Fiskeriet i Finnmark.
olg fisihng
Hovedgrundlaget for handelsstederne i Finnmark var og blev fisken. Der var vinterfiskeriet efter gottfisk (torsk med rogn), siden det store loddefiskeri herover foråret, siden sommerfiskeriet efter sej, kuller, torsk, lange, stenbider og flyndere – til dels også ind i foråret. Senere blev det så laksefiskeriet i elv og hav, på visse steder og i visse perioder også sildefiskeri og især i den ældre tid havkal fangst.
VI har allerede glimtvis beskæftiget os med en del af fiskeriet, især storfiskeriet ude ved kysten og hvordan det har udviklet sig. Her var det nordmændene, både lokale og tilrejsende fiskere som tog hovedvægten ag sliddet og landene de største mængder. Også søfinnerne var delvis med ude på fiskepladserne, men for størstedelen drev de fiskeri inde i fjorden.
Måske er det en ide at kigge lidt på hvilke både og hvilke fangstredskaber der blev anvendt i Finnmark på ældre tid. På samme måde som storfiskeriet i Finnmark var en udvidelse af fiskeriet i Nordland og Troms, blev også nordlandsbåden i dens forskellige former fiskerbåden i Finnmark. Nordmændene i de gamle og folkerige steder ud mod havet har brugt større både. Efter ældre kilder at dømme har åttringen ( en båd med 4 el. 5 par årer) eller firroringen (en nordlandsbåde med
4 rum og fire par årer) være almindeligt brugt til storfiskeriet om vinteren og foråret.
Men ved siden afden har man brugt seksringen (båd med seks par årer) til sommerfiskeriet
og daglig brug nær gården. Og efter alt at dømme har søfinnernen i ældre tid væsentligt brugt båden af seksåringstypen med visse modifikationer, under påvirkning af elv bådtyperne. Senere har også søfinnerne til dels fået større både. Endnu omkring 1820 og senere var de uden ror.
Som rimeligt kan være, fik nordmændene fra starten af deres både fra Nordland. Det var en god og billig løsning så længe nordlændingerne havde ret til at rejse på Finnmark med en fri handel. Både og fangstredskaber var da nogle at de vigtigste varer for dem. Men under Københavnermonopolet blev folks økonomiske evner stærkt forringet, og da var det ikke længere så let at anskaffe en ny båd. Dette bidrog igen til at fiskeproduktionen blev formindsket og kystfolket fattigere. Amtmand Collet skriver i 1757 at "fra Nordland, som tidligere har forsynet Finnmark med både, er det nu utroligt at få både til Finnmark". Bådene var steget med 1/3 hos nordlændingerne, mod hvad den tidligere havde været.
Collet nævnet samtidig at der blandt søfinnerne var en del gode bådebyggere og det burde pålægges dem at bygge et vist antal både om året. Det var igen Alta skoven som leverede materialet og den kongelige Pors elv savværk som kunne skære de nødvendige planker til bådebyggeriet. Efter der Paus fortælle, var de ikke absolut af den bedste kvalitet. De var fulde af store knaster, så han kunne ikke huske hvornår han sidst havde set en knastfri planke. De som ønskede at få anvist træ til en båd fra almen skoven, fik af amtmanden en skov seddel, og betalte i afgift 1/16 af materiel værdien.
Fogedregnskaberne fra sidste halvdel af 1700-tallet viser da også at der i stigende grad blev anvist ikke bare bygnings tømmer, men også materialer til hele både, eller til bådspanter, årer og andre dele til båden.
I lang tid var seksringen næste den eneste bådtype som blev bygget. I 1785 blev der anvist træ til en eneste åttring og en halvfjerderomsbåt, men til gengæld blev der bygget 33 sekringer og 4 elv både. I 1791 blev der slet ikke bygget større både, kun 34 sekringer og 6 elv både. Der var dengang tale om at forhøjet prisen på plankerne, men fogden advarede mod dette. Skoven var da allerede blevet stærkt nedhugget, og det der kom ud var rigtig dårligt.
For at fremme bådebygningen foreslog Sommerfeldt i 1790 en tilskudsordning til dem som ville lægge om til større både. Nogen præmie for sekringer var ikke nødvendig, men han fik i 1791 rentekammerets samtykke til et tilskud på 20 rdl. Til alle dem som i løbet af de 3 nærmeste år anskaffede sig en åttring eller større fartøj. Men amtmanden skulle holde opsyn med at vedkommende både kunne og ville bruge båden på en hensigtsmæssig måde. – Alt dette giver et stærkt indtryk af hvor lille initiativ og drift der var blandt folk efter monopoltiden.
Men tilskud og frihandel havde tilsammen en stimulerende virkning på bådbygningen i Finnmark, så der i årene omkring og efter 1800 blev bygget langt flere og større både end før. I 1807 blev der anvist træ til 1 fembøring á 18 skilling, 4 åttringer á 12 skilling og desuden 2 åttrings spanter á 8 stk., 4 kobromsbåde á 8 skilling, 44 sekringer á 6 skilling og kun en enkelt elvbåd. Vi kan også nævne at handelsmand Nørager i 1805 fik anvist træ til en tendring, (lille skude) men elles synes de fleste handelsmænd at have klaret sig med fembøringer ( fem rum og 6 par årer) og russerbåde til transport af varer over mindre afstande.
