Krigs & nødårerne 1814

Krigs og nødårerne optil 1814

Krigs & nødårerene 1814

De gode tider for handelsstederne, som var begyndt i 1790 årene, endte med den rene højkonjunktur i årene 1796 - 1807. Mange skabte sig en betydelig velstand i

disse år, nogle steder var der virkelig rigdom. Men de gode tider kom samtidig, som en følge af at Danmark - Norge som neutral magt drog fordel af de store krige ude i Europa. Det var en krigskonjunktur, som når som helst kunne bryde sammen, lige så snart de politiske forhold skiftede.Sammenbruddet kom også da tvillingrigerne i 1807 blev tvungen ind i krigen på Napoleons side. Allerede 22. august 1807 fik man i Bergen oplysninger om den engelske flåde var i Øresund, og redderne fik besked om at holde deres skuderne hjemme. Den engelske blokade blev snart effektiv opover hele kysten. Men inden den tid havde de fleste nordlands jekter klaret at komme hjem fra det sidste stævne i Bergen det år. En jekt fra Tranøy, som måtte søge til Trondheim da det var for sent at rejse til Bergen, forliste på tilbageturen og gik tabt.

Slaget på Reden 1807

I disse år viste det sig rigtigt hvor uheldigt det var med Nordlands langstrakte "livline" i den sædvanlige forbindelse med Bergen. De første år vovede kun få jekter sig af sted, og forholdene blev katastrofale både for Bergen og Nordland. I årene før 1807 kom der normalt 70 - 80 jekter til første, og 90 - 100 til sidste stævne. Men i 1808 kom der kun nogle få jekter til Bergen i foråret, og to af dem blev kapret af englænderne på turen mod nord, da de havde vovet sig ud på åbent hav. Som nævnt før, var der jo enkelte åbne hav stykker som Stadhavet, Hustadvika, Folla, Støthavet og Vestfjorden, og her var jekterne særlig udsat for at blive taget. Ikke mindst i tåge og usigtbart vejr med lille eller ingen vind var de dårligt ude.

Følgen af disse første kapringer var at der til andet stævne 1808 kun kom en eneste jekte. For Bergen var det en ren katastrofe, for nordlændingene knapt bedre. Også det følgende år var Bergens farten minimal. Af de mange jekter som klarerede ved Tromsø toldsted, gik i 1809 kun en enkelt jekt til Bergen, med dog to ture. Den frygtløse skipper hed P. Sørensen og førte bl.a. varer nordover for regning af købmand N. Nicolaysen i Bergen. Ellers viser toldbøgerne at flere jekter dette år havde gået til Trondheim, idet vejen dertil var kortere og risikoen mindre under krigstilstanden. I Bergen drøftede man planer om krigsrisiko forsikring for nordlands jekterne, men spørgsmålet faldt bort da jekte farten efterhånden kom i gang, om end i stærkt reduceret målestok.

I denne periode blev tilstanden i Nordland rigtig dårlig. "Aldrig var Nordlandene forfatning sørgeligere end nu" skriver biskop M. B. Krogh i et brev til kanseliet 1. juni 1808. Gæstgiverne havde af gode grunde kun små forsyninger. På Helgeland havde han kun kendskab til 8 stykke, som havde nogenlunde eller godt med forsyninger. Men de fleste af dem havde udsolgt, og kun justitsråd Brodtkorb på Vevelstad og Jensen på Kulstadsøen havde endnu forråd. Brodtkorb holdt forholdsvis rimelige priser, men rygtet som fandtes fortalte om dem som tog sig betalt på den mest ublu måde. Al kreditgivning var ophørt, ofte med god grund. Brodtkorb havde i årene 1801 - 07 haft flere tusind rigsdalers tab på sin forretning, fordi uhæderlige skyldmænd snød ham. Bispen frygtede for at mange handelsmænd længere mod nord var rene blodsugere, men de ret tænkende blandt gæstgiverne ønskede at sagen måtte blive undersøgt. Det bør understreges at Krogh overalt nævner beretningerne om udnyttelse af situationen som rygter, og vi har ingen konkrete beviser for at den slags virkelig foregik.

Den danske Neutralitetseskadre opankret ved Flekkerø, 1757

I 1756 oprettede Danmark-Norge en eskadre til bekæmpelse af kaperiet i Atlanterhavet. Eskadren måtte dog se til med hænderne i skødet, mens udenlandske kapere solgte deres priser i Norge. Mogens Clement Mogensen Rønneby, 1757. Orlogsmuseet

Det fremgår da også tydeligt af hans senere brev fra september - oktober 1810 at den vigtigste grund til elendigheden var indskrænkningen i Bergensfarten og høje kornpriser, samen med dårlige tider på land og hav. Vi kan her nævne at prisen på en tønde byg ved forårsstævnet 1807 var 4½ rdl, foråret 1808 var den steget til 9½ rdl. - over det dobbelte -, og siden fortsatte prisen opover, til den foråret 1812 var blevet 47 - 48 rdl. - det tidobbelte af prisen 1807. Samtidig lå fiskepriserne uforholdsmæssigt lavt: Fra 1 rdl. vågen i 1807 faldt den til halvdelen i 1808, og skønt der senere blev en stigning, nåede den ikke højere end til 2 rdl. i 1812. Sammenligner vi med kornprisen, ser vi straks at fisken er faldet til en femtedel af sin gamle værdi. Og da var der ikke sjovt at være handelsmand og skaffe korn til folk. Under alt dette sank pengenes værdi rent katastrofalt, så det var heller ikke til nogen nytte at samle kontanter eller handle kontant.

Ovenpå den elendighed som sammenbruddet i handelen skabte, kom også som nævnt en række dårlige år på land og hav. Vinterfiskeriet 1810 var dårligt, og høsten blev rent elendig. Markerne havde stået lovende på Helgeland henover sommeren, men vinteren meldte sig allerede i slutningen af august, og folk høstede det kun halvmodne byg for at få det i hus før frosten. Hø høsten var kun halvvejs i hus omkring 10. september, på grund af tre ugers vedvarende regn. En stor del gik også tabt, og det som kom i hus var af rigtig dårlig kvalitet. Endnu i midten af oktober stod det modne korn på marken, halvt ødelagt efter 6 - 7 uger med regn og hagl.

Engelske skibe

Mangelen påkorn førte igen til at kun lidt blev sået i 1811 - biskop Krogh mener at knap 1/7 af arealet på Helgeland ville blive tilsået. Mange kreaturer sultede eller måtte slagtes. Vinterfiskeriet var igen elendig. Folk gav sig til at vandre omkring og tigge, og selv de gavmilde kunne blive nødt til at nægte hjælp. Mange steder døde folk af sult, og der fandtes dem som skilte sig af med børnene for at slippe for at skaffe føde til dem, fortæller Krogh. De dårlige år i landbruget kulminerede i 1812, det sorteste år i landsdelens historie siden 1773. Og dette indtraf samtidig med at misforholdet mellem kornpris oh fiskepris var allerstørst, således at korn næsten ikke var til at få fat i. Især børne dødeligheden var stor, som det fremgår af kirkebøgerne. Det fortælles fra Kroghs præstekald Alstahaug at man fandt flere døde stakler da sneen smeltede på foråret? og i løbet af året 1812 døde 32 mennesker af sult bare i dette præstekald. Brød lavet af bark blev regnet for god kost, men der var dem som måtte klare sig med brød af "melle" alle former for græs som man tørrede og malede til noget der lignede mel. Fra andre kanter kender vi til at de samlede store mængder af syregræs, kogte det til grød og gemte det til kost udover vinteren. Nedgangen i vinterfiskeriet varede alle krigs årene. Det fortælles at Lofot fiskeriet i de 6 år 1811 - 16 var så dårlig som nogen kunne mindes. Samtidig gjorde nedgangen i Bergens handelen at det var næsten umuligt for folk at skaffe hamp og andet materiale til fremstilling af fiskeredskaber. Krogh fortæller om et fartøj som forliste og drev i land på Finmarken. Lasten blev solgt på en offentlig auktion og en del hamp blev købt af kompagniet på Hundholmen, som solgte det til fiskerne til en femdobbelt pris. Mange solgte alt hvad de ejede, klæder, indbo og fiskeudstyr / redskaber for at skaffe penge til mad.

Under alt dette var der også enkelte som slog sig på tyveri og røveri. Kriminaliteten steg under de fortvivlede forhold, og dertil kom at der også kom kriminelle fra Sverige som især hjemsøgte Helgeland. I 1808 blev en svensk omstrejfer Lindblad med 12 andre anholdt på handelsstedet Husby. De blev sigtet for kirkerøveri, vold og indbrud over hele Nordland. En anden svensker med tilnavnet "Florian" var samtidig sigtet for postrøveri.

Den almindelige nød førte overalt også til en nedgang i fødselstallet, større eller mindre efter forholdene i de forskellige strøg. I Tranøy sogn, som synes at have været blandt de mere heldig stillede, gik folkemængden ned fra 1560 i 1801 til 1481 i 1809 og siden til 1347 i 1813. Og dette til trods for at folk her åbenbart havde adgang til det nødvendigste og til udrustning. Udover de offentlige lagre var almuen også blevet forstrakt af "hr. Vogelsangs betydelige og vidt berømte handel på Kløven, hvor handelens bestyre, hr. distriktschef Jessen, med retskaffenhed og liberal handlemåde stod almuen på mange måder bi til at forsøge at få en næring og et udkomme af deres ofte meget trykkede tilstand. I Kløven var der altid en betydelig beholdning af kornvarer, hvoraf den fattige, som ikke altid straks kunne betale, blev hjulpen på lige fod med den rige. Således havde disse sogn den lykke som vel få andre har kunnet rose sig af, at ingen på grund af mangel har måtte blive hjemme fra fiskeriet."

Danske Flåde

Under de enkelte steders historie er der nævnt en række eksempler på at også andre handelsmænd i disse år viste den største godgørenhed og hjælpsomhed. Og det er i virkeligheden det man måtte forvente. Undtagelser har der selvfølgelig også været. Man skal vogte sig for at tro på nogle af de senere tiders forskellige beretninger om hvordan handelsmænd berigede sig på de fattiges bekostning i krigsårene. Typisk i den retning er folkesagnet om at Moursund-erne på Berntsjord skabte sit store gods ved at de i nød årene overlod bønderne korn mod at få ejendomsretten til deres gårde. Det historiske faktum er at disse bønder slet ikke var selvejere, og at godset var af langt ældre oprindelse.

Det falder naturligt at spørge om ikke staten gjorde noget for at bøde på nøden Svaret er at det gjorde den nok, men det tog meget lang tid med at få hjælpen i gang. Af biskop Kroghs breve ser vi at regeringen først greb til at hjælpe med direkte penge beløb, og at to gange 6000 rdl. var stillet til disposition for Nordlands amt. Men dette rakte ikke ret langt, og det der var vigtigere var at sørge for mere korn. Der blev nedsat providerings kommissioner i de to mater og oprettet kornmagasiner over hele Nordland og Troms. Dels var der små bygde magasiner som det i Tranøy. Planen for dette blev vedtaget i 1809 og approberet 20. maj næste år. Almuen leverede selv en del af dette lager af korn som kunne undværes, og desuden 100 rdl. kongen gav det nødvendige til bygning af et stabbur som kornet kunne opbevares I.  Men da misvækst årene kom, og nøden blev større måtte man betale "indskyderne" en godtgørelse for det korn som de frivilligt havde overladt til magasinet.

Størstedelen kom nok fra de store kongelige kornmagasiner , som blev oprettet på Hundholmen og i Tromsø. Disse lagre kom først i sving 1810 og for alvor i 1811. Til Tromsø magasin kom i løbet af sommeren 1810 kun fem skibe med proviant, og et lille antal russer skuder. Helt anderledes blev det i 1811, efter staten gennem et konsortium i Trondheim havde lavet aftaler om opkøb af ruser mel til magasinerne. I løbet af sommeren 1811 kom der mange russer skuder til magasinerne i Tromsø og Bodø. Fra disse magasiner blev så kornvarerne fordelt til ansete og pålidelige gæstgivere på de vigtigste handelssteder. Disse delte siden fødevarerne ud til de som virkelig trængte i distriktet. En del gik også til bygde magasinerne. Her blev det modtaget og forvaltet af bygde kommissionerne, som fordelte varerne i sognet og garanterede for betalingen, af det almuen havde modtaget.

På den måde klarede man trods alt at stå i mod den værste nød. Det var en guds lykke at man havde de velfyldte magasiner at ty til i nød året 1812, ellers havde katastrofen blev meget stor. Året 1813 blevet godt år for landbruget, og i 1814 var det et rent høst overflods år over hele Nord Norge. Det bør også bemærkes at folk i disse dårlige år lærte at dyrke kartofler, kålrabi og andre rodfrugter, som før ikke havde haft nogen betydning i den daglige kost. Almuen blev således mere selvhjulpen og mere fordringsløse i klædedragten, alt sammen med til at vende udviklingen.

Som en af grundene til nedgangen i folketallet nævner sognepræst Normann i Tranøy også forskellige sygdomme. Fra Lofoten og Finmarken kom fiskerne også tilbage med forskellige epidemier, som gjorde at dette sogn i årene 1809 - 10 havde et fødselsunderskud på 119 personer. I 1813 var der en epidemi af børnekopper. Nogle familier flyttede til Finmark og bosatte sig der. Og desuden blev en del af mændene udkommanderede til Hammerfest og Vardøhus. Fra andre kilder ved vi at der også var nok så mange dødsfald blandt disse mandskaber. Andre Nordlændinger blev udkommanderede til Kristiansund, mange helgelændinge til at arbejde på Hundholmens befæstning eller til tjeneste på kanonbådsflotillen ved Trondheim.

Fra 1808 blev der organiseret et kystværn i Nord Norge. Det var et landbaseret militær, bestående af det mandskab som ikke var udskrevet til flåden. Kystværnet blev inddelt i distriktskommandoer, under distriktschefen, som gæstgiver Jessen i Kløven. Han havde også overkommandoen over borgerkorpset i Tromsø. Under distriktscheferne stod sektionscheferne og divisionscheferne. Det var da helt naturligt at handelsmændene i de forskellige distrikter blev udvalgt til disse chef poster. Ikke alle var vel lige kompetente. Om Peter Hammond på Søvik fortælles det at han nedlagde sin kommando, da han for sin forretningers skyld fandt hvervet for besværligt. Men derimod nævnes Christensen på Husby som en af de ivrigste. Længere mod nord var gæstgivere som Sverdrup på Kjerringøy og Niels Normann på Elgenes udnævnt til divisionschefer Militær uddannelsen var det så som så med. Nogle underofficerer fra Trondheim blev sendt nordover og holdt øvelser nogle uger i hvert distrikt. Bevæbningen var en del aflagte hellebarder og skydevåben udsendt fra arsenalet i Trondheim, og ellers det som folk havde på gårdene. Efter en beretning fra Tranøy at dømme, var det meget få som havde jagtvåben på de tider.

Heldigvis blev der ikke brug for kystværnet. Et par engelske korn skuder, som var strandet på Helgeland, blev beslaglagt af kystværnet. Længere mod nord, i Salten, så det en overgang truende ud. Det rygtedes at en svensk hærafdeling var i færd med at rykke over grænsen og ned i Saltdalen. Sverdrup i Kjerringøy fik da ordre til at mønstre sine folk g møde fjenden. Men i stedet indsendte Sverdrup sin afskedsansøgning. Den blev nu ikke bevilget, og han måtte af sted med sit mandskab. Men da han kom så langt som til Hundholmen, gjorde han holdt og sendte et par mand ind over fjorden for at undersøge om der var fare på færde. Det viste sig da at svenskerne havde trukket sig tilbage over grænsen igen, og krigsbesætningen kunne sendes hjem igen. Den eneste virkelige kamp på Nordlands kysten var træfningen på Tromsø 2. august 1812, men den blev udkæmpet mellem dansk-norsk og engelske marinefolk, uden at kystværnet kunne gribe ind.

Under krigsårene var jekterne som nævnt stærkt udsat for at blive opbragt af engelskmændene, og vi har mange beretninger, om hvad jekte skipperne og handelsmændene oplevede i disse spændende tider. Var vinden god, kunne jekterne klare at sejle fra evt. forfølgere. Det fortælles om skipper Hans Hanse Tangen fra Tjøtta at han en gang ved en rigtig respektløs sejlads sejlede fra et engelsk krigsskib som forsøgte at borde ham.

Men ikke alle var så heldige. Vi har allerede nævnt de to jekter som blev taget i 1808, og senere blev der taget flere. Når en jekt var kapret, blev som regel besætningen og det mest værdifulde af lasten taget ombord i det engelske skib. Men den tunge jekte var som regel alt for besværlig at slæbe med over Nordsøen, den blev derfor slæbt nogle kilometer til havs og siden sluppet. Enkelte jekter blev således bjerget i land igen. På Tromsø museum findes der stadig roret fra en sådan indbjerget nordlands jekte.

På denne måde kan man også forklare følgende historie, som findes nævnt i Tromsø toldbøger: Den 28. august 1811 kom skipper Jeremias Figenschou af Hesfjord på nordtur til Tromsø med jekten "Magdalena" som 30. april var afsejlet til Bergen, ført af Søren M. Kiil fra Djupvik i Lyngen. Jekten havde en last af forskellige varer som korn, mel, tobak og snøre, men disse varer kunne ikke specificeres, da passer sedlen fra Bergen med flere papirer var taget af englænderne, som kaprede jekten og dens mandskab ved Stad. Men "på sin egen måde" var jekten alligevel kommet ind under kysten igen, og var siden blevet ført af Figenschou. Han havde på nordgående fra Bergen ført sin egen jekte "Inger Secelia" på 13 læster, men den blev sammen med Kiils kapret af englænderne, som siden sejlede ud i havet med den, og senere havde man ikke set det ringeste til den. Hvordan Figenschou selv var kommet fri, ved vi ikke. Søren Kiil og hans mandskab blev ført til England.

Men de var ikke alene om denne skæbne. Måske er den mest kendte beretning fra disse år fortællingen om Nicolai Dons fra Hamnvik og to andre handelsmænd som blev kapre t i 1814. Her er hans egen beretning:

"I 1813 rejste jeg for første gang til Bergen med min far. Det var trange tider. Der var intet mel at få på nær 2 våger hvedemel. Vi købte en del odderskind, som vi siden sejlede til Finmark med og tusk handlede med russerne. Det lykkedes også godt nok. I Hasvik traf vi en russer og fik båden lastet op med mel, hvormed vi klarede vinteren og handelen. I 1813 var det et ypperligt år, så alt voksede om man så såede på en sten. Men folk havde i almindelighed intet at så. Der var kun nogle få folk som havde sparet lidt sammen fra den trange vinter.

I 1814 skulle vi da atter til Bergen for at hente korn og andre varer. Min far var denne gang ikke med, men min halvbror Job Thode. Om selve rejsen er der intet særligt at berette. Efter at have lastet hos Jansen, sejlede vi fra Bergen tirsdag den 27. juli. Vinden var flov, så det gik langsomt nordover. Olsokdagen (torsdag 29.) lå jekten og rullede i dønningerne på Stadhavet. Det var slet ingen vind. Da fik med et se toppen af et stort skib over tågen, men tænkte ikke på noget ondt. En lodsbåd som kom ud af tågen for at lodse det store skib, prajede jekten og spurgte om hvor den var fra, og roede så herimod skibet, men vendte straks om da den så at det var et krigsskib. Nu fik krigsskibet også på toppen af jekten og affyrede et løst skud og satte to både ud, som hurtigt kom roende (8 - 10 mand i hver) og bordede jekten fra begge sider. Besætningen sprang ombord med dragne sabler, og en kom straks hen til roret hvor jeg stod på trods af at der ikke var nogen vind og skubbede mig væk. Folkene (der i blandt Mikkel Johnsen Aarsten) viste at dette gik galt og skyndte sig frem under lugerne, hvor de benyttede tiden til at tage forskellige vare som de havde købt i Bergen til sig. Lars Hansen (Lind), ejer af jekten, talte med englænderne (en svensker var tolk), og disse erklærede jekten for bonne prise og befalede at hele besætningen skulle gå ombord i fregatten med deres klædes kiste. Kun skipper og styrmand forblev ombord i jekten, som for resten blev bemandet med englændere. Næste morgen, da vi fortsat lå stille uden vind, fik vi lov til at gå ombord i jekten og hente flere af vores ejendele, men mad fik vi ikke med.

Jekten blev sejler over til Aberdeen, mens fregatten vi var fanger på, fortsatte med at sejle langs med kysten - om morgenen sejlede vi ind mod land og om aftenen til havs igen. Onsdagen i den næste ude (4. august) så vi et skib ved kysten som englænderne ville kapre, men det viste sig at være en svensk kaper. Dagen efter så vi to jekter, som straks blev kapret. Det var Schønning fra Grøtøy og Tegnmann fra Balstad. Schøning var selv med og kom ombord i fregatten og slog begge sine hænder sammen da han så mig og Job Thode. Det blev bestemt at Schønings jekt skulle sejle til England, men at Tegnmanns jekta, som var i dårli stand, skulle på slæb.

Nu gik det sådan til at Schøning nær havde fået sin jekte igen. Da de skulle sejle den til England begyndte det nemlig at blæse en frisk S. V. vind, så englænderne som ikke forstod sig på det store sejl som var på en jekte, blev bange og vendte om mod Norge igen, men da vejet igen blev fint lagde de atter kursen mod

Skotland og kom ind til Peterhead. Tegnmannsjekten krydsede efter fregatten. Men englænderne kunne ikke manøvrere sejlet, så der blev bommet igen og igen, masten blev slået løs så vi måtte lægge bi en dag for at tage masten ned og ombord i fregatten.

På fregatten var der vældig pænt overalt, og der var omtrent 300 mand ombord. Chefen var en smuk høj mand på 30 - 40 år. Han var altid, når han var på dækket i fuld uniform. Hver dag når hans middag blev serveret, spillede musikken op, og han havde altid en af officerene efter tur til bords. Om søndagen holdt han gudstjeneste.

De første dage vi var ombord, havde vi det nok så godt og fik lov til at gå hvor vi ville. Men da besætningen fra Tegnmanns jekten kom ombord, fik vi ikke lov til at gå agten for fokkemasten fordi de var fulde af utøj, og snart fyldte de desværre også os med utøj, da vi måtte være samme og ikke fik mulighed for at skifte tøj før vi kom tilbage til Bergen igen. Med Tegnmanns jekta var der en præst fra Værøy, som hed Dahl (han blev siden præst på Stavanger kanten). Han fik lov til at være agterude sammen med officererne. Vi havde det helt fint ombord på fregatten. Vi lå på banjerne og fik ret god kost, men kun halve rationer. Men matroserne var nok så flinke og delte sin mad med os. Om morgenen fik vi almindeligvis en dårlig kakaodekokt til maden. Kødet til middagen kogtes i store baljer, - så blev en fra besætningen bundet for øjnene og uddelte kødstykkerne efterhånden, som han traf dem med gaffelen. Men fik nu altid det dårligste, og puddingen fik vi ingen ting af.

Mikkel Johnsen havde formået at få sig et laget af flasker med ombord i fregatten. Så han drev handel med matroserne og fik på den måde penge og en trøje. Flere af matroserne drak sig fulde og 2 af dem fik kat. Job Thode havde også et pænt fad af egetræ, som officererne tog med sig agterud. En gang Job Thode sad og talte med præsten, fik han øje på sit fad og bad om at få det igen. Han henvendte sig til chefen gennem en tolk og bad om at få det igen. Men han fik det svar at hvis ikke han holdt kæft, ville han og hans fad blive kastet overbord.

Natten til søndag den 15. august kom vi til Leith, og ankrede langt ude ved Mai- Eiland. Alle vi fanger kom da ombord på et gammelt kasseret krigsskib, som lå længere inde som vagtskib. Der oplevede vi meget ondt.  Det var koldt vejr, og vestenvind med tåge næsten hele tiden og i den stærke strøm som gik ind ved højvande, satte skibet på tværs, så det blæste lige igennem, kanonportene som stod åbne i begge sider. Med kosten var god, frisk hvedebrød hver morgen og fersk kødsuppe til middagen. Om søndagen (den 15.) var det stille og pænt vejr og der kom mange både med damer og herre ud fra Leith for at se på den mærkelige jekte. Vi var ombord ca. 14 dage, da der kom besked om freden (konventionen fra Moss) og vi blev da sendt hjem på en kutterbrig med omtrent 80 mands besætning. - Det var en slem tur. En storm af en vind fra S.V. og en føreren af kutterbriggen som var aldeles uøvet i at sejle, sejlede så stænger og rær faldt ned, og i læ gik vi i vand til knæerne. Ja, vi led meget ondt på denne tur, vi lå udenfor på kisten udenfor kahytterne både dag og nat.

Da vi kom ind mod den norske kyst blev der stille, og der blev kommanderet: alle mand op og ro! Jeg var ret klein og formåede ikke at ro, og gik ned og lagde mig på kisten, men straks kom to små kadetter med deres sabler og kommanderede mig op. Men jeg måtte straks ned igen da jeg var så ussel. Vi kom da endelig ind ved Feie nord for Bergen og ankrede ved Straumsholmen lige nord for Bergen, og straks kom nordfar jekterne ud med sine både og hentede ind til byen. De andre rejste da hjem ved første lejlighed på en båd nord over, men jeg blev liggende syg i Bergen hos madame Storm p.g.a. nervefeber. Der var mad. Det var Storms datter (senere mad. Brøgelmann) som passede mig, og en i den tid den kendte læge dr. Schwings som tilså mig.

Efter 8 dages blev jeg bedre, men kom til at spise for meget frugt og bliv dårlig igen, så først i begyndelsen af oktober blev jeg så rask at jeg kunne rejse hjemover med en jekt fra Karlsøy. Med den kom jeg da efter en lang rejse til Lødingen. Der kom en båd fra Sandtorg - og med den fulgte jeg da op til Christensen på Sandtorg. Her fik jeg båndlejlighed fra Skånland i en treromsbåd. Det var en lørdag aften, mørkt og vinden var kraftig på Trollvika. Mange kirkefolk var i Hamnvik da vi ankom. Far og mor havde netop talt om mig - de havde hørt rygter om at jeg var død i Bergen - da jeg uforvarende kom ind i stuen". Her slutter Nicolai Don's egen beretning.

Hans følgesvend på Englands færden Arent Schøning havde også mange besværligheder før han kom hjem: "Med to tomme hænder kom han tilbage til Bergen og søgte hjælp. Kun en kuffert med tøj, og gemt blandt disse en sølv øse, som han havde fået uden om plyndringen. Forgæves gik han fra købmand til købmand, indtil endelig Hambro forstrakte ham med et større lån. Så drog han hjem til Grøtøy, hvor man havde været helt uden underretning om ham og derfor anset ham for omkommet. Familien var under fraværet understøttet af Rener. Beretningerne fortæller at han kom hjem juleaften, netop som højtiden var begyndt, og man sad og talte om hans sørgelige forsvinden. Det kan også godt passe, idet overførelsen til Norge af alle fanger foregik fra Chatham i september 1814.

Også om Værøy præsten Johan Kirsbom Dahl - den samme som nævnes i Dons beretning - har vi i dag en særskilt fortælling. Han var rejst til Bergen i et arveanliggende og var på vej nordover med Tegnmann jekten da den blev kapret. Her nævnes, at den engelske fregat hed "Unicorn" og det bekræftes at jekten led havari under bugseringen til Skotland. Imens var menigheden uden sjælesørger, og præsten mistede størstedelen af sin arv.

Ellers kandet nævnes at flere jekter forliste i disse år. Et enkelt forlis beregnes til et tab på 20.000 rdl.

Men ikke alle havde tab på krigen. Der fandtes også enkelte som forstod at udnytte krigssituationen og indvinde noget af det tabte. Her bør frem for alt nævnes gæstgiver og proprietær Christian Kildal på Sand i Senja. Han udrustede kaperen "Tordenskjold" med 2 trepunds kanoner og 16 mands besætning. Kaperbrevet af 20. maj 1811 var udfærdiget til handelsmand Rasmus Christensen, Sandtorg, som var tidligere skipper og nu blev kaperkaptajn.

På Vestfjorden opbragte han 31 maj 1811 en russisk bark "Patriot" på 131 kommerselester, skipper Chr. Alexanders. Skibet var efter papirerne på vej fra Arkangelsk til Teneriffe, men havde overvintret i Finmark. Den 28. maj stak det til søs, og blev kapret kort efter. Lasten bestod af 560 skippund talg, 30 skp. Svinebørster, 18 skp. Voks, 350 skp. Hør, 600 tønder hørfrø, 750 pund husblas (fiskelim), 100 bjørneskind, 1300 bastmåtter.

Russeren blev da bemandet med prisermandskab og ført til Trondheim, hvor sagen kom for priseretten. Ved nærmere undersøgelser fandt man ombord to engelske licenser og en instruks til skipperen, som viste at skibet i virkeligheden skulle til England, og at både fartøj og last sandsynligvis var engelske. Dette indrømmede skipperen, og ved priserettens dom af 24. juli 1811 blev skib og last dømt som god og lovlig prise for kaperen og den reder. På auktion i Trondheim 4. november og følgende dage blev skib og ladning solgt for den enorme sum af 298.693 rdl. 24 skilling. Kildal købte selv "Patrioten", som han omdøbte til "Forsøget". Han forsøgte senere at sælge den auktion for en mindstepris på 40.000 rdl, men opnåede ikke noget akseltablet bud.

Efter kapereglerne var opbringegren forpligtiget til at købe statsobligationer for en vis del af det beløb som prisen indbragte. Kildal og Christensen delte udbyttet og måtte købe tre ens obligationer a 34.550 rdl. Til 4 % rente. Men man forstå at de to havde gjort et fantastisk godt kup.

Da nordmændene gennem stormandsmødet 16. februar 1814 havde beseglet kravet om folkets selvbestemmelsesret, sendte prins Christian Frederik brev til bisperne og amtmændene om valg til rigsforsamlingen på Eidsvoll. Menighederne skulle være lokale valgforsamlinger og repræsentanter til en amts forsamling, som så skulle vælge udsendingen til Eidsvoll mødet. Men årstiden var uheldig og postgangen sen. Da Finmarkens amtmand fik ordren, var rigsforsamlingen allerede trådt sammen, og i menighederne var uklogt at holde valg før folk kom hjem fra fiskeri sæsonen.

Der er bevaret nogle få valgforhandlinger fra sognene på Helgeland, og det er uvist om nogle af amtsforsamlingerne blev holdt der. Men som biskop Krogh siger, var folket der som alle andre stedet fast besluttet på den samme nationale vilje. I Finmarkens amt, som da omfattede også Senjen og Tromsø, blev holdt i Tromsø 1. august, og blandt repræsentanterne her bemærker vi os en række handelsmænd, som gæstgiver og proprietær Rasmus Hagen fra Karnes i Lyngen, Jens Bing Dons fra Hamnvik, Nicolai Normann fra Elgsnes i Trondenes, Chr. Kildahl fra Sand, Niels Giæver fra Kvefjord, Daniels Heitmann fra Berg.

Handelsmand Armauer i Finnkroken og Maursund på Bentsjord havde underskrevet på sognets vegne. Blandt de tre valgte udsendinge til rigsforsamlingen var distriktschef og gæstgiver Jessen i Kløven. Så vi set at handelsmændene her i nord havde sin andel i friheds værket 1814, selvom ikke alle repræsentanter nåede frem til Eidsvoll.

Riksraad Eidsvol 1814

Eidsvold