70-årige, om hans styrke, mod og lystige indfald. Senere blev de inviteret over til ham på Belsvåg hvor de traf et interessant selskab.
Deres vært de følgende dage var handelsmand Berg på Koppardal. Han havde allerede gæster i huset men skaffede alligevel plads til de nyankomne rejsende. Berg gav dem lov til at bruge et af hans fuglefjeld til deres undersøgelse og fulgte dem siden på turen nordover. Ligeledes besøgt de handelsmand Lossius fra Trondheim, som for nylig under inflationen havde købt Sævik med beboelseshus, 4 - 5 andre huse, pakhus med 5 både og tilliggende jordvej for 12.000 rdl. (N.V.), som modsvare kun 250 rdl i virkelig værdi. Senere gik turen indenom Dass på Lurøy - "en yndig egne, som jeg ofte i livet vil tænke tilbage på, og hvor vi gerne ville have dvælet lid længere, så indbydende var al den venlighed hr. Dass og hans talrige familie viste os".
På turen videre nordover fik de rigtig god vind til Støt, men her blev vinden så stærk at de måtte gå i land for at rådslå om der var nogen mening i at rejse videre. De vedtog at fortsætte, med mændene havde da taget olietøj på, og de fik en rigtig gyngetur forbi Kunna, med stadig mindre sejlføring og alvorsfuld spænding blandt mandskabet. Siden standsede de en dags tid på Hundholmen (Bodø) og fortsatte til Kjerringøy, hvor de blev fristet til et længere ophold. "Handelsmand Sverdrup og hans familie modtog os med nordisk gæstfrihed. Skoven virkede så uimodståelig tiltrækkende på os, at vi bad om nogle få timers ophold, noget som også blev bevilget, senere ved punchen blev selskabet for anden gang med lethed overtalt til at blive længere, næste dag igen, og da vinden ikke netop var gunstig, så blev vi til slut over tre dage på stedet. I vores værtsfamilie var der det gladeste humør, og ligesom før på Forvik, på Tjøtta, på Koppardal og på Hundholmen, fandt vi overraskende nok, til forhøjelse af selskabslivets glæder, et engelsk fortepiano i huset."
fortepiano
Fra Kjerringøy satte de over Vestfjorden i to både, og havde en så kraftig søgang så bådene iblandt var væk fra hinanden. Boie måtte især beundre hvor mesterligt besætningen forstod at undgå brodsøerne. "Især frydede vi os over den sindige omtanke til hr. Berg, som anses for en af de forstandigste og mest erfarne sømænd i landet, og som stod ved roret, sådan som husbonden efter landets skik bruger at gøre" For 12 år siden havde Berg med to mand forlist på Vestfjorden i et forrygende uvejr, men havde reddet sig op på bådens bund og kom velbjerget i land.
Berg tog turen med, fordi han var tiendeforpagter og havde forskellige opkrævning i Lofoten at skulle udføre. De var indenom Stamsund og blev der indbudt af en "en hr. Mattheson af skotsk herkomst, ejer af Stamsund og andre gårde", til hans sted Ramsvik i Buksnes. I Stamsund så de en jekt under lastning, og undrede sig over dens bygning og lasteevne. Husene i Ramsvik var også malet rødbrune, og de fandt et velstående og fint hushold der. Boie fortæller også en del om brugdefangsten (haj art) som drives her ude på høsten med harpun og lanse.
På vejen udover funderede de rejsende over at mennesker kunne slå sig ned mellem disse stenmasser. Og med et "blev vi pludselig overrasket ved synet at venlige bygninger, hvorfra der blev vinket til os men lommetørklæder, og kendte stemmer indbød os". De var deres venner, som i forvejen var kommet til Reine, "hvis beliggenhed gjorde et uudsletteligt indtryk på os." Tænk dig en grøn stribe, omtrent 100 skridt lang og 400 bred, bebygget med standsmæssigt hus midt ude i denne stenørken, siger han. Her var samlet et muntret selskab, og de ville gerne blive lidt længere, men bestemte sig til at overnatte på Sund sammen med sine venner. Dette sted forekom dem endda mere fantastisk som bosted. Der var kun plads til 4 huse på selve gården, så man havde bygget to andre på den anden side af sundet. Haven var dog det mærkeligste. Ombord på en gammel jekte havde man lagt et lag jord på en underlag af træ og her voksede nu persille, karse og til pryd nogle krysantemum. Boie fortæller om den naturlige fælde som hvalerne her går i - Kvalvika ved Sund. Her havde Sverdrup på Sund, som spøgefuldt blev kaldt "Lofotkongen", i sin levetid fået ikke mindre en 20 hvaler.