Der var ikke så få bådebyggere i Finnmark. Foruden i Alta finder vi enkelte i andre fjorde, og især er der mange i Varanger. Her kunne de hente bygge materialer i Pasvik eller andre steder på Ruslands kysten. Fælles finnerne var som regel ligeglade når de kom for at hente træ. Når nordmanden spurgte om lov svarede finnerne "Hug i guds navn". Men enkelte gange blandede de russiske myndigheder sig og gjorde det vanskeligere. Også her blev skoven misrøgtet gennem 1800 tallet, og det var samtidig en ulempe at der ingen sav fandtes i Østfinnmark, så plankerne måtte hugges til med økse.
Bådebygningen ser i det hele taget ud til at været størst i 1830 – 40 årene. Rode nævner i sine optegnelser at der findes mange bådebyggere, især i Alta – Talvik og Kistrand, hvor adgangen til materialer var en bedste.
Amtmanden fortæller i 1835 at almuen i de fleste sogn er blevet dygtige til at bygge både, således at der nu købtes langt færre både fra Nordland end tidligere. Fra Østfinnmark er meldingen at næste alle både som der er behov for i distriktet, blev også bygget her og 20 – 30 mand havde en god fortjeneste ved bygningen. Samme år blev det endog bygget en jekt på over 6 læster. I Vestfinnmark klagede man da stærkt over, at skoven gik tilbage. I Alta var der kun 8 – 10 mand som drev bådbyggeri, på trods af at prisen for en åttring var god – 22 spesidaler. Ellers var det mindre både som blev bygget. Inde i Porsanger byggede man ca. 20 større og mindre både om året, delvis til salg i Hammerfest og Måsøy, som også købte både helt fra Namdalen. I 1845 hedder det at bådebygningen ikke nær kan dække behovet til nye både, og at især større både kunne købes billigere i Nordland.
Fra omkring 1850 kan man sige at størstedelen af åttringer og fembøringer blev indført fra Helgeland og Salten via Lofoten og videre til Finnmark. Derfor er det for det meste almindelige nordlands både vi ser på de første fotografier fra fotografens tidsalder. Men ældre tegninger synes også at vise at Finnmarkingerne til dels har haft deres egen båd former.
Finnmarks bådene inddeles af Rode i tre hovedkategorier: fembøringer, åttringer og seksåringer, men hver af disse havde sine modifikationer med særskilte navne. De meget store fembøringer blev normalt kaldt "storbåde" og brugtes næsten kun til varetransport. En almindelig fembøring målte 16 – 20 alen mellem stævn og hæk og ca. 3 alen bred ved masten. Den havde 7 tofter og 7 rum foruden fremskot og bagskot, den blev roet af 5 – 6 par årer. Men under godsføring var de tre midterste rum og agteskottet optaget, så den blev roet af kun 3 – 4 årepar. En åttring havde 2 rum mindre, og seksringen kun 1 rum fremme og 2 bag masten. En større type var kobromsbåden, som havde et halv rum bag masten. De store seksringe og kobroms bådene var de som på hans tid (1828 – 34) var mest benyttet af almuen til fiskeri. De sidste var også bekvemme rejse både, da 3 mand eller til nød 4 kunne ro, uden at sejlet skulle ned. Fembøringer og åttringer med "hus" brugtes på længere rejser. De sejlede bedre, men var tungere at ro. Sådanne byggedes sjælden i Finnmark de stor både man byggede her, var stærke og solide, men dårlige sejlere. Han nævner også de små torums både som i Finnmark kaldes "kokse" (nordlands kjeks - båd med 4 årepar), og en anden forfatter omtaler en lille "bask", som man brugte til at komme ombord i større både med.
Som i Nordland var håndsnøren eller "juska" det ældste fiskeredskab på Finnmarkshavet. I lange var det det eneste som anvendtes. Men senere kom de bedre fangstredskaber som line, garn og not. I Nordland vakte de nye redskaber især line, torskegarn og synkenot en langvarig og bitter strid, som til dels forplantede ig til Finnmark. Men her synes udviklingen at have foregået lidt anderledes end længere sydpå.
Brugen af line har været kendt i Finnmark allerede på slutningen af 1600-tallet, måske på grund af Flensborg-handelen og den direkte forbindelse med udlandet. Ved Lindenow-kommisionens forhør i 1685 nævnes både "bakkangler" og lineangler" på en sådan måde at de må have været i daglig brug. Endnu i oktroytiden 1702 – 14, var linebrug almindelig i Vardø Vadsø distriktet, netop der hvor flensborgerne længst havde drevet deres handel. Men under Københavnermonopolet ser det ud som om at almuen er blevet så forarmet at man helt og holdent er gået tilbage til juksfiskeriet.
Dette skete samtidig med at russerne for alvor begyndte at fiske langs Finnmarkskysten. De brugte line og større både så de kunne fiske længere fra land, mens nordmanden og søfinnen sad og pilkede på den gamle måde nær ved hjempladsen. Derfor blev russernes fiskeri til stadighed fremhævet som mønsterfiskeri i de mange skrifter om Finnmark som kom på denne tid.
Men situationen for de norske fiskere under Københavnermonopolet var stort set så elendig at de hverken kunne eller ville gå over til nye redskaber. Som i Nordland stødte man på en mur af fordomme og uvilje mod line og garnbrug. Collett skriver i 1757 om fiskerne i Alta, at de kunne have større udbytte hvis de brugte bedre redskaber, som garn: Men foruden det at ingen almuesmand har evne til at afholde denne bekostning, skulle de som ville bruge garn og deslige, møde megen modstand fra dem som ingen havde, hvilke påstår at ingen burde betjene sig af andet en håndsnøre og de hidtil brugte redskaber, om end skønt jeg tror at sådan indretning kunne ske at den ene ikke blev den anden til fornærmelse, da de som fiskede med garn og lineangler kunne med tiden blive formuende mænd, i den sted at de mest formuende nu om stunder næppe ejer så meget at om fiskeriet i tvende år svigtede, de næppe skulle undgå gæld." Amtmand Hammer nævner i sit skrift 1763, at han lod binde to torskegarn på amtmandsgården, men om de blev brugt vides ikke.
Alligevel trængte de nye redskaber ind lidt efter lidt. Paus nævner (ca. 1770) at man brugte synkenot ved sejfiskeriet ud for Vadsø. I samme distrikt drev man også line fiskeri, efter hvad Pontoppidan fortæller i 1790. Hver mand havde da to linesæt på 70 kroge, et til morgen fiskeri og et til aftenfiskeriet. De handelsinspektører som blev ansat i 1783, havde fået særskilt pålæg om at fremskaffe og lære indbyggerne at bruge gangvad (stærk line til helleflynderfangst), sild, torsk og flynder garn, ligeså med synke og kastenot til sejfiskeriet. Det er ikke sikkert, at dette pålæg har fremmet brugen af de nye redskaber. Foruden line var også garn fiskeriet kommet i gang henimod 1800, efter det Sommerfeldt fortæller, og i årene lige efter så professor Rathke at man brugte stengenot (stort garn) ved forårsfiskeriet i Langfjord i Alta. I Varanger blev torskegarnet og sejgarnet vistnok ikke slet ikke brugt før 1818, da amtmanden tillod det på prøve i to år.
Udviklingen gik særlig stærk i Varanger-distriktet. I 1840 hedder det at de dårlige russiske kroge var afløst af fine engelske. Fangsten i Varanger foregik med line og not, ikke med håndsnøre, og sejgarn var almindelig brugt. Linebrug og enkelte notbrug fandtes også i Vardø og Tana sogn. Men udenfor Varanger og Hopsfjorden var det fortsat håndsnøren der var det fortrukne. End omkring 1840 var det altså stadig jukse fiskeriet (håndsnøre), der var det almindelige i Finnmark. Kun få havde liner eller garn.
Først i 1850-årene ser det ud som at der er begyndt en forandring. Amtmanden beretter i 1855, at der var "ikke ubetydelige" fremskridt i redskabs brugen. Folk skaffede sig større og bedre både, bedre garn og not, de var blevet til selv at vedligeholde redskaberne. Ved denne tid begyndte man også at bruge glasskavl (glaskugler) i stedet for trækugler. Så længe juksefiskeriet blev drevet, holdt man sig nær land og klarede sig med åttringer, men linefiskeriet på de større havedybder længere ude krævede, at man gik over til fembøringer. Fremdeles blev de mindre både brugt med håndsnøre og nærmere land og inde i fjordene, af dem som ikke havde råd til de nye redskaber. Men så rigt som Finnmarkshavet er var den med de små både ofte lige så heldige som andre med større både og dyrere redskaber.
Som sagt før, var det helt naturligt at almuen i Finnmark samlede sig i vær (fiskepladser), for gensidig hjælp og nytte. Denne naturlige trang til fællesskab blev også støttet af myndighederne, især da tiderne blev vanskeligere og folkehjælpen var mindre op 1600 – 1700talet. Efter Lindenow forslaget i 1685 skulle fiskerne så vidt muligt give hverandre varsel når de roede ud få at fiske, se de kunne følges, og give hinanden en gensidig hjælp og håndsrækning.
Torskefiskeriet var sædvanligvis så rigeligt for Finnmarks værene at almuen i ældre tid knapt søgte udenfor sit eget område. Collett siger at selv de dovne drev fiskeri når der var rigeligt på hjempladsen, men få var driftige nok til at søge andre pladser. Alligevel fandtes der da folk der bare levede af fiskeriet. De dygtigste fiskere var den i Hasvik sogn og særlig i Sørvær, som også havde de dygtigste søfolk i hele Finnmark "Disse er og de mest formuende af den ganske nordmands almue" tilføjer han.
Ellers var dagligdagen, at folk på den tid fiskede for det nødvendige udkomme og levede et usselt og slidsomt liv. Man må, siger Collett, "forundre sig over hvordan det kunne være muligt at de kan udstå den traville som fiskeri medføre udi et så hårdt klima. Manges dovenskab forvolder dem ofte skader af frost og kulde. Ti når de kommer tilbage fra havet og er våde og trætte, har de ikke den omhyggelighed at de skifter klæder, men lægger sig til hvile så våde som de nu er, hvilket ikke kan andet end at bekomme dem ilde."
Man ser ofte at finnmarkingen på den tid blev bebrejdet fordi han drev så lidt fiskeri om sommeren, han overlod det til andre. Men han var jo tvungen til at sørge for brænde og kraterfoder, som i Finnmark måtte sankes vidt omkring og kun kunne hentes om sommeren. Derfor fastslog allerede Lindenow-kommisionen i 1685 at ingen måtte forhindre almuen i at skaffe sig det nødvendige brænde og hø. Fra St. Hans og de næste 3 – 4uger skulle han være fri for alle forpligtigelser. Men så begyndte han også at fiske igen 14 dage før mikæli (29. september).
En almindelig klage under oktrojtiden var mangelen på folkehjælp og midler til fiskeriet. I årene omkring 1680 havde nogle foreslået at der med bådene som kom hvert år til forårsfiskeriet medtog folk som kunne hjælpe til med Finnmarks fiskeriet. Men en forfatter påviser at det ville være en dårlig ide, idet fiskeriet begyndte ved tidligt på året og varede til hen imod pinsetid, og først da kom skibene sydfra. Nej, man måtte finde andre måder at skaffe folk på og tilstrækkelig forsyninger til fiskeriet. Det var alt sammen nødvendigt "eftersom det ofte hænder sig at der er overflødige fisk til landet, men formedes manglen på folk, hus og tørrestativer, samt arbejde og livsophold, sådan Guds velsignelse ikke kan erhverves og komme menneskene til nytte."
Denne folkemangel søgte man som bekendt på at afhjælpe med forskellige midler, men med et magert resultat. Spørgsmålet om beboelse og tørrepladser er nævnt hos Collett i 1757: Mangel på rorbuer og hjellved forhindre mange steder fiskeriet eller gør at fisk hænger så tæt at den ikke kan tørres forsvarligt. Nogen sætte hjellen så uforsvarligt at den rives ned af vinden, andre bruges hjellens træ til brænde og må da siden hen når fiskeriet slår til, bruge tiden på at bygge nyt. Det er også uheldigt mener Collett, at der fiskes både dag og nat, så fisken aldrig får ro. Noget opsyn fandtes ikke. Collett foreslog straf for misbrug af hjelle træ, og at sognene måtte blive pålagt at opfører rorgammer. (Bådehuse)
Sagen blev for alvor taget op i slutningen af oktroytiden. I handelsinspektørernes instruks af 1783 hed det at man skulle opføre små "logihuse" for folk og redskaber i værene. Det nævnes særskilt Sørøy med Breivik og Sandøybotn, videre Ingøy, Hjelmsøy, Stappen, Måsøy, Magerøy, Sværholt Omgang og Varangernes.
At noget også blev gjort ved vi bl.a. fra en rapport fra købmand Jacobæus i Måsøy, som havde opført flere nye rorbuer. Men der kom først rigtig gang i arbejdet da handelen blev givet fri og de selvstændige købmænd eller deres faktor og de mange gæstgivere på nye steder, fik sagen i egen hånd. I egen interesse søgte de selvsagt at skaffe sig så mange rorbuer og flest mulige tørrestativer i sine egen vær.
Endnu i 1840 klagede amtet over at almuen i Vardø, Lebesby og Kjøllefjord manglede både, redskaber og andre hjælpemidler, så de ikke kunne konkurrere med andre. Fremdeles kunne der sommetider mangel tørrepladser. I 1850 var fiskeriet i Vardø så stort at fiskerne i mangel af tørrepladser begyndte at kaste fisken tilbage i havet og kun beholdt leveren. Amtmanden indrømmede at det var umuligt at være forberedt overalt, idet tilstrømningen af fisk og almue kunne blive uberegnelig stor. Han roser handelsmændene for at de selv under de vanskelige forhold havde gjort alt for at fremskaffe det nødvendig til bevaring og tilberedning af fisken. Mange steder var det ikke kun et spørgsmål om tørrestativer, men simpelthen om der var den nødvendige plads, der var jo på mange steder tale om en indskrænket plads p.g.a. fjeldene som ofte gik helt ned til stedet. Et fænomen som er kendt også langt senere.
Efter beretningen fra 1855 var mangelen på træ til tørrestativer stort set afhjulpet, takket være den enkelte handelsmand tiltag. Men der var stadig akt for stor mangel på husly på Finnmarks stederne. At så var tilfældet bekræftes af det gamle folk fortalte. Før der blev huse nok, plejede fiskerne at lave sig opholdsrum ved at stable stenmure op og lægge båden over som tag. Eller de stensætninger foran bjerghuler, som de så krøb ind i og brugte som bolig i fiskesæsonen. Det var ikke akkurat førsteklasses husly, men de havde tag over hovedet, og det var bedre end at ligge i telt eller bo i båden.
Efterhånden blev Finnmark godt udbygget med nok fikser huse og fiske tørrestativer og der blev boliger og husrum nok til en stor almue. Et forholdsvis nyt handelssted som Galten havde i 1893 fiskerhuse til 550 mand. Ofte var de nye fisker huse i Finnmark forholdsvis store huse, med plads til mange skibsbesætninger, og de havde alle deres karakteristiske navne. I Kjelvik havde man navne som "Store og lille Finnkirke", med et rum til hver 30 – 40 mand, for det meste finner fra Porsanger, og deraf kom navnet. Så var der "Daumannsbua, Langbua, Flagbua, Morderbua og Naustloftet, alle med plads til 40 mand med 4 koge pladser. Her skulle madlavningen og alt andet arbejde foregå. Husene var ofte åbne og med meget træk. Så det var ikke sjældent at skægget frøs fast i fellen (skind som brugtes som dyne) når fiskerne lå og sov.
Omkring 1900 var der sket meget store forandringer. Af 17.000 fiskere som i 1902 deltog i Finnmarks fiskeriet, brugte kun ca. 500 håndsnøre. Mere end 10.000 brugte kun line, måske 3000 brugte både line og håndsnøre, et lignende antal brugte garn og andre redskaber, ca. 40 fiskere brugte kun garn. Endnu på den tid dominerede nordlandsbådene helt. Men omlægningen til både med dæk og sneseiler (båd med skråsejl el. trekantsejl) var allerede begyndt. Og snart efter kom overgangen til moderne motorbåde, kuttere og skøyter (mindre kutter), som samtidig for en stor del løste boligspørgsmålet på fiske stederne.
Af den almue som samlede sig på handelsstederne i foråret og om sommeren, var mindre end halvdelen finner. Flertallet var nordlændinger især fra Troms fylke og i ældre tid en hel del russer. De sidste kommer vi tilbage til. Nordlændingerne eller "nordfarere" som de også kaldtes, har fra gammel til af været et dominerende indslag i Finnmarks fiskeriet. Ældre forfattere fremhæver dem til stadig, som driftige og dygtige Finnmarks fiskere, men så skal vi også huske på, at nordlændingerne havde større frihed og mange andre fordele en Finnmarks fiskerne. Et gammelt navn på nordlændingerne i Finnmark var "heimlandsfarere", måske et minde fra den tid hvor nordmændene havde sine bopladser i det gamle Hålogaland, med drev jagt og fiskeri fra sommerpladserne i Finnmark. Et andet gammelt navn på dem er "vårfeller", gammelnorsk "varfelagi", om folk som i fællesskab drev forårsfiskeri. Handelsmænd og fiskere fra Nordland kaldtes også "smeller", noget vi endnu har minder om i navne som Smelror ved Vardø.
Når så mange fremmede fiskere kom til Finnmarks stederne, hvor der ofte var småt med plads og vanskeligheder med mad og brændsel, forgik samværet ikke altid uden komplikationer, især i ældre tid. Lindenow forslaget fra 1685 har også love og regler om hvordan de fastboende og heimlandsfarerne, skulle omgås hverandre. Efter som gammel sædvane tillod heimlandsfarerne at tage på fiskeri i på Finnmarks kysten, burde begge parter omgås venligt og oprigtigt, ikke gøre skade eller afbræk på hinanden, ikke lokke eller gøre hinanden ansatte bange, ikke hindre hinandens næring. Heimlandsfarerne måtte ikke bruge drivtømmer til brændsel, hugge det op eller "fordærve landet". Heller ikke måtte de fange, skyde eller skræmme edderfugle i rugnings perioden, skyde sæl eller andet vildt i fjordene eller skræmme fisken når den gik mod land. De som drev handel, måtte ikke handle med andres avl til øl, brændevin, tobak og andet, som kunne være til skade for deres handelsmand.
Så allerede på denne tid, slutningen af 1600 tallet, var der de kendte problemer omkring indvandre, fremmedarbejdere.
Af dette er tydeligt det som der hele tiden har været klaget over fra handelsmand og almuen i Finnmark. Også gennem 1700 tallet var der mange klager og besværligheder med nordlændingerne fremfærd langs kysten. At de ofte var voldsomme og egenrådige, var der ingen tvivl om. Men der blev også sommetider klaget helt unødvendigt, men efterhånden blev forholdet bedre. Nordlændingerne var så talrige at de ikke kun søgte til de folkerige steder, men også i stor udstrækning brugte de fiskepladser som måske lå ubenyttet. Således var det i 1760-årene med Berlevåg, "en skøn boplads" med græs og skov, god havn og fiskeplads, men den var øde, undtagen om sommeren nor nordlændingerne lå der, fortæller Paus. Og sådan var det også med Båtsfjord, Opnan og en række andre steder.
Om "nordlandsfarernes" fiskeri siger Pontoppidan i 1790, at det efter alt at dømme ville være det bedste for Finnmark, for de brugte alle slags fiskeredskaber undtagen garn. Når finnmarkingerne endnu stod tilbage, var det en følge af de manglende redskaber. Et jammerligt syn var det, at ikke alene nordfarerne, men også russerne sejler hjem med fuld last fra Finnmarken og dens egen fiskende almue kun hjemføre en lille og ganske ubetydelig fangst, på grund af mangel på besætning, på de større både og redskaber, smat fornøden beklædning til fiskeri. Nordlændingerne havde også den store fordel at de kunne flytte fra sted til sted hvor fiskeriet var godt. Og de holdt sig kun ude på stederne ude ved havet eller i Varanger, mens den stedlige almue væsentlig roede ud til fiskeri inde i fjordene lige i nærheden af hjemhavnen.
Dette var som situationen var langt ind i 1800 tallet. Efter det Rathke fortæller, har der været færre nordlændinge i Finmark omkring 1802 fordi de fleste tog på fiskeri ved Breivik på Sørøya, hvor de drev garnfiskeri. Men så snart russerhandelen kom i gang igen efter krigen, blev søgningen til Finnmark igen større. Da Keilhau besøgte Finnmark i 1827, kom han en lys nat ind på havnen i Steinvåg, lige ved Slettnes på Magerøya. Ham fortæller at den trange kile som går ind fra havet, var helt fyldt op med nordlands både. Nordlændingerne selv havde slået lejr på den åbne bakke ved bugten og var alle iført deres knald røde tophuer af uld.
Keilhau fortæller at Østfinmark i 1826 havde været besøgt af 257 nordlandsbåde, med 5 – 6 mand på hver. Dette var et almindeligt år og man kunne udregne at antallet på nordlændinge var omtrent halvdelen af indbygger antallet i hele fogderiet. Men værdien af deres fangst var større end den stedlige befolknings udbytte. Til Vestfinnmark kom der dengang årligt 200 til 250 fremmede fiskerbåde, de fleste fra Troms, men mange også fra Nordland, ja helt fra Nordtrøndelag. De søgte ikke kun til forårs og sommerfiskeriet, men de som boede nordligst , deltog også i vinterfiskeriet. Mange af dem medførte en del brændevin, tobak, andre luksusvarer og skind, som de små handlede med almuen eller russerne. De lagde dog mest vægt på bytte af fisk mod mel.
Keilhau mener, at dette fiskeri var hovedgrundlaget for handelen på Hammerfest. På vej østover forbi Slettnes mødte han nogle både fra Tromsø sogn, de havde været på lodde fiskeri ved Makkur og havde fået så stor fangst, at der kom til at mangel tønder nok til lever. De var nu på vej til Hammerfest med deres lever last, og drog derefter den lange vej tilbage til Makkur. Kort sagt, siger Keilhau "det er disse driftige folk som sammen med russerne holder liv i Finnmark, i stedet for at give dem forhindringer burde de på alle måder opmuntres. Man klager over at de er stride og egenrådige, jeg tilstår gerne at dette måske er rigtigt. Men jeg mener også de har grund til det - ved en sammenligning med den mismodige lokal befolkning".
Dette var en betragtning fra en tilfældig rejsendes syn på sagen, og derefter blev det meget anderledes. Handelsmændene i hvert sit distrikt forsøgte at hjælpe almuen frem og som nævnt kan man fra 1840 – 50 årene se en stadig fremgang i finnmarkingernes fiskeri. Men samtidig voksede og voksede antallet af fremmede fiske og desto mere fri blev handelen med russerne. Omkring 1900 var nordlændingerne helt overlegne ved fiskeriet. Af vel 13.000 mand med ca. 3300 både som deltog i loddefiskeriet, var kun 5000 mand og 1700 både fra Finnmark. Herimod 7000 mand og 1400 både var fra Troms fylke og 1000 mand med 230 både fra Nordland, desuden nogle få både fra det øvrige Norge og fra Rusland.
Efter en beretning fra 1689 havde almuen i Senja ti fiskesæsoner, "den første fra hellig tre konger til Vår Frue dag i fasten, som sker hjemme, den anden fra korsmisse i foråret (3.maj) til Skt. Hans, som sker i Finnmarken".
Men især fra Tromsø fogderi drog man delvis på 1700 og 1800 tallet til Finmark i stedet for at detage i Lofotfiskeriet. Der var dem som deltog både i "Vinterfinnnmarka" (loddefiskeriet) og "Vårfinnmarka" (sommerfiskeriet). Det første fiskeri finder sted lige over nytår i Finnmark og er et "gottfiskeri" efter gyde klare fisk. Det drives mest ved Sørøya og Loppa, som også ligger nærmest til for fiskerne fra Troms. Længere ud på våren begynder loddefiskeriet. Det var normalt i gammel tid fra "Vår Frue dag i fasten – også kaldet "vårfrumess" eller "marimess om våren" 25 (marts) og til St. Hans. Men lodden kunne kommme tidligere eller senere og uanset tidspunktet når den viste sig, blev der sort af fisk i fjordene. Sorenskriver Thomæsøn i Senjen og Tromsø siger i 1768 at "når man fornemmer i havet den såkaldte lodde – denne er en ond gigt for disse indbyggere her, thi lodden går gerne nordover og torsken følger efter, hvorimod fiskerne i Finmarken glæder sig når lodden kommer, såsom den bliver stående under landsiden, og da går det godt med torskefiskeriet i Finmarken". Intet under at nordfarene fulgte efter.
De fiskere fra Troms som omkring 1900 drev "Vinterfinnmarka" rejste gerne hjemmefra i de første dage i marts. De benyttede store fembøringer med en besætning på 5 mand. Udrustningen var ikke så stor som til Lofot fiskeriet. Madkister og brænde tog de fleste med hjemmefra, eller tog på "lagskyld" lidt petroleum, kul eller træ hos handelsmanden eller i byen. De fleste drev med jukse (håndsnøre) så det var billigt nok. Lidt brændevin havde de også gene med på toppen, ca. 1 liter pr. mand. Det var jo nær sagt tidens universalmiddel mod alt ondt som kom under fiskeriet og det blev som regel ikke misbrugt.
Men det hændte at naturen gik over forstanden. Solvang fortæller en historie om et båd mandskab som ved en fejltagelse havde fået portvin med i bagagen. De lå udenfor det farlige forbjerg Sildmylingen da de gjorde den glædelige opdagelse. Selvsagt kunne de ikke modstå fristelsen til at smage på sorten. Mandskabet blev herlig berusede og ænsede ikke at uvejret kom før de mørke skyer lå over havet. Men høvedsmanden, en stor og robust karl, fil mandskabet til at lyste og bjergede båden vel i land til Taborshamn på Sørøya.
På den tid havde de fået hus kahyt) på bådene, som var et stort fremskridt. Før de dage var det endnu mindre en leg at sejle på Finmarka i de åbne både. Når de kom i havn var det om at (tjelde) få rejst nogle åre og trække sejlet henover som telt på forenden af båden. Derefter fik de varmen ved at opvarme en stor gryde under teltdugen og kogte suppe i en mindre gryde over ilden. Var der brændevin tilbage tog man sig måske en dram til maden. Siden var om at få senge skindet fra af sengesækken og få sig lagt til rette under sejlet. Her lå de så nogenlunde lunt og varmt, selv om de sneede og blæste udenfor. Men ofte søgte de op på land og opførte et stenhus eller holdt til i klippehuler når de skulle blive længere tid på et sted.
Fiskerhusene var dels for tilrejsende båd mandskaber, dels for stedets almue og i den senere tid måske mest til løse og ledige folk, som kom nordpå med kystskibene for at søge arbejde. Der kunne så blive ganske overfyldt i rorbuerne og på bryggen og kaj stod der fiskeredskaber samt udstyr af enhver art. På handelsmandens pakhus op ikke mindre på "telegrafen" var der tykt af mennesker. Opkøbsfartøjer sydfra lagde sig for anker på havnen og saltede fisk. Først i juni kom russerne. Der var et rend overalt, på kajer og på vejene mellem husene. Ofte snoede der sig en vej gennem stedet, men den var som oftest et bundløst søle. Sådan var det også i Kjelvik, som længe havde søgt om en ordentlig vej. Men det blev der ikke noget ud af før Amtmand Urbye engang mistede sine galocher i dybet. Da kom vejen.
Fiskeriet i nordlands bådene dage var overmåde farefuldt, især om vinteren. Der skete masser af forlis i tidens løs, både af fremmede fiskere og af amtets egnen befolkning. Mange steder ligger Finmarkskysten åben med sine forbjerge ud mod havet, uden havne eller beskyttelse for skibene. Kun her og der kunne der være en lille revne eller hule som kunne give fodfæste for en besætning i den yderste nød. Og lige udenfor ligger det uendelige Ishav, som ikke giver nogen advarsel før det komme ind med et uvejr som sætte himmel og hav i et kogende inferno. Ilde nok var det for nordlandsbådene når "landstikkaren" røg op fra syd sydøst, og bådene lå langt ude så de måtte krydse sig ind under land mens frosten fik søerne til at stivne til is på båd og rig. Men særlig frygtet var nordøst kulingen, når den uventet brød løs og sne eller regnbygerne lagde sig over havet. Strømmen udenfor Østfinmark er gerne kraftig østover og når stormen da er imod bliver resultatet et voldsomt oprørt hav. Utallige norlandsbåde er blevet fyldt af brodsøerne og er gået til bunds. Der skulle stor rutine til for at bjerge skibet i et sådant oprørt hav med stort vindpres på sejlet og måske med et tungt læs ombord. En lille fejl med roret, et skøde eller en brase som ikke løsnes i rette øjeblik, var nok til at båden knustes og alt var forbi.
Der blev udøvet mangen en heltedåd på Finmarkshavet på den tid både af lokale og af fremmede fiskere. Der findes fortællinger om mandskabet som gennem uvejet kom gennem brændingen og fik et lille fodfæste i en lille revne i fjeldet på den nøgne kyst og holdt sig i live der indtil hjælpen kunne komme frem. Hvis man kunne nå en havn var det rent lykketræf, hvor det var helt afgørende hvor man var når uvejret brød løs. I vinteren 1893 var det et godt fiske år for Mehamn og på den dag som her omtales, lå størstedelen af flåden på havet langt vest for Kinnarodden. Vejet var fint med flov vind fra land, men ude i vest bag Sværholt trak det sammen med mørke skymasser også brød sydvest storm løs. Bådene fik sejlene sat og fuld fart på gik det østover mod Kinnarodden. Herfra gik det indover på en skrap bidevind. De både som havde ligget langt nok vestpå, kunne holde kursen mod Mehamn, med de som lå lige udenfor fjorden da uvejret kom kunne ikke komme ind i havneindløbet og kom op under østsiden. Ved Nordmannssete og Vevika forliste de fleste af dem. En funklende ny fembøring fra Astafjord med en 5 mands besætning løb helt op på land på Kamøya. Mandskabet klarede at bjerge sig i land og signalerede efter hjælp ved at tænde bål og de blev bjerget da stormen havde lagt sig – men skibet var knust til pindebrænde.
Enkelte af disse uvejr i Finmark gik også hårdt ud over handelsstederne og andre bebyggelser. Særlig huskes endnu storstormene i 1882. Den første kom 16 januar og skabte vældige ødelæggelser især i Vestfinmark. En hel del kirker og andre huse blev ramponeret eller ødelagt. Kjelvik kirke blæste helt ned og materialerne blev i den grad mast i stykker så intet kun genbruges til nybyggeriet i Honningsvåg. Selv Talvik kirke blev næsten ødelagt, i præstegården blæste 50 vinduer ind og tag med skorsten blev ødelagt. På handelsstedet Galten på Sørøy blev krambu, kontor og pakhus blæst ud i havet med regnskabsbøger og varebeholdning. Andre steder blæste beboelses husene væk. Handelsstedet Sørvær, som ligger på en flad holm blev hårdt hjemsøgt fordi havet steg så højt at folk stod i vand til livet inde i husene. Værst var skaden i Hammerfest, hvor en række på 7 pakhuse blev kastet i vandet i løbet af et kvarters tid. Også i Østfinnmark gjorde denne storm stor skade, men her var det, da der påny den 4. februar kom en ny storm. Det gik udover Vadsø, hvor pakhuse og kaj anlæg blev ødelagt, tagsten revet af og havet stod ind over byen. Bare af skibe blev der ødelagt for en værdi på 100.000 kr. og den samlede skade for hele Finnmark var over en ½ million. Der blev givet en statsbevilling som nogenlunde dækkede tabet på skibene, men heller ikke mere. Også i årene efter kom der storme og især huskes 20. november 1898, hvor bygninger og tørrestativer blot blæste væk og måske i havet. Magen til stor havde der ikke været siden 1882.
Men havet krævede sit, men det så til gengæld også så rigeligt igen. At lave en opgørelse af fiskeriet i Finnmarken er næsten umuligt og det vil vi ikke indlade os på her. Men for fiskerne var især loddefiskeriet et lotteri, som det ene år var med stor gevinst og det næste med underskud. Det kunne også være forskelligt fra egn til egen, ja slev på samme fiske plads kunne nogle være heldige andre ikke.
Der er stadig beretninger om hvordan Troms fiskerne svarede når de kom hjem fra Østfinnmark. Blev de heldig spurgt om hvor de havde fisket, lød det stolte svar "Ved Vardøhus". Men spurgte man dem som kom med tom båd var svaret: " vi har været på den sorte Vårøya".
Som oftest kom de hjem med fuldlastet båd – fyldt til randen med russematter, hver matte på 9 våger ( 1 våg ca. 18 kg.). (russematte bastmåtte hvori russemel var emballeret, som regel rugmel).
Dermed var der mad til hele familien gennem den værste vinter og derefter kom foråret med nyt fiskeri og nye håb.
Som i Nordland måtte fiskerne betale tiende til kongen, præsten og kirken, med en tredjedel til hver. Men den måde tiende blev udregnet på var der uenighed om. I 1650 var der en stor strid mellem almuen og embedsmændene om hvordan tiende skulle udregnes. Efter almindelig skik fratrak fiskerne lejen for skur, båd, tørrestativ og sejl før tiende blev betalt, med dette blev forbudt ved Vadsø ting 1662. Ingen måtte nedtage fisk fra tørrestativet og lægge i pakhus uden at varsle underfogden (det kaldtes stadig lensmændene i Finnmark). Nordfarene svare ½ tiende til præsten i det område hvor de fiskede, og anden halvdel til præsten hjemme, efter en forordning af 1672. For at hjælpe folk i Finnmark blev de i 1689 og senere befriet for tiende af flere slags avl, men fisketiende blev stående. Efterhånden blev stridsspørgsmålene bilagt, og tiendelister høre til vore bedste kilder og kendskab til handelen på den tid især under oktrojen. Senere blev kongetiende normalt forpagtet af handelsmænd og andre, den bortfaldt i 1850.
De andre fiskerier udover gyde fisk og loddefisk spillede også sin rolle for produktionen af fiskeprodukter. Der var sommer fiskeriet efter torsk. lange, kuller og helleflynder men størst var sejfiskeriet, som til tider gav rigtig store fangster. Sej fiskeriet blev som regel drevet med synkenot, men også med dorg ( en line som trække efter båden) og især søfinnerne i Varanger fiskede ved at "hugge" sejen med en krog på en lang stang.
Sejen gav tran og tørret sej var en meget vigtig vare i markedshandelen. Ligeså blev sommerfiskeriet efter torsk og sej i store mængder afsat til russerne. Sildefiskeriet var i ældre tid et forsømt fiskeri, men er siden blevet drevet med stor fordel i sær i Øksfjord.
Et fiskeri helt for sig selv med nær forbindelse med storfiskeriet var fangsten af lodde til agn. Det foregik hvor som helst lodden nærmede sig land, i store og små fartøjer og med alskens redskaber, ofte meget tæt på land. Når "lodda" kom blev der overalt liv og glæde, selv de fine måtte være med. En und præstefrue som i 1860-årene var på besøg på Bugøynes, har skildret et sådan lodde fiskeri:
"Det var et ejendommeligt liv, vi her blev vidne til, både på land og på hav. En dag lød det over hele stedet "loddi on tullut, loddi on tullut" Lodden er kommet. Det var, som et elektrisk batteri havde sendt sin strøm gennem hele befolkningen. Gammel og und, små og store, alle begyndte en trav, næsten feberagtig aktivitet. Der blev en råben og skrigen og alle myldrede ud af husene. Både blev bemandet og satte fra land og snart så vi at alle kastede net ud for straks efter at trække i land fulde af sprællende sølvglinsende fisk. Og snart efter var alle hænder beskæftiget.
Der kom også liv i os. Vi fik fat i en båd og roede ud på indersiden af Bugøen og her var fjorden bogstavelig fuld af lodde, så der var en vrimmel nede i vandet. I denne urolige masse frådsede store hvaler, som til stadighed kom op og sendte sin vandsøjle til himmels, mens vi måtte holde os i en frygtsom afstand tæt inde under land, thi blot en lille bevægelse af hvalens hale, som ramte vores båd ville have sendt os til bunds omgående.
Endelig bør det også nævnes at laksefiskeriet i elvene engang havde spillet en stor rolle. Men under oktrojtiden aftog det stærkt. I nyere tid har det været mest til hjemme forbrug, eller elvene har været udlejet til engelske sportsfiskere.