KAP XXVII

KAP. XXVII

Nu begav det sig 3 Dage, efter at dette var sket, at Junker Grahow lod alle sine 12 Dommere sammenkalde for at underskrive Dommen og sætte deres Segl under den, idet han haabede, at Dødsdommen vilde blive underskreven og endelig afeagt. Men de 6 Aarsknægte, som tjente paa Slottet 9 gjorde kraftig Indsigelse herimod og benægtede, at de havde dømt mig til Døden. Heraf opstod der Vrede og Uenighed imellem dem, thi de afislog nu fuldstændig at dømme, samtykke i eller underskrive den Dom, at jeg havde Forbrudt Livet, og dette fastholdt de. Grahow sagde da for at trodse dem, at han vilde tilsige andre 6 Dommere fra Tøjhuset i deres Sted, som saa skulde dømme mig til Døden, siden de ikke vilde. De sagde, at det vedkom ikke dem, om han gjorde det, og gik vrede ud af Skrivestuen. Da Adolph [Grabow] nu saa, at de var standhaftige og ikke til at bevæge, sendte han dog atter Bud efter dem, og da de var komne, blev de endelig enige om, at hele Sagen skulde forelægges Kongen, og hvad denne besluttede skulde gælde. Paa denne Maade maatte ogsaa hele Profossens hadefulde Angreb og Fremfærd fremstilles for Kongen, selv om Grabow længe satte sig derimod. Paa disse Vilkaar blev der nu afsagt en Dom, som blev underskrevet og sendt til Kongen paa Frederiksborg, thi Slottets Aarsknægte, først og fremmest, lod sig ikke nøje med andet, end at Sagen og Profossens falske Anklage for Retten kom skriftlig frem for Kongen. En af Aarsknægtene, der hed Mikkel, (han boede i Vingaardsstræde, og var Skrædder af Profession, en gammel og god Kammerat af mig, hvem jeg allerede har omtalt ved Biskoppen af Bremens Indtog), besøgte mig paa Slottet sent om Aftenen den Dag, Striden havde staaet mellem Gråbow og hans Meddommere, og medbragte en Flaske rhinsk Brændevin til mig, og fortalte mig hele Historien. Han var meget forbitret over Grahows Strænghed, og alle de ypperste i Byen og mine Staldbrødre i Tjenesten tillige med selve Tøjhusets Officerer var højlig forbavsede over hans Stivnakkethed, Strænghed og Had til mig. Derefter gik Mikkel bort til sit Hjem med Bøn og Velsignelse over mig. Tre Dage senere, tidlig om Morgenen, kom en brav Mand til mig, min særdeles gode Ven, ved Navn Morten Holst , der ofte var imod mig som en Moder mod sit Barn, op til mig i Taarnet fra Tøjhuset. Han havde engang været Efterligger i 3 Uger paa Eyrarbakki i det sydlige Island. Han sagde, at han var sendt fra Tøjhuset med Dommen til Kongen paa Frederiksborg Slot, og at jeg nu skulde bede til Gud, om at hans Rejse maatte faa et lykkeligt Udfald, hvilket jeg af hele mit Hjerte ønskede maatte ske. Derefter tog han Afsked med mig og rejste saa til Frederiksborg.

Kongen modtog Dommen og gennemlæste den, og da han havde overvejet alt, spurgte han, hvilken Jon det var om det var den ældre eller den yngre. Morten sagde, at det var den yngre. Kon-gen sagde, at det forekom ham, at Profossen var mere skyldig, og at Jon skulde gives fri, «thi Hoveder voxer ikke paa Kaalstilke hos os^, sagde han. Kongen tilføjede, at han kendte mig godt, og at jeg havde to Gange været paa samme Skib som han selv; der var desuden ingen Islænder i Tjenesten med Undtagelse af mig. Jeg skulde dog bære et Jærn, indtil han kom selv, men Profossen skulde afsættes.

Morten tog nu ærbødig Afsked med Kongen, og rejste til Kjøbenhavn det hurtigste han kunde. Tidlig næste Morgen kom han op til mig i Taarnet og spurgte, om jeg sov eller var vaagen. Jeg sagde, at jeg var vaagen. Han hilste mig venlig og sagde, at han havde faaet ringe eller ingen Søvn den Nat. Jeg spurgte, om der var noget Nyt. Han svarede, at han kun havde faa Nyheder at melde, men at vi snart skulde skilles, thi Kongen havde sagt, at jeg skulde sige Verden God Nat. Jeg blev nu bedrøvet, men da han hørte dette, forandrede han sin Tale, og sagde, at han havde talt i Spøg for at se, hvorledes jeg tog det, og bad mig undskylde, at han i sin Enfoldighed havde handlet saaledes, thi han glædede sig uudsigelig meget over min Frigivelse, og priste Gud for, at det var faldet i hans Lod at bringe mig denne glædelige Efterretning.