Gæstgiver Theisen på Reine hjalp dem på alle måder med indsamling af naturalia, fulgte dem selv op i fugle fjeldene og lod dem samle æg. Siden drog de udover til Værøy over den berygtede Moskestraumen, og der ude fik de storfangst af fugle og æg. En søndag morgen holdt de på at præparere fangsten på lensmandsgården, men kirkegængerne gik forbi. Alle uden undtagelse stak hovedet ind af døren og råbte "signe arbeidet".
På tilbagevejen besøgte de Balstad, og så der bl.a. et lille kartoffelland. I Henningsvær var der pæne bygninger og en bygmark som stod rigtig flot. Senere var de inde om Storvågen og besøge hr. Lorck: "Vor vært, en høflig ung mand, var gift med en ældre enke, og lignede ægteskab bliver i Nordland så ofte indgået til forbedring af økonomien, at en døende enkemand trøster sin kone med at sige: "For min kone er jeg ikke bekymret, for hun har en jekt."
Siden vendte følget tilbage til Hundholmen og Kjerringøy. Her fik de følge af familien Sverdrup på en smuk tur op gennem dalen. Efter et par timers gang kom de til sæteren som tilhørte Kjerringøy. Den lå i en yndig dal, omgivet af granskov. Kvæget græssede ved en lille sø, som havde tilløb fra en lille bæk som løb ned fra fjeldet, i sæterhytten var der travlt med kærning af smør og ost. Siden fortsatte de til gården Storli, hvor husets folk netop gik fra middagsbordet. Alle rejste sig, rakte husbonden hånden og takkede for maden, mens husbonden svarede: "Velbekomme dokker". Samme skik havde Boie fundet overalt mellem herskab og tjenere, også på handelsstederne.
Boie fortsatte sin rejse fra Bodø egnen over Saltfjeldet til Mo i Rana, og derefter ud i fjorden til Koppardal, hvor de igen mødte hr. Berg. Siden drog de sydover, og Boie siger til slut: "Den som ønsker at bo virkelig afsondret fra den større verden, og vil gøre nyttig arbejde for sine med mennesker, ham råder jeg til at opholde sig her. Jeg for min del vil i det mindste aldrig høre navnet Helgeland nævnt uden at ønske, endnu en gang i længere tid at gense kysterne som er blevet mig så dyrebare."
Vi har allerede nævnt engelskmanden Arthur de Capell Brookee, som i 1820 rejste nordover langs kysten til Finmark. Han havde sit første ophold hos handelsmand Peder Greger på Stensjøen, hvor han blev modtaget med åbne arme. Hele huset stod på den anden ende siden der nu var kommet en englænder, der var aldrig hændt før. Huset var møbleret med en gammeldags pragt, som han slet ikke havde ventet at finde så langt mod nord - noget i stil med den gammeldags stil på engelske land godser i det forrige århundrede. Der var massive forgyldte borde, ejendommeligt udskårne og malede stole, og på væggen gamle oliemalerier, tåleligt godt udført. Alt bar et antikt præg, og var for en stor del kommet med slægten sydfra.
Handelsmandens familie bestod af en søn, en datter og en niece. Hans hustru var for nylig død, og den gamle mand havde endnu ikke overvundet tabet. - Det var søndag aften, og hele det talrige tjenerskab spiste til aften i samme rum som familien og Brooke, men ved et særskilt bord, som var dækket med surmælk skåle og fladbrød i overflod. På herskabets bord stod det store fad med alle slags havfugleæg, som blev budt rundt af de unge damer. Han undrede sig over de mange slags, og fandt især edderfugle æg velsmagende. Bagefter blev der serveret multebær med fløde. Da måltidet var slut, kom tjenerne ind på rad og række og takkede husbonden for måltidet.
På vejen nordover besøgte han Torghatten og lavede en skitse af det mærkelige hul.
På Forvik besøgte han Gregers søm som var handelsmand der. Af ham købte han nogle lange søstøvler, som han siden havde god nytte af på turen, han fik også ny forsyning af brændevin. C. Brooke indrømmede åbent at man behøver store mængder af dette fluidum på rejsen i Nordland.
På Koppardal standsede han hos handelsmanden Berg, som man på forhånd havde anbefaler ham. Der var også Biskop Krogh ankommet på turen sydover på en visitasrejse, og Brooke kunne aflevere sine anbefalingsbreve til ham. Også denne rejsende måtte beundre nordlandsbispen, hvor rask og kraftig han var, og hvor godt han passede sit virke med de mange rejser til havs.
