Kristianopel, Sverige
Der bliver ikke lagt skjul på, at Kristianopel engang var dansk. Kirken blev opført i 1624 af Christian 4. og er den eneste bygning i byen, der stammer tilbage fra Kristianopels storhedstid 1603-1679.
Kristianopel, ca. 35 km nordøst for Karlskrona, var frem til 1658 grænseby mellem ' Danmark og Sverige. Det var en betydningsfuld købstad med en fæstning, som skulle opretholde den danskedominans over Blekinge. Byen skulle være et militært støttepunkt og samtidig enby med handel og håndværk.
Grænsefæstningen Kristianopel blev grundlagt i år 1600 af Christian 4. på en lang, smal ø ved kysten, hvor den skulle være nem at forsvare.
De meste af Kristianopels bymur er genskabt. Oprindeligtvar muren over seks meter høj, men da svenskerne indtog byen, blev murene revetned. I 1930'erne blev de forfaldne fæstningsmure genopbygget i et par metershøje. Det tog knap 10 år at opføre byen, som på den tid blev betragtet som uindtagelig. Kristianopel blev omgivet af en 4-6 meter høj stenmur med ni bastioner og volde og var en af de første renæssancebyer i Norden, dvs. en by med lige gader, der inddelte byen i firkanter. Forsvaret bestod af nogle hundrede mand og 60 kanoner.
Ligesom Kristianstad i Skåne og bl.a. Varberg i Halland udgjorde Kristianopel et militært støttepunkt, som skulle fastholde dansk suverænitet over de danske provinser Skåne, Blekinge og Halland.
Men målet var også at opbygge et dansk handelscentrum for det østlige Blekinge, som kunne konkurrere med Kalmar på den svenske side af grænsen. Lavere skat og toldsatser var nogle af de fordele, danskerne lokkede med for at få håndværkere, handelsfolk m.v. til at bosætte sig i Kristianopel.
Kristianopel under de dansk-svenske krige
Byens storhedstid som fæstningsby skulle blive kortvarig. Den 26. juni 1611 - under kalmarkrigen (1611-1613) - blev byen angrebet, indtaget og nedbrændt af omkring 1500 svenske ryttere under ledelseaf den kun 16-årige svenske kronprins Gustav Adolf. Civilbefolkningen samlede sig i kirken i håb om, at de svenske tropper ville respektere kirkefreden. Men kronprinsen lod såvel kirke som resten af byen nedbrænde. Om morgenen den 27.juni forlod de svenske tropper en plyndret og nedbrændt by. På nær præsten oghans familie blev alle indbyggerne dræbt.
Efter dette angreb forstærkede danskerne Kristianopelsbefæstninger. Det tog omkring 10 år, inden byen blev genopbygget, og den nye kirke blev opført (1624).
I 1658 blev Blekinge svensk, og Kristianopel mistede sin militære betydning, men i 1676, under Den skånske krig (1675-1679), blev Kristianopel atter indtaget af danskerne. Året efter, i februar 1677, blev byen belejret af en svensk hærstyrke, og den danske garnison overgav sig til svenskerne. De danske officerer fik en god behandling, men de omkring 70 Snaphaner, som havde søgt tilflugt i fæstningen, blev straffet med hjul og stejle - dvs. hovedet blev hugget af og sat på en pæl, og kroppen blev lagt på et hjul øverst på en stang.
Samme år blev Kristianopel indtaget af en dansk flådestyrke, men allerede efter et par måneder var byen atter på svenske hænder. Svenskerne havde ingen interesse i at videreføre byen som fæstning og handelsby, og Kristianopel synede langsomt hen.