Kort efter kom Profossen med sine 4 bevæbnede Soldater for at hente mig. Da jeg kom op paa Tøjhuset, blev mine Kammerater meget glade over min Ankomst. Jeg blev kaldt ind paa Skrivestuen, hvor alle Tøjhusets Officerer og 12 Arkellmestre sad; de bød mig alle velkommen med Undtagelse af Adolph Grabow, som begyndte sin Tale paa følgende Maade:

»Nu er du, Jon Olafsson, igen kommen levende hertil, hvad jeg mindst af alt havde troet.''

Jeg svarede: "Gud er mægtigere end Mennesker."

Han fortsatte: "Kongen har dog bemyndiget mig til at lade dig bære et Jærn, indtil han kommer; men hvis jeg selv havde faaet Lov til at raade, skulde du være bleven indsat i det store Fængsel paa Bremerholm, siden du fik Lov til at beholde Livet. "

Jeg svarede: "Hvorved har jeg forbrudt mig mod Eder, at jeg møder saadan en Vrede og Had? Og dog er ofte det gamle Ord blevet sandt, at den, som graver en anden en Grav, uden stor Skyld, falder selv deri af Vanvare." Han spurgte mig, om jeg ønskede ham Ulykker? Jeg sagde, at dette ikke var Tilfældet, men at jeg kun anførte et gammelt Ordsprog; dog én Ting stod mig klar i hele denne Sag, og jeg troede ikke, han vilde vredes, om jeg sagde det, nemlig: at jeg havde Guds og Kongens Naade at takke for mit Liv mere end hans gode Hensigt og Bestræbelser. Da smilede Tøjmester Christopher Schwencke. Gra-bow sagde, at endnu var min Trods ikke bøjet meget. Tøj mesteren sagde, at det skete nu var tilstækkeligt, stod hastig op og gik ud.

Derefter befalede Grabow Profossen at følge mig op paa Holmen til Mester Anders, som var Kongens Forsmed , og befale ham at teste en Jærnrlng om min Hals udenpaa Klæderne, hvilket blev gjort ved mange Fanger. Op fra den Ring gik ved Nakken en tung Jærnbøjle, og i den hang en Jærnklokke, saa stor at en Mand med store Hænder kunde gribe om den med Haanden. Da Mester Anders fik dette Budskab, blev han meget ærgerlig over Grabows haarde Bud, og sagde, at denne maatte skaffe sig en anden Bøddel eller mere passende Tjener end ham, thi han vilde ikke gøre Grabow den Tjeneste at gøre sig Uvenner med nogen Mand, naar det ikke behøvedes. Men da jeg frygtede Grabow og hans hadefulde Efterstræbelser meget, og jeg ikke vidste, hvad han kunde finde paa, bad jeg Mester Anders instændig om at gøre, hvad Grabow havde befalet, og sagde at jeg ikke skulde tænke ondt om ham af den Grund, men snarere det modsatte. Han lod sig da bevæge dertil ved min Bøn, og gav mig en god Drik Vin af sit Krus, før jeg gik bort.

Han bebrejdede ogsaa Profossen hans Fremgangsmaade i vort Mellemværende, og i mange Ting viste han sit venlige Sindelag mod mig. Derpaa gik vi derfra, og paa Vejen hen til Porten mødte vi Admiralen over Bremerholm, Steen Villumsen.^) Da han saa, med hvad Slags Pynt jeg var smykket smilte han, — ikke ad min Vanære, men ad Grabows Had imod mig — og sagde, at han mærkede nok, at Adolph ikke havde stor Kærlighed til mig, og at han skulde få Skam, da han greb over paa hans Embedsraade, idet han havde paadømt Sager ved Tøjhuset, som hørte til paa Bremerholm, baade hvad Klage og Frikendelse angik. Hvis jeg i Tide havde sendt Bud til ham, skulde han straks have faaet mig løsladt; og han lovede endvidere, at Grabow skulde staa ham til Ansvar herfor paa lovlig Maade, før lang Tid var gaaet; han tilføjede at Grabow ikke havde noget at sige over dem, som holdt Vagt ombord paa Kongens Skibe, og eftersom Grabow uden kongelig Befaling havde ladet lægge dette Jærn paa mig, skulde han straks lade det borttage. Derpaa skiltes vi, han gik op paa Holmen, men vi op paa Tøjhuset.

Grabow var nu meget glad ved at have faaet Magt til at handle saaledes mod mig, og forbød mig at gaa ud af Tøjhusets Port, før Kongen kom. Han gav mig Befaling til at sove alene i en Hvælving i en høj, muret Sal, og mine Sengklæder blev flyttede derhen. Grabow befalede mig jævnlig at ringe med Klokken, og i modsat Fald truede han mig med, at der skulde vederfares mig mere ondt.

Men Tøjmesteren og de andre, som altid undte mig alt godt, sagde mig hemmelig, at jeg skulde ikke gøre det, men for at trodse og ærgre ham tilstoppe Klokken med Hamp, hvilket ogsaa skete, hvorfor han ofte blev heftig vred paa mig. Men da alle holdt med mig, brød jeg mig kun lidt om ham, og efterhaanden blev jeg dristigere og dri- stigere imod ham, baade i Ord og Gerning, saa at han tilsidst blev træt af at irettesætte mig. Jeg blev sat i Arbejde hos