"Jeg behøver næppe at sige," fortsætter Brookee, "at den behandling jeg fik på Koppardal hos hr. Berg var så venlig og rundhåndet som vel mulig. Han var gift med en datter af biskoppen, som på sine visitasrejser besøgte dem af og til. I nogen tid har jeg nu levet helt og holdent på bekostning af de handelsmænd jeg boede hos, da de alle som en nægtede at tage imod penge, de sagde at det var ikke skik her i nord. Jo længere jeg kom, des mindre brug synes man at have af mine penge, og mine udgifter oversteg sjældent det jeg behøvede til at betale mine skyss folk." Det var omkring 24 skilling for hver tur, en skilling til hver mand for hver mil. Alt dette var nøje i forhold til det man havde fortalt ham i Trondheim: "Jo længere nord på De kommer, des bedre vil de blive behandlet."
Brooke har også smukke ord om forholdet mellem handelsmand og fisker. Han fortæller hvordan købmanden hersker som en lille fyrste over et område på 20 miles eller mere, og hvordan folk får og leverer varer hos ham i mellemregning. "Det gode som handelsmanden på denne måde kan gøre er ikke måleligt, og da han sædvanligvis er rundhåndet og gæstfri, ser de fattige fisker op til dem med agtelse, ærbødighed og taknemmelighed."
Undervejs måtte Brooke standse på Støt, og ligesom Sven Nilsson give ham en liden smigrende skildring af værten og stedet, som åbenbart har været en undtagelse.
Omsider kom han frem til amtmandsgården og blev vel modtaget her. Der var et stort selskab, og Brooke omtaler her den norske skik at gæsterne før middagen samler sig om et bord, overflødigt dækket med brød og ost, ansjoser, sild og brændevin. Den fremmede finder det i begyndelsen uvant, men ender med at synes om det, ja måske også synes at det er uundværligt. På dette sted er det Brooke nævner hvordan også damerne tager sig en snaps, men han siger det på en langt pænere måde en Blom synes at have opfattet sagen.
På vejen nordover gennem Tjeldsundet besøgte han handelsmand Christensen på Sandtorg, og de blev der modtaget på venligste måde. "Hans hus, som var virkelig flot, og langt overgik alle jeg hidtil havde set, lå smukt lige ved fjorden. Han var dansker, og han bosatte sig her da han mistede sit fartøj, som forliste under en handelsfærd i disse egne. Sandtorg var da en nøgen holm, men nu, en meget komfortabel og overflødig stor bygning til eget brug, bygninger til tjenerskabet, store kajeanlæg og gode kældere. Han har efterfølgende hentet en have på fastlandssiden, og udover fjeldet lagt jord som nu frembringer de fleste grønsager til fuldkommenhed. Det værste var manglen på godt drikkevand her på holmen.
Sandtorg ca. 1900
Sandtorgholmen
Fra Sandtorg sejlede han til Kløven, der ankom de klokken fem om morgenen. Hele huset sov, og de erfarede snart at der var gæster overalt. Der var netop da tinge på handelsstedet, og både amtmand og sorenskriver var til stede. "Men så snart hr. Jessen hørte jeg var kommet, stod han straks op, og intet kunne forhindre ham i at overlade mig hans seng, som jeg taknemmeligt tog imod efter nattens strabadser, alt imens jeg ikke kunne lade være tænke på hvor yderst få sådanne eksempler på virkelig venlighed og uegennyttighed men finder i de mere kræsne dele af verden.
Året efter, i 1821, begyndte svenskeren Johan W. Zetterstedt sin rejse omtrent hvor hans landsmand Nilsson sluttede, og besøgte en række steder fra Ofoten til Finnmark. delvis de samme som er nævnt hos Brooke.
Johan W Zetterstedt
Han kom ned fra de svenske fjelde til Bjørkvik gæstgiver gård i Ofoten. Ejeren Petter Mostrøm var i Bergen, men hans hustru tog vel imod de rejsende og skaffede dem sovepladser i et stabbur eller lignende hus. Der hang nemlig alle slags kjoler, frakker og kåber rundt langs væggene, og på gulvet var store kister. En kort seng, omtrent lige lang som bred, stod under det lille vindue som oplyste sengekammeret. Vi skønner at her var der mere bondegård end handelssted, og Zetterstedt siger da også selv, at man intet kan forlange mere der hvor der kommer så få rejsende.
Udover Ofotfjorden passerede de det smukke Liland og gik i land på Evenes præstegård, hvor hr. Allan modtog dem på bedste vis. Stedet forekom dem som et paradis imod det de havde gennemvandret hidtil. Siden drog de nordover til Hamnvik og kom dertil kl. 5 om morgenen. Alt var lukket og folk lå i dyb søvn. Men de bankede på døren og råbte indtil gæstgiver Dons viste sig og bad dem komme inden for, han så alvorlig ud, men tiltalte dem venligt, og da han hørte de var svenske rejsende, lyste ham formelig op. "Mens jeg samtalte med hr. Dons, i hvem jeg fik lære at kende en hæderlig og veltænkende nordmand, lavede hans smukke datter en fortræffelig morgenmad til os."
På vejen videre nordover blev de nok så tarveligt modtaget af lensmanden på Djupvik i Dyrøy, med desto hyggeligere blev det da de nærmede sig Kløven. Her mødte de en lille båd med to mand, som lå ude torsk line. "Det er Jessen på Kløven, det er herren selv," sagde skyss karlene da de kom nær til båden. "Velkommen til Kløven," råbte Jessen, endnu før han viste hvem de var. Zetterstedt svarede at han havde tænkt sig til Gibostad til aften, men Jessen bad dem bliver, bare en time. De fulgte ham da til hans smukke sted: "Her var virkelig noget at byde på, tænkte jeg, da jeg så alle de velbyggede huse som tilhørte en eneste gård." Han beundrede den store brygge på sine hundred stolper, og de andre smukke huse længere oppe.
Jessen, siger han, er ikke kun købmand og distriktschef, men også en gæstfri mand som ikke vil se nogen som rejser forbi hans bolig. Et af rummene i huset var dekoreret med protrætter af Europas navnkundigste mænd, blend dem Carl Johan og hans sønner. "Hvert kammer havde noget sjældent og smukt at fremvise, og der hvor bordet stod dækket, var heller ikke modbydelig. Fra gården første en gangsti som en allé mellem unge birketræer, ned til en dal hvor en levende løvsal modtog os. "Her er mit kæreste sted, som jeg besøger hver dag sommeren igennem" sagde hr. Jessen med inderlig glæde, da vi havde sat os på bænken som var opbygget her." Efter fire timers ophold på Kløven fortsatte så Zetterstedt til Gilbostad og Tromsø.
På turen gennem sindet rejse de forbi Bentsjord og lagde mærke til "den wackra gården på højden", som var synlig langs vejen. Den rejsende kunne godt mene at han var blevet forflyttet til Østersøens strande. Savværket på Bentsjord måtte han og lægge mærke til, da der var så få her i nord. Rorkarlene på båden medbragte harpuner til hvalfangst, noget de altid brugte t medtage på en sådan tur, og Zetterstedt fortæller morsomt om hvordan fangsten blev drevet i fjordene nordpå.
Udenfor Lasseng mødte de to vengebåde, "større en de almindelige, malede og med en lille kahyt agter". Hver båd roedes af otte mænd, og alt fortalte at her kom noget andet en simple fiskere. "Der kommer øvrigheden" råbte besætningen og lettede på huerne. Det var amtmand Krogh på vej til Sandtorg for at holde ting.
Efter et hyggeligt ophold i Tromsø fortsatte de rejsende nordover. Overalt i sundene mødte de fisker både på vej hjem fra Finnmark: "Besætningerne råber til os: holla! holla! og spørger nygerrigt hvem vi er." Og rorkarlene svare tilbage med synlig stolthed: "Det er svensker vi skysser." De rejsende gik i land på handelsstedet Finkroken og blev gæstfrit modtaget af "den hæderlige købmand Armauer." Siden fortsatte de til Skjervøy, hvor kirken, præstegården, gæstgivergården og 10 - 12 andre huse lå som en landsby midt i bugten, hvor et russisk fartøj for nylig havde kastet anker. Et af fjeldene kalder Zetterstedt Raschtinden til ære for handelsmand Henr. K. Rasch "hvis bolig ved foden af dette fjeldet står åben for enhver fremmed, som i dette gæstfrihedens hjem møder så meget tjenstvillighed og velvilje." Her på Skjervøy havde man denne sommer dræbt tre hvalros, som var drevet i land, og skindet af den ene lå endnu til tørre på marken.
Fra Skjervøy ville de ro ud på eftermiddagen, men vinden tvang dem tilbage, så de måtte tilbringe endnu nogle timer ved punch bowlen i hr. Rasch og families hyggelige selskab, Hen på aftenen stilnede det af, og de havde en fin tur over til Alteidet om natten. Den smukke natur begejstrede ham så meget at han måtte udtrykke sig i et digt, det eneste på hele rejsen. På Alteidet blev de modtaget af Morten Gamst, hvis velbyggede gård og store venlighed Zetterstedt omtaler med varme ord. Gamst skaffer den en vejviser til en tur ind i Jøkelfjorden og opover til Jøkeltinden. Senere lånte de heste hos ham for at transportere rejsegodset over tangen. Det var ingen rigtig vogn for hånden, så godset blev lagt på en lille slæde, som hesten trak let ad vejen gennem den smukke skov. På den anden side lå en båd som førte dem videre til Talvik i Alta.
