Kaptajnen og Kongen 4
- Munkhavn 1 Hvad bliver der tilbage?
Kathrine Adriansdatter bliver tilbage. Hun gifter sig, tager eb væver under armen og forsvinder så ud i mørket. Margrethe Tagesdatter bliver tilbage. Også hun gifter sig igen, i 1632, fire år efter sin første mands død. Det bliver noget andet end den degraderede søkaptajn. Kristoffer Hansen er af den rigtige slags, "tjenstvillig og munter", som det hedder om ham i en samtidig kilde, kort sagt forretningsmand. Handler på Island. Får monopol på den danske øl import. Bliver rådmand, og borgmester, og medlem af lovkommissionen, og dekoreret men en gylden halskæde. Margrethe Tagesdatter føder ham tre børn, men kun det ene lever, en pige ved navn Else. Det er hende, der bliver gift med den berømte professor Thomas Bartholin, i hvis kreds hus har kunnet træffe en anden fornem herre, sekretæren ved den franske ambassade, Monsieur Isaac da la Peyrere. Professorinden synes af have kendt børnene efter sin mors første mand. Da hu dør i 1675, holdes der en smuk ligprædiken over hende i Nikolaj Kirke, den bliver siden trykt, og præsten, der har skrevet den, hedder Jens Jensen Munk. Han ses også at have været sognepræst i Hagested ved Holbæk, hvor Thomas Bartholin ejer godset Hagestedgård. Er de Jens Munks ældste søn. Der når denne høje alder som Herrens ydmyge tjener. I så fald er det det eneste, vi ved om ham, resten ligger i mørke.
Hvad bliver der tilbage? Heller ikke hans øvrige børns skæbne er videre kendt. Nummer to i rækken. Knud, når ikke at gøre sig gældende, han dør endnu før, han er blevet tyve og begraves i 1631 ved siden af faderen. Også datteren Kathrine bliver bisat samme sted som sin far, med det er først i 1686. Hun var gift med rådmand Hans Madsen, mere ved vi ikke om hende. Bedst kendt er den tredje søns skæbne. Det var han, der i 1616 i skæret fra Mikkel Vibes vokslys fik navet Erik, fordi Jens Munk ville vise de mægtige adelsfolk, at han intet havde lært og intet glemt. Efter at hans fætter og navnebroder døde i Munkehavn, var han ene om at føre navnet og arven videre fra jærven på Dragsholm. Han bosætter sig i ejendommen på hjørnet af Vimmelskaftet og Skoboderne, det nuværende Skoubogade. Ligesom Kristoffer Hansen skriver han under på de 32 borgeres protest mod adelsvældet i 1659. Ha er en fredeligere mand end bedstefaderen, hans våben er kun gåsefjer. Erik Munk bliver brygger.
Hvad bliver der tilbage? Historien er ikke, som Christian den Fjerde tror, et produkt af resultater og sejre, men en sum af begyndelser, dette vedvarende bølgeslag af slægter, der skyller op og trækker sig tilbage. Begynder forfra på bar bund, rydder lidt op i ruinerne, bliver lensmænd og bryggere. Og trækker sig tilbage.
Siger krønikeren. Han bliver tilbage. Eller skal vi på dette sene tidspunkt rykke ud med sandheden og tilstå, at han aldrig har eksisteret. Hvorfor ikke? Det er der ikke noget mærkeligt i. Når personerne er virkelige, må forfatteren være opdigtet. En skulle en dag fortælle denne lange historie, og så blev krønikeren opfundet. Han dukke op sammen med sin beretning, og han forsvinder igen sammen med den, vær sikker på det, han er uden interesse, ældre er han blevet i mellemtiden, men ikke klogere.
1631 efter vor frelse. Gustav Adolf treumferer. Christian den Fjerde føler sig gammel. Danmark synker. I Hafina Metropolis Celeberrima gennemføres en lille syn og skønsforretning, det drejer sig om den nye bydel Christianshavn, som kongen havde grundlagt 1619. Betingelsen for at få tilskødet en grund herude var, at ejeren lod opføre "en god Købstadsbygning" på stedet, og nu tolv år efter gik en flok embedsmænd rundt for at kontrollere, om grundejerne havde efterkommet den kongelige forordning. Med sig havde de en skriver, der førte en liste med en omhyggelig beskrivelse af de forskellige ejendomme. Listen er bevaret ti vore dage ligesom matrikelkortet. Blandt de københavnske borgere, der modtog et areal herude, var også Jens Munk. Det var i 1619, umiddelbart før afrejsen til Hudson Bay, han nød endnu en vis velvilje fra kongens side, havde endnu et håb om at kunne nedsætte sig som handelsmand, virkeliggøre sin gamle drøm om at blive sin egen herre og få sit lager af vådt og tørt. Jens Munk modtog hjørnegrunden, der ligger ud til Sofiegade og Ovengaden neden Vandet, hvor Burmeister & Wain i 1851 opførte en maskinhal. Hans navn er med på skriverens fortegnelse, og det er sidste gang, det optræder i samtidens kilder. Han er opført som nr. 19 på listen, skriveren har i dette tilfælde ikke behøvet at spilde megen tid på beskrivelsen, der står kun disse ord: "Jens Munks Plads, slet, øde, ubebygget".