Kaptajnen og Kongen 3
- Munkhavn 1 De store ulykker var varslet længe i forvejen for enhver, der havde øjne at se med. Det begyndte i 1624, kongen kunne endelig flytte ind på Rosenborg, men hvor forandret var alting ikke siden den lykkelige år efter Kalmarkrigen, da han gik og fik mørtel på tøjet mellem Anna Cathrines provantze roser? Skillingen var faldet igen, for sjette gang i hans regeringstid. 100 på en daler mod 66 da han overtog kronen. Samtidig udbrød den store pest i København, der kom til at vare i to år og koste 4884 mennesker livet. Den 8. december befalede magistraten at tilspigre døre og vinduer på de syges huse, universitetet blev lukket, regeringen flygtede til Roskilde. Da indtraf der den
- februar den største stormflod i mands minde. Skt Petri kirketårn blæste ned, man sejlede i byens gader, store skibe strandede i Sydsjællands skove.
Vandet trak sig tilbage, men pesten blev ikke skyllet væk. Den 21. juli klagede slotspræsten Menelaus Povlsen over de lovløse tilstande i byen efter myndighedernes flugt. Ak, Herren forbarme sig over os, thi endog det er en så bedrøvelig tid, der man ingen pestilenses tegn hos vore folk, men nye moder og hoffærdig klædedragt går i fuld svang, og om søndagen, når man skulle være i kirke og bede Gud om denne forfærdelige strafs afvendelse, da ager, rider og render vore folk ad skoven til, hvor de drikke danse og springe til den sorte nat. Vore sildefiskere lægge ud at fiske, fulde og drukne, vore vognmænd drikker og dobler på Amagertorv, og ingen piger kan hente en spand vand af posten, uden at disse utugtige kompaner tager ublueligen til dem, så det er en skam at eftersige.
Det var den sommer, kongen marcherede ned i Tyskland. Men varslerne blev ved. Den 10. november kom der en ny oversvømmelse. Den 11. maj nedbrændte provianthuset med flåden forsyninger. Den 17, august stod slaget ved Lutter am Barenberge. Christian den Fjerde havde katastrofalt undervurderet fjendens styrke, samme aften var hans hær i opløsning, fodfolket hugget ned, kanoner, tos og ammunition i fjendens hænder og kongen selv på vild flugt med rytteriet. Danmarks lange nedgangstid er begyndt. De penge og tropper, som Anstruther havde lovet, kommer ikke. De tyske fyrster falder fra. Natten mellem den 24. og 25. juli 1627 kan Tilly gå over Elben, forene sig med Wallensteins styrker og rykke op i Holsten. Rigsrådet vedtager i panik bevæbning af alle våbenføre mænd mellem 18 og 55. Kongen prøver at bide sig fast ved Flensborg, men alt er kaos, hans egne lejetropper vender sig mod ham og haver sig straks ud over det ganske Jylland udbredt, frarøvende adel, præster, borgere og bønder deres rørende formue, ihjelslående dem, der ikke godvilligen lader sig plyndre, voldtagende ægtemænds hustruer og børn udi mændenes og forældrenes åsyn. Efter lejesvendene følger Wallensteins kroater og kosakker. I oktober er hele Jylland besat. Sådan ender det felttog, Christian den Fjerde officielt havde indledt for at forsvare den hellige, evangeliske kirke.
Fromhed styrker rigerne.
Vinteren 1627 - 28 i København blev hård. Det smilende Hafnia Metropolis Celeberrima lignede ikke sig selv. Flygtninge i hundredvis strømmede til hovedstaden og forfærdede folk med deres rædselsberetninger, priserne på levnedsmidler røg tårnhøjt i vejret, borgerne fik befaling om at forsyne sig med krudt, bly og lunter, dag og nat arbejdede bønderne på at udbedre de forsømte befæstningsanlæg. Men Herrens vrede var ikke mindsket. Klokken 1 om natten mellem den 18. og 19. januar nedblæste Skt. Nikolaj store kirkespir og knuste hvælvingen, så ikkun de høie mure bleve stående.
Jens Munk så ikke ødelæggelserne i den kirke, hvor han få måneder senere skule begraves. Hans vinterophold i København var dette år kortere end nogen sinde. Først den 7. november var han kommet tilbage fra Weseren som Henrik Vinds næstkommanderende, og allerede den 5. januar var han om bord på "Den flyvende Fisk", der med en større flådeafdeling lå opankret under Albuen ud for Nakskov. Tre dage efter mødte hans foresatte, Henrik Vind, der gik om bord på "Hummeren". Endnu har kongen den langt større den af riget, der kun består af vand, i sin magt, og den 17. marts kommer han selv til Lolland og overtager ledelsen på "Hummeren". Dagen feter får Jens Munk på "Den flyvende Fisk" i lighed med eskadrens andre kaptajner en dagsbefaling skrevet med kongens egen hånd: Der skal forsøges en landgang på Fehmern, hvor fjenden har samlet tropper og truer Lolland. Kongen vil sejle forrest med "Hummeren". Når han gør sejl, skal de andre gøre det samme, og når han lader ankret falde under Fehmern, skal de andre ankre op mellem kongeskibet og kysten. De skuder, som kan flyde ind til stranden, skal lægge helt ind, resten skal gå så tæt til land at de får fast grund under kølen.
Operationen lykkes. Da eskadren sejler ind mod øen, står de kejserlige tropper i fuld slagorden med bøsser og kanoner på stranden, men ilden fra orlogsskibene driver den på flugt, og dagen efter må øen overgives. Allerede ved afsejlingen fra Lolland var det bestemt, at den hidtidige eskadreadmiral, Henrik Vind, skulle sendes mod nord om Skagen med en håndfuld skibe og løbe ned til Elben, hvor fæstningerne Glückstadt og Krempe stadig holdt stand. Kongen nærede det forfængelige håb, at Henrik Vind fra disse fæstninger kunne foretage et fremstød mod øst, mens han selv gik i land på den modsatte kyst, hvorved de kunne afskære den jyske halvø med Wallenstein og hans 30.000 soldater. Generobringen af Fehmern har givet kongen mod, og den 27. marts sender han Henrik Vind til Elben som eskadre admiral på "Lindormen". Dette navn har hidtil ført iagttagerne på vildspor. Imidlertid fremgår det af sikre kilder, at skibet bar to navne. "Lindormen" og "Den flyvende Fisk" er et og samme fartøj. Med andre ord Henrik Vind bliver eskadre admiral om bord på det skib, hvis kaptajn,, indtil dette øjeblik var Jens Munk. Samtidig ses det klart, at Munk ikke sejler med til Elben. Den 27. marts er han derfor af grunde, vi ikke kender, blevet frataget posten som kaptajn på "Den flyvende Fisk" og overført til et andet af de skibe, der under kongens ledelse forbliver i Østersøen.
Hvilket?
Også dette spørgsmål kan besvares ved en nøjere granskning af begivenhederne. Efter Henrik Vinds afsejling fortsatte kongen med resten af eskadren mod Eckernförde, hvor han også havde heldet med sig. Den kejserlige besætning blev nedhugget og byen erobret. Flankerne var dækket, nu kom turen til Kiel. Her var det alt eller intet. Lykkedes det også kongen at tage denne by, var han kun 10 mil fra Glückstadt, der var bare at klemme til, så lukkede knibtangen sig om Wallenstein.
I begyndelsen af april står den kongelige eskadre ind i Kieler Fjord. Så går det galt. I Kiel er fjenden forberedt, de landsatte soldater kastes tilbage i fjorden og svømmer ud til skibene, som ligger under en regn af kanonkugler. Værst går det ud over "Hummeren" skroget rammes af flere grundskud, bøsseskytterne falder rund om kongen, snart er der ikke andet at gøre end at blæse retræten. Den store plan er tilintetgjort. Kongen lader fire skibe blive ved Fehmern, og den 9. april afsejler han selv med admiralskibet "hummeren" til København.
Det fremgår ikke af nogen oplysninger fra kongens hånd, hvornår han er hjemme igen. Alligevel kender man den nøjagtige ankomstdato. En anden navnkundig mand er om bord på skibet, da det glider ind i Krabbeløkke Vig. H. D. Lind, der har studeret Bremerholms regnskaber, skriver ar "Hummeren" lader ankeret falde ved København den 16. april, for til denne dato beregnedes kostpenge for Jens Munk, der vendte hjem med dette skib vistnok som en syg mand.
Jens Munk kan være blevet ramt allerede under kampen om Fehmern. I så fald motiverer det, at han afsættes som kaptajn på "Den flyvende Fisk, da dette skib overdrages til Henrik Vind. Det lyder dog ikke sandsynligt, at man i så lang tid har sejlet rundt med en såret kaptajn. Hans afsættelse på dette tidspunkt må sikkert ses som en konsekvens af kongens tidligere holdning, Munk har før måtte vige pladsen for Henrik Vind, og nu sker det samme igen. Han er snarere blevet såret under den blodige kamp ved Kiel. Det forklarer, hvorfor han umiddelbart efter kampen kommer med hjem på "Hummeren". Under alle omstændigheder ligger det fast, at i de 7 dage der går fra den 9. april, da "Hummeren" forlader Kieler Bugt, til den 16. da fregatten når København, befinder Jens Munk og Christian den Fjerde sig om bord på det samme skib.
Her ender historien. I disse tidlige forårsdage, mens "Hummeren" krydser hjem over Østersøen, står de to mænd, kongen og kaptajnen, omsider ansigt til ansigt. De ligner hinanden, på samme tid drømmere og handlings mennesker som så mange konger. Og så mange Kaptajner. De er omtrent jævnaldrende, og de er ude over deres bedste alder. Modne mænd. Trætte mænd. Undervejs fra Kiels til København fylder kongen 51. Om få måneder er Jens Munk 50. Kaptajnen er den yngste af de to, men af erfaring er han den ældste, ja, står han ikke her som et billede på den skæbne, der nu venter kongen, såret i krigen, som kongen skal blive det, hanrej, som kongen skal blive det, en nederlagets mand, som kongen skal blive det. Har Christian den Fjerde ikke anet noget af dette? Ser han ikke i denne afrakkede kaptajn med en instinktiv følelse af ubehag en afspejling af sin egen svaghed? Foretrak ikke også han at se fede mænd omkring sig? Efter affæren på Weseren har kongen næppe nogen synderlig sympati til overs for Munk. Han bukkede sig for dybt efter de købmandsvarer. Han er ikke nogen fed mand. Det er kongen. Og der er noget ved denne lille kaptajn, han ikke fatter. Hans sagtmodighed. Hans mildhed. Har er ikke som andre ordentlige mennesker. Kæfter ikke op. Drikker sig aldrig far sans og samling. Praler ikke af sine æventyr. Det kan kongen kun opfatte som arrogance, og det gør ham usikker. Ganske vist kan også Christian den Fjerde have sine godmodige stunder, det er kendt, men han er ingen beskeden natur, han tror, historien består af resultater, sejre, succes, han ved ikke, at den kun er en sum af begyndelser. På bunden af hans væsen lurer der derfor en tilbøjelighed til at føle sig forurettet, som let slår ud i en opfarende heftighed, en brutal ufølsomhed. I sejren er han som alle magt mennesker herlig og vennesæl. Udmærket. Når modgangen sætter ind, bliver han ond. Seksten år efter disse begivenheder er det igen gået galt på Kieler Fjorden Kongens eskadre admiral hedder nu Peder Galt. Peder Galt får ordre til at angribe den svenske flåde, når den står ud af fjorden. Det sker den 30. juli, men Peder Galt angriber ikke. Det kan ikke lade sig gøre. Vinden er sprunget om. Ved hjemkomsten må kongen have et offer for sit raseri over de skuffende forhåbninger, og det kommer til at gå ud over Peder Galt. Han sætter selv en krigsret sammen på Bremerholm. Dommen er afgjort på forhånd, og den 31. bliver den 70- årrige, højt fortjente søkaptajn slæbt ind og halshugget på slotspladsen, mens Christian den Fjerde står tilfreds og betragter scenen fra et vindue.
Det er han i stand til i 1644. Hvor langt farligere er han da ikke seksten år forinden, da han endnu ikke har vænnet sig til den kendsgerning, at hans ære, magt og herlighed ikke kan holde, at også han kan lide nederlag? Foråret 1628 betegner uden sammenligning den mest kritiske periode i hans lange regeringstid. Hans forbundsfæller har snøret ham, England, Holland og de tyske fyrster griner bag hans ryg, han har ladet sig rende over ende af Tilly, for øjnene af hele Europa er han flygtet som en hare, hans hær er splittet og ydmyget, halvdelen af hans land er i fjendens vold. Og i hans egen lejr er det lige så galt. Rigsrådet foragter ham, adelen arbejder på at få ham afsat, hans undersåtter udspreder rygter om, at han selv gav lejetropperne ordre til Plyndringen i Jylland. Hans storstilede plan om at afskære Wallenstein er lige skudt i sænk ved Kiel, og netop i disse dage fylder han 51. Sammen med alt det andet må han også vænne sig til den tanke, at han bliver gammel. Onde tunger hvisker om Kirsten Munk og den unge rhingreve, de søde borgerdøtre trøster ham ikke som før, den gode lutendrank giver ham smerter i højre side.
Og nu, netop i denne situation, netop i dette humør, skal han her på "Hummeren" møde den elendig kaptajn, der satte en af hans bedste fregatter over styr med kanoner, mandskab og det hele, fordi fæhovedet ikke kunne finde Anian Strædet. Hvad vover han? Tillader han sig ikke at stå der, med horn i panden, hvidhåret, langsynet og tandløs, med blodet dryppende fra bandagen, usynligt omgivet at alle sine havarier, processer og pengesorger, og minde kongen om alt det, han netop ønsker at glemme. Det værste er, at manden synes nærmest upåvirket af det hele. Står han ikke midt i sin rådne ynk og elendighed og bærer fredsommelig værdighed til skue, som om intet var hændt? Men han skal ikke vide sig for sikker. Kongen kender hans ømme punkt. Han har trykket på det før. Han ved, hvordan det virker. Payrere siger, at Christian den Fjerde bebrejdede Munk, at han ved sin forkerte ledelse af togtet til Hudson Bay havde sat de søfolks liv over styr, som kongen havde betroet ham. Det er sikkert rigtigt. Men det har ikke været nødvendigt med så mange ord. Her behøves kun en hentydning. En enkelt replik, det har været nok.
Også for Munk. Heller ikke han har været særlig begejstret for samværet med kongen under den lange hjemtur til København. Hvis synet af Munk har fået kongen til at forestille sig fremtidens ulykker, må mødet med kongen have fået Munk til at mindes fortidens. Hvor mange tusinde sømil har han ikke sejlet agterud for den mads skyld? Han tog til Elsborg for ham. Han fangede Mendoza for ham. Han plantede hans initialer i Nordvestpassagen og døbte dens stræder om efter hans navn. Han satte livet på spil for at redde hans skibe, førte hans regnskaber og inventarlister, hvervede hans søfolk og bådebyggere, og nu er han lige blevet såret for hans skyld. Men hvad kom der ud af det hele? Han står her på dækket af "Hummeren" smerterne er taget af, dulmet af sårfeberen, der har indfundet sig i deres sted. Er det ude med ham? Betyder det enden på det hele, at han nu står ansigt til ansigt med den mand, der på afstand har behersket hele hans liv. Var det ikke kongen, der, når alt kom til alt, var begyndelsen til hans ulykke? Kongen kunne have reddet ham efter Elfsborg. Kongen kunne have undladt at tage Ove Giedde. Og nu? Nu er det sket. Han gør sig ingen illusioner, han havde uret over for Pieter Isakson, han gik for vidt på Weseren, han ved det alt sammen, men han ved også, at kongens beskyldninger mod ham for hans ledelse i Munkehavn er grundløse. Han gjorde, hvad han kunne for at redde folkene. Han var uden skyld i, at "Enhiørningen" måtte efterlades. Og alligevel. Han er skyldig. Han har uret. Han tror ikke mere på resultatet, magt og herlighed. Det er det, der er i vejen. Han har set mennesket i dets grænseløse svaghed, han ved hvordan det er at føle sig som "en vild og forladt Fugl". Han er ikke kommet over det forår for otte år siden, da den ene efter den anden af hans mænd begyndte at rådne op i levende live, rådne op igennem deres mund, som om de havde ædt af fortabelsen. De beundrede ham i smug? Det kan godt være. Men han kan ikke kalde dem sammen nu og få dem til at vidne for sig. De er væk, Ivar Alsing og Jens Borringholm, Christoffer Opslø og Rasmus Clemmensen, væk ligesom "Enhiørningen, væk ligesom "Lamprenen" væk, væk, væk, alle vegne forsvundet og væk. Undtagen for ham. Han kan ikke slippe de navne, de sidder ham i kroppen som pilene i den hellige Sebastians legeme, de peger alle sammen ind imod hans hjerte, men han kan ikke trække dem ud. Han føler den overlevendes frygtelige skyld, det er bare ikke kongen, han skylder noget. Han taler ikke om det, men hver gang, man nævner et af disse navne, er det, som om man greb om en af pilene for at støde den i bund. Al sårfeber i verden er ingenting imod den smerte, som så løber gennem ham. Og nu har kongen i sin humørsyge taget fat om hele bundtet på en gang. Det er for meget. Det er efter alt det andet mere, end han kan bære. Peyrere siger, at Munk gav kongen et barskt svar. Det lyder mere end sandsynligt. Også har han kun behøvet en enkeltreplik. Det har været ligesom dengang han stod over for Mendoza. Den besindige mand har rettet sig op, set den anden ind i øjnene og langsomt afleveret de ord, der fik kongens raseri til at flyde over, så han glemte sig selv, hævede stokke og.....
Krønikeren afbryder sin lange beretning, den gode Peyrere har sikkert hørt rigtigt, han kan ikke frikende kongen for franskmanden s anklage, han kan kun dømme ham på indicier, men der er mange, og de peger alle i samme retning. Her ender historien. Sådan bliver i alderdommen det ridderslag, Jens Munk drømte om som ung.
Nu er han færdig. Den 16. april ankommer han til Købehavn "vistnok som syg" og bæres ud gennem Bremerholms port og ad den kendte vej hjem til Pilestræde. Han begår ikke selvmord som faderen på Dragsholm, men han bæres ud af historien ligesom han, det er det, man kalder at dø i unåde. Vi finder ingen ligprædiken, intet gravmæle, men så sent som de 13. maj får Anders Bilde og Tage Thott besked på at stævne ham i den gamle sag med Peiter Isaksons arvinger. Da er den anklagede udenfor rækkevidde. Han ligger i sit kammer i Pilestræde og er dog længere væk end nogen sinde. En und kvinde kommer nu og da ind, kaptajnens store hænder er blevet så svage, hun retter lidt på hans hovedpude og taler til ham på det sprog, han hørte omkring sig, da han var dreng. Margrethe Tagesdatter føder ham ingen børn. Det bliver hendes større opgave: at rette lidt på en hovedpude og tale norsk. Deres ægteskab har kun varet halvandet år, og i den tid har han kun været hjemme nogle få måneder. Da han giftede sig med hende, var han allerede forlovet med undergangen, og nu ligger han i sin seng og bedrager hende med døden. Dagene går, det bliver forår udenfor, en kærre rasler forbi nede i strædet, sole skinner på genboens frugttræer, ligesom, han skulle til Kina. Men kaptajnen sanser det ikke, han er allerede gået om bord igen. Hans nye fregat er ikke særlig stor, den ligner ingen af dem han sejlede over havet, den er ikke som "Enhiørningen" ikke engang som Albert Jansens "Schoubynacht". Han ligger i sin træseng i Pilestræde, den er ikke større en den slæbejolle han legede med ved Fredrikstad, men den er stor nok til at bære ham oppe. Margrethe sætte et vindue på klem ud til forårsnatten, kaptajnen ligger med lukkede øjne, der er, som om den venlige bakluft fra stor atter stryger ned over hans trætte ansigt. Nu begynder han at sejle. Dagene går og ligner hinanden, som de gør til søs, sole skinner på havet, men der vokser ingen frugter, og regnen falder over det, men der kommer ingen afgrøde. Det er det samme. Han hører ikke til dem, der kommer for at høste, han er en rejsende, en søger, ikke en samler, født uden for nummer, uden hjemsted på landjorden. engang troede han, han skulle arve den hele verden. Det lykkedes ikke. Han fik kun de tre fjerdedele af den, som ikke kan høstes. Han havde drømt om rigdomme, han havde ville være sin egen herre. Men at eje var at miste, at blive sig selv var at blive ingen. Var det ikke det samme, de sagde i Bahia. For at komme til østen skal man sejle mod vest, para buscar el levante por el ponente. Det er spansk. Det betyder, at de sidste skal blive de første, at de som mister deres liv, skal vinde det. De skal gå gennem solnedgangen og finde solopgangen. De skal gå mod is og sne og møde foråret. De skal gå mod alderens år finde deres ungdom. Dagene ligner hinanden, umærkeligt glider foråret over i den varme sommer, og det bliver den længste dag i året, Sankt Johannes dag. Nu vender midnatssolen ved Nordkap, nu trækker den hvide Minotauros sig tilbage fra Hudson Bay. Han mærker solen i nakken, han ligger i den mindste båd i verden, han har ingen smerter mere alle pilene er forsvundet fra hans krop, kun hans brune hus kommer til syne i rifterne på hans skjorte. Så vokser sengen hastigt for øjnene af ham, et agterkastel hæver sig over dens hovedgærde, tre master skyder frem med klyver, fok og flyvende råsejl. Han står roligt med korslagte arme og ser, hvorledes den nye verden langsomt begynder at kravle op over horisonten. Det er ikke hvaløerne, hvor han gik og samlede mågeæg i foråret nej, og det er heller ikke Munkehavn. Han ser det nu, mens vinden fører ham ind til land. Det er ikke døden. Det er San Salvador.