Bergensmonopolerne del 2

Bergens monopolerne del 2

Det er ikke underligt at regeringen efter alle disse modstridende meldinger fra Finnmark kom meget i vildrede om den virkelige tilstand og om årsagen til denne og hvilke straffe sanktioner i fremtiden. Derfor valgte de i 1690 at sende en ny kommission nordover, og da Lilienskoild på sin Københavnertur kom til Bergen, mødtes ham med kommisionen der. Han rejste tilbage til Finnmark sammen med kommisionens leder, kanselisekretær Heinrich Adelaer, og bergensernes repræsentant rådmand Harøe, den samme som havde været i Finmark 1683. Rejsen foregik fra Bergen på et skib fra Sønderborg, som på vej til Russerkysten satte dem af i Vardø. Her startede kommissionen sine undersøgelser den 17. juni 1690.

Efter sit mandat fra kongen skulle den fine frem til sandheden om de trafikerende havde forsynet Finnmark som de var pligtige til, men også undersøge om amtmanden, fogeden eller andre tjenestemænd havde handlet "de trafiqverende til præjudice". Den skulle afsige sin dom efter loven og oktroyen, og havde derfor ret til at forlange vidneudsagnene edsfestet. Derfor bliver denne kommisionsberetning en særlig god og pålidelig kilde, som bedre end før give os anledning til at fælde en retfærdig dom over tilstanden. De trafikerendes

interesser ble varetaget av en prosessfuldmægtig Christen Bigum, mens amt-

man Lilienskiold, og foged og sorenskriver Niels Knag, måtte svare for beskyldningerne mod dem og andre embedsmænd.

Adelaer var en både kyndig og myndig herre, og han gennemgik samvittighedsfuldt det svære materiale som blev lagt frem på tingene. Her kom det ham - og os - til nytte at påbudet

fra 1687 om regnskap og kontra- bøger stort set var blevet fulgt. Adelaer kunde derfor i detaljer undersøge hvad hver enkelte almue mand havde fået og leveret, hvordan de enkelte handlende

havde opfyldt deres pligt, og hvordan de stod sig i forhold til sine principaler i

Bergen.

Det viste sig som forventet, at tilstanden var højst forskellig afhængig af økonomiske evner og vilje

på de enkelte handelssteder. Men det der straks springer i øjnene er at klagen mod bergenserne var

berettiget på et væsentligt punkt. idet mellem en trediedel og halvdelen af skyldmændene var forladt af

deres udreddere. Værst var det i Øst Finnmark. Af 48 nordmænd i Vardø tingsted var de 41 forladte, af 54 i Kiberg 38 forladte, af 84 nordmænd i Vadsø 36 forladte, desuden af 101 finner 73 forladte.

I Omgang var af 26 nordmænd kun 3 forladte, men 10 finner havde ingen afregning fået. Køllefjord havde 35

nordmænd deraf 20 forladte og 55 finner, deraf hele 43 forladte.

I Vest Finnmark havde Kjelvik 74 nordmænd, deraf 32 forladte, og 53 finner, deraf 21 forladte. Måsøy og Ingøy var bedre. Måsøy havde 51 nordmænd, deraf 12 forladte, Ingøy henholdsvis 27 og 4. Der var forholdsvis bedre  i Hammerfest sogn med 33 nordmænd, deraf 3 forladte, og 35 finner, deraf 7 forladte. I Alta havde 6 af 18 nordmænd ingen udredning, og af 32 finner var de 24 forladte. Hasvåg havde 33 nordmænd og 5 forladte, Loppa 36 nordmænd og 8 forladte. I alt var der i Finnmark 805 familiefædre, og af dem var kun

428 "visse udredsfolk" mens 377 var forladte. Det vil sige at de ikke i årene 1688 og 89 havde nogen "matfar".

I tillæg kom der 18 mand i Måsøy der var forladt i 1690, "og flere at befrychte" siger Adelaer.

Dissetal er ikke sådan at forstå at de "forladte" havde sultet. Det blev bevist gennem forhærerne at ingen var direkte sultet ihjel. Men de var uden fast udreder, skønt mange af dem havde fået hjælp fra andre udreddere. I Hammerfest sogn havde de arbejdet for føden og købt lidt her og der. Inde i Alta havde nogle købt af skipperen, som afhentede laksen fra elven, andre handlede med nordlandsfareren, og finnerne havde delvis rensdyrene at leve af.

I Østfinnmark havde kun lidt at ty til, hvis de blev forladte. Derfor synes det at Knags skildring i hans forannævnte brev fra 1688 stort set har været berettiget. Når både fogeden og amtmanden havde befattet sig med handel, var det åbenbart i første række for at frelse de forladte fra den rene nød. Alligevel set det ud til at Knag har drevet handel også for vindings skyld. Han havde ikke bare klaret at forene foged og sorenskriver embederne, men også sikret sig anden indtægt. Og det blev bevist gennem forførerne, at han drev handel næsten som en købmand. Der blev påstået at han i efteråret 1688 havde udskibet 42 tønder tran og 200 våger tørfisk direkte til Flensborg, noget som var i åbenlys strid med oktroyen. Men dette blev hverken bevist eller modbevist.

Det blev efterhånden klart at de handlende langt mere end embedsmændene og almuen havde skylden for miseren. Bigum fandt det klogest at frafalde påtale af tjenestemændenes salg af nødvendigheds varer til almuen. Det viste sig at størstedelen af omsætningen fra dem var gået gennem handelsmændene alligevel. Foruden nævnte de også at provsten Paus i Vadsø og en del andre præster havde forstukket almuen med daglig varer. Men enden blev at Adelar anbefalede kongen at overse embedsmændenes handel, "såsom samme handel med de forladte fornemmelige skal være skjedd".

Tilbage stod spørgsmålet om en bedre ordning. For Adelaer var det indlysende at mange af de trafikerende ikke var kapitalstærke nok til at drive handel på Finnmark, men den store risiko som unægtelig var til stede. Han foreslog derfor at handelen her i nord skulle overlades til solide eller som de kaldtes "vederhæftige" købmænd og at amtet skulle deles i faste handelsdistrikter med pligt til forsyning, en tanke som blev grundlæggende for den senere tids monopol ordninger.

Da kommisionsberretningen viste at oktroyen af 1687 ikke havde virket efter hensigten, blev den uden videre ophævet. Den 16. maj 1691 gav kongen en ny oktroj ordning, gældende i seks år fra nytår 1692. Som Adelar havde påpeget, mente man at det var uheldigt med de mange småhandlende. For at skaffe Finnmark ansvarlige udreddere med pligt til at forsørge almuen i bestemte områder, blev Finnmark inddelt i syv handelsdistrikter;

1 Vardø og Kiberg med finne handel i Pasvik

1. Vadsø med finne handel i Varanger og Tanna, og drift af lakseleven der

2. Kjelvik med finne handel i Porsanger,

3. Måsøy og Ingøy, med Måsøy som hovedplads,

4. Hammerfest med finnehandel i Klubben og Kvalsund,

5. Alta, Hasvåg og Loppa, med finne handel i Korsnes og Eggeskall, og lakse fiskeriet i Alta elven.

Disse syv handelsdistrikter blev så udbudt til de højstbydende og denne gang var det ikke bare "vederheftige" bergenser der kunne deltage, men også københavnere blev opfordre til at melde sig. Bergenserne skyndte sig at slå til og det lykkedes dem også at beholde Finnmark: Hammerfest handel sammen med Alta, Hasvik og Loppa blev overladt "Os elskelig Jøregen Thormøhlen til Møhlenpriis, Vores Commerce-Raad og Commerce-Directeur i Vort Rige Norge" mod tilsammen 371 rdl. Jacob Andersen fik Vadsø mod 300 rdl. og sammen med

Henrik Greve Vardø og Kiberg mod 200 rdl. Rasmus Henningsen overtog Omgang og Kjøllefjord for 421 rdl, Rasmus Jensen Lindgaard fik Klejvik mod 180 rdl, Henrich Rytter (Slytter) Måsøy og Ingøy handel mod 146 rdl.

Handelen skulle efter dette give 1620 rdl. årlig til kongens pengekasse. Det er klart at disse herre ikke slev boede i Finnmark. De var forpligtiget til at udsende til handelsstederne duelige folk, som de på deres side kunne drage til regnskab. De øvrige småhandlende måtte overlade dem deres huse og andre bygninger mod godtgørelse efter en vurdering. Til at begynde med virkede ordningen godt. Handelen blev drevet upåklageligt, for det meste "rede om rede", dvs. ved "kontant" opgørelse af vare mod vare, og landet havde været godt tjent med denne handel, hvis bare alle handlende havde forsynet distrikterne lige godt. Men Thor Møhlen, som havde store vanskeligheder med sine forretninger i Bergen, overlod sine fire handelssteder til Rasmus Henningsen, som allerede have to. Og det var mere ned denne han kunne overkomme at forsyne.

Almuen på hans egne steder i Kjøllefjord og Tanna "led yderste nød" de kunne end ikke få varer for kontant betaling, og måtte med store udgifter hente der fornødenheder i Nordlandene. Da de klagede over dette, måtte Thor Møhlen igen overtage sine handelssteder.

De trafikerende klagede på deres side over "nordfarere og andre" som gjorde indgreb i deres handel. Og da fristen for deres oktroj udløb i 1697, opsagde de fleste af dem deres forpagtning. Men kongen måtte spørge for ar Finnmarken fik de nødvendige forsyninger og pålagde købmændene at forsyne Finmark hen over sommeren. Ved en forordning af 10. december 1698 fik de tre tilbageværende trafikanter,

Henrich Greve

Jacob Andersen og

Rasmus Lindgaard

eftergivet alle afgifter mod at de påtog sig at forsyne Finnmark.

Forbudene mod at fremmede og embedsmændenes handel blev igen strengt indskærpet. Trafikanterne fik fuld toldfrihed for ind og udførsel og kunne sejle til og fra Bergen, Øresundshavnene eller andre steder uden nogen afgifter. Det neste de fremdels skulle svare var forpagtningsafgifterne for lakseeleven i Alta og Tana. Denne ordning blev stående fra nytår 1699 til nytår 1702. Efter bergensernes beregning var den udstående gæld for årene 1691 - 98 hele 250.000 rdl.

Det er klart at de tre tilbageværende trafikanter ikke havde nogen let opgave med at skulle forsyne hele Finnmark. I løbet af nogle ganske få år var blevet træt af handelen og ønskede en ny ordning. Der blev da igen i 1701nedsat endnu en kommission, som mødte op i København og indhentede betænkninger fra alle parter. En erklæring fra Bergen, dateret 8.november 1701, svare på kommisiones spørgsmål og tegner et nok så dystert billede af vilkårene for handelen de sidste tyve år: "Vi har kendt og kender dem der nu på nogle og tyve år har brugt Finnmarske handel, en efter en total ruinerede og miste deres midler, så da afdøde ej har efterladt sig andet, istendenfor tilforn havde gode og rede midler da de begyndte handelen, en stor udestående gæld i Finnmark. Andre som endnu lever, er formedels bemeldte handel bleven så udnyttet før de selv viste at tage vare derpå, at de ikke har kunnet fortsætte handelen længere". Man tilbyder at opgive navne, hvis det ønskes.

Grunden til at så mange trafikanter tabte på handelen, siges det, har ej været andet end fiskeriet misligholdelse her i Finnmark, og at indbyggerne med den ringe indsats ej nær kunne betale hvad de nødvendig af de trafikerende behøvede og fik, så at landet tid efter anden har fået langt mere end det kunne yder eller betale. Igen ser det ud som om det har været mangel på tilstrækkelig kapitalstærke folk, som kunne holde det gående over der dårlige fiske år. Men kommissionen var enig om at handelen skulle og burde forblive i Bergen.

Den 25. april 1702 udgav Frederik IV en ny oktroj forordning, som pålagde 12 til 16 af de bedste købmænd i Bergen at danne et handelskompagni for Finnmark. De skulle selv være hoved participanter, men kunne optage andre gode og vederhæftige borgere i Bergen i kompagniet. De skulle have pligt til at besejle Finnmark med egne eller befragtede norske eller danske, men ikke fremmede skibe. Handelen skulle begynde fra St. Hansdag 1703. De tre tidligere trafikanter måtte lade sig nøje med den udestående gæld de kunne nå at inddrive indtil St. Hansdag.

Det nye kompagni blev forpligtiget til at forstærke fiskerne med kredit, men de lod bare ved fejlslået fiskeri. Til gengæld skulle det have prioritet næst efter kongelige skatter "når Gud igen gav sin velsignelse". Indbyggerne på deres side måtte ikke handle med andre end sin udreder, så sandt de kunne få varer der mod rede betaling. Øvrigheden skulle have opsyn med handelen og betjentene, alt gik ret og rigtigt for sig, men selv måtte de ingen handel drive. Tiendefisk, skattefisk og i det hele taget alle salgs varer fra Finnmark skulle forhandles gennem kompagniet. Efter oktroyen skulle kompagniet slippe  for afgifter

de første 6 år, og derefterbetale 1000 rdl. årlig, medregnet de 200 rdl. om året for brug af

lakseelvene.

Heller ikke dette handelskompagni kom til at spinde guld på Finnmarkshandelen. Da oktroj perioden udløb i 1714 havde participanterne et udestående hos almuen på hen imod 62.000 rdl. I forhold til længden af tidsperioden var dette jo langt bedre end nogen af de tidligere perioder. og disse restancer skyldtes nok for en stor del "at fiskerier de fleste åringer mærkelig mislinget". Sygdom og epedimier, især i 1704 - 06 gjorde samtidig indhug i befolkningen. Sporring og senere forfattere hævder at mange af handelsbetjentene var "egennyttige og til dels slette husholdere". Nogen af dem prøvede at berige sig i en fart på almuens bekostning, andre var bedrageriske i forholdet til principalerne. I flere af værerne kom det til uroligheder. En række processer som siden blev ført mellem principaler og deres betjente, viser at der er noget i disse påstande. Men skylden lå for en stor del hos købmændene selv, som havde valgt betjentene bland de billigste folk de kunne få fat i. Det var en af hovedankerne ved monopol systemet at Finnmark blev berøvet en fastboende handelsstand med samfundsfølelse og fælles interesse med almuen.

Bag om alle disse vanskeligheder lå vel i virkeligheden de skiftende konjunkturer ude på verdensmarkederne. Europa var præget af to store krige, den spanske arvefølgekrig 1701 - 1713 og den store nordiske krig 1700 - 1721. Handelen var stort set fordelagtig med stabile priser indtil 1709, da krigen for alvor berørte Danmar-Norge. Kornpriserne sprang dette år op i over det dobbelte mod et par år før. Samtidig steg fiskepriserne, men fik nedgang allerede fra 1710. Da den spanske arvefølge krig sluttede i 1713, begyndte igen er stærkere konkurrence fra udenlandske fiskeri. PÅ den tid da kompagniet opsagde oktrojen. vat kornpriserne fremdeles lidt højre end i 1700, mens fiskepriserne lå betydeligt under i pris.

Trods alt er det et stort spørgsmål om bergenserne i virkeligheden tabte så meget på monopolerne. En indsigts fuld mand som Carl Pontoppidan fremhæver at oktroyen af 1702 var meget fordelagtig for deltagerne. Og han påpeger med rette at vi kun får kendskab til hvad bergenserne havde tabt i udestående fordringer hos almuen i Finnmark, men intet om hvor meget interessenterne havde tjent ved omsætningen af finnmarksvarerne i Bergen. Denne betragning kan måske ikke med samme begrundelse anvendes på de tidligere monopoler. Men om participanterne i oktroyen af 1702 gælder det i hvert fald at de opererede i en udpræget spekulations periode, som nok kunne give tab, men også store gevinster.

Når bergenserne fra tid til anden opsagde deres handel på Finnmark, ar det ikke mindst fordi de troede at de var uundværlige der, og håbede på at opnå bedre vilkår og større fortjeneste. Man kan spørge sig selv, hvordan de efter så mange påståede tab alligevel stadig holdt liv i Finnmarks handelen. Svaret kan man finde i før nævnte indstilling fra Bergen 1701. Her påpeges først at Finnmarken på grund af sin natur skal have tilført levnedsmidler "selv om de kan betale eller ej". Skal dette foregå på en bedre basis, kræver der "stor hjælp og benådning" dvs. gode privilegier til bergenserne. Men så kommer  en indrømmelse af den store betydning Finnmarkshandelen har for Bergen,

foruden de trafikerende slev er der også en hel del af byens andre indbygger som har

draget nytte af finnmarkshandelen . købmænd på deres måde, søfolk ligeså og ej mindre håndværkere, som bødker, skomager, rebslager, møllere, vodbindere, bryggere o.l. desuden daglejere (bryggesjauere). Alene i bødkerarbejder udførtes årligt til Finnmarken for over 2000 rdl. Blev Finnmarkshandelen frataget Bergen, ville alle disse familier miste deres eksistensgrundlag.

Mange klager går til stadighed igen i skrivelser fra Bergen om handelen på Nordland og Finnmark. De var argumenterne i den stadige kamp, hvor hver tænkte på sit og forsøgte at få mest muligt til sig selv. Almuen og embedsmænd i Finnmark havde en fælles interesse i at opnå bedst mulig pris på fiskeriet, som var deres hovedindtægt, og lavest mulig pris på de mange importvare. Bergenserne havde de stik modsatte interesser, og bag oktroyen deltagerne stod hele byens handelsstand, håndværkere og arbejdsfolk. Når man ser på hvilke mængder af varer, ikke mindst håndværks produkter, som blev tilført Finnmark ikke kun da, men endnu mere i københavner monopolets dage, skønner man at her stod kæmpestore værdier på spil for Bergen By.

Alt i alt var næppe velovervejet da bergenserne denne gang opsagde oktrojen. De havde vel håbet og troet på at mand ville give dem et nyt monopol, med endnu bedre vilkår. Men denne gang havde de forregnet sig. Det var sidste gang de frasagde sig eneretten til Finnmark, og den fik de aldrig siden igen.

For Finnmark var det en særlig stor ulykke at landsdelen i denne periode mistede resterne af den fastboende gamle handelsstand. En nedarvet handelstradition fra "den gode tid" havde holdt sig lige indtil 1690, men ved oktrojen fra dette år blev de lokale handelsmænd helt udryddet. Kun købsvendene fra de store herre i Bergen blev tilbage. Og før vi går videre, er det nødvendigt at kigge lidt på handelsmænd og forhold før 1690.

På grund af Adelaers nøjagtige undersøgelser ved vi bl.a. hvor stor husstand disse havde: Otte Bang i Vadsø var med børn og tjenestefolk 16, Niels Olsen sammesteds havde 9, men købsvend Haagen Lochert kun havde 5 personer i huset. Af selvstændige handelsmænd havde Tollef Olsen på Ingøy 12, Knud Baaresen i Loppa 16, og Søren Pedersen Loppa 15 personer i huset. Deres stilling og huslige liv må have været omtrent som hos en nordlandsk knape eller jekteskipper. Men købssvendene var dels ungkarle, dels gifte folk med en lille husstand, fra 5 - 8 personer.

Af ganske særlig interesse er de oplysninger vi får om sammensætningen af befolkningen i Finnmark på den tid. Det er et bevis på dårlige livsvilkår, når kun en lille del af nordmands befolkningen var født i Finnmark. Af 519 nordmænd som behøvede udrustning, var kun de 144 indfødte. Resten, ca. 375, var tilflytter sydfra. Og ejendommeligt nok var kun en del af disse som var nordlændinge eller var kommet fra Norland. De aller fleste var fra Vestlandet, fra Jæren, Ryfylke, Bergenskanten, Sogn og Fjordane, nordover til Sunnmøre. Kun få var indvandret fra Trøndelag. Et mindre antal var født i Skotland, Sverige og Danmark, det sidste var især søfolk og var belevet tilbage.

Den indfødte norske befolkning var også for det meste begrænset til området Loppa - Hammerfest og Kiber - Vadsø. De øvrige fiskesteder var præget af indvandrede nordmænd. Når så mange af disse kom fra Vestlandet, skyldtes det at de blev hyret som mandskab på jekterne fra Bergen, eller blev ansat som tjenere for handlende og embedsfolk i Finnmark. Bergens har således også været et vigtigt marked når det gjaldt om at fremskaffe arbejdskraft til Finnmark, noget som de handlende og myndighederne havde stor interesse i. Det er eller påfaldende at størsteparten af tilflyttere var kommet nordover før Bergens monopolet fra 1681. Siden dette år og til 1690 var der kun kommet 47 til, skønt bergenserne skulle have stor interesse i at "peuplere" landet.

Af finnerne som udgjorde 286"handelsfolk" var selvsagt de alle fleste indfødte, kun nogle få var tilflytter. Stort set klarede de sig også langt bedre end nordmændene, da de foruden sommerfiskeriet havde jagt, rensdyr og andre biindtægter. I det taget var finnerne mere motiveret for at arbejde hele året rundt, og de fremstillede selv en stor del af deres klæder, sko og redskaber. Anderledes var det med nordmænd, Udover fiskesæsonen bestilte mandfolkene ikke noget, ud over at skaffe brændsel og lidt hø eller mos til kreaturerne, hvis de havde nogen. Kvinderne havde vænnet sig til at de fik alt muligt fra handelen, så det var småt med husflid og hjemmearbejde. De sørgede for det nødvendig til madlavningen, og syede måske lidt tøj til familien, men de spandt ikke og vævede som bondekvinderne eller i landet. Måske lidt hamp blev spundet til snor og liner.

Derfor blev der nødvendigvis en stor indførsel af færdige klæder og tøj, olietøj, støvler og sko, snøre og net, foruden madvarer og nydelsesmidler. Med almuen fik ikke meget udover det nødvendige. Som eksempel kan nævnes den forsyning en enkelt mand i Makkur fik 14. juli 1689:

1 tønde rugmel, 1 tønde bygmel, ½ tønde malt, 2 mark humle, 11alen kanifas, 7 alen vadmel, 8 alen vesterlærred, 6 alen bremerlærred, 5 bolker snøre, 2 markhamp, 2½ pund salt, 1 pund ærter, ½ pund hamborggryn, 4 mark persotobak, 2 mark brisiltobak, 2 halvkanneperle brændevin, 2 do mjød, alt til en samlet værdi af 24 våger 22 mk. Denne mand stod sig forholdsvis godt, og havde overskud fra året før.

En væsentlig del af de luksusvare som gik til Finnmark, var nok bestemt for handelsmandens og embedsfolkenes husholdning. Her var der ingen mangel på finere drikke varer som fremmed øl, vin, fransk brændevin, god Martinique-tobak, krydderier som sukat, ingefær, safran nelliker, kardemomme, muskat, kanel, anis, sukker, foruden madvare som fint med malt, hamborggryn og perlegryn, tørrede kirsebær og pærer, rosiner, blommer mandler og korinter. Af stof blev der købt fint lærred, klæde, sars, rødt jersey, rask, silke og silkebånd, argramer og knapper. Også en del møbler og bygningsartikler blev indført.

Disse luksusvare blev nok også betalt af forbrugerne. Underskuddet i handelen skyldtes stort set at det daglige behov hos almuen oversted det den kun levere i tilsvarende fiskeprodukter. Her var det igen nordmændenes behov som spilede den største rolle, og der var 519 nordmænd mod 286 finner i de områder som behøvede tilførsel. En opgørelse over ind og udførsler fra Finnmark for 1688 - 89 udviser at handelsmænd og købssvende havde fået fra Bergen varer til ca. 66.000vågers værdi, mens de kun havde sendt fisk for 45.000 våger. Denne uheldige handelsbalance var baggrund for Adelars forslag og oktroyen af 1691, som indskærpede handelen til at få steder og tvang de gamle lokale handelsmænd til at slutte.

Lilienskiold kom aldrig til at opleve det han og almuen drømte om i Finmarken de ville helst have en helt fri handel. Han døde i 1703 og blev begravet i Holmens kirke, den samme som nogen år senere også blev Tordenskiolds sidste hvilested.Men under sit sidste ophold i København kunne han overrække kong Frederik IV det pragtfulde illustrerede håndskrift "Speculum boreale" som for altid ville blive et hæders minde over manden og hans gerninger i nord.

Illustration fra Speculum boreale

Værket giver en indgående og velbegrundet skildring af Finnmarks naturherligheder, næringsliv og levevilkår, historie og administration fra ældre tider op til 1698. Når de gælder handelen, er han vel måske for maget part i sagen til at kunne betragtes som upartisk kilde. Men det er tilfældet kun i resonomant, de fakta han gengiver, taler sit eget alvorlige sprog om tilstanden i Finnmark. Lilienskiold fik her klarere end nogen før påpeget den bedrøvelige modsætning mellem "den god tid" og monopoltiden, sådan som han udtrykte det i sit indledningsdigt til værket:

Archangel, rysk trafikk, som grønlands-fart ble dreven,

De Zembliske-farvann er ei forskånet bleven;

Da vrimlet alle vær, med fiske imot strand,

Da vrimlet landet og av kvinnekjønn og mann.

Gudshus i blomster stod, hvis fotspor vide savnes,

Da hadde retten gang, som nu på ny omfavnes.

Da varei landesukk; mel-tønnenes forsprang

Bleikke dreven så som der nu gåt i svang.

Mens akk! hvi er rett så, i stille ro henvandret,

Denstore landefryd er nu til sorg forandret.

Hva med store landefryd er nu til sorg forandret.

Hva med stor glede ble i landet bygget før,

Nu ganske faller ner, ett vær fra andet dør.

Folkemængden i Finnmark var i slutningen af "den gode tid" beregnet til 2830 nordmænd og 860 Finner. I 1678 lige før bergensmonopolet, var det gået ned til 2070 nordmænd mens antallet af finner var steget til 1230. Efter Adelaers egen beregning udgjorde almuen i 1690 vel 3200 personer, som der i tillæg kommer ca. 300 personer som tilhørte handelsmænd og embedsmænds familier, og garnisionen på Vardøhus. Hele folketallet skulle da omkring 1690 have været ca. 3500 personer. For nordmændenes vedkommende synes tilbagegangen at være størst i løbet af tiden før 1680, og siden nærmest i stilstand.

Med denne tilbagegang for fiskebefolkningen ude ved kysten var det af særlig stor national betydning. Mens nordmændene i det gamle Finnmark havde været i stort flertal, blev forskellen mellem dem og finnerne i antal stadig mere udjævnet. Der er her kun tale om de finner som fra gammel tid er beskattet til Norge. Fejldfinnerne inde på vidderne var ikke regnet med, og kommer i tillæg til de tal som er ovenfor nævnt.

Som handelstraditionen i Finnmark var det et stort tab at de gamle handelsmænd efter 1691 måtte forlade landet. Sådan føltes det også 25 år senere, da biskop Peder Krog besøgte Finnmark. Han nævner hvordan "på et eller et par hundrede år har det været således, at udi i disse vær har gerne boet en eller anden knape eller kremmer, som udenrtiden og har haft jekt at fare enten til Bergen eller til Nordland for at skaffe provision af alle nødvendigheder". Men da oktroyen blev indført, måtte de "fattige knaper" forlade handelen ganske og aldeles. og da de ikke var vant til at drive fiskeri, havde de fleste ikke andet valg en at opgive deres udestående fordringer og flyttes andetsteds hen.

Finnmark mistede sin faste handelsstand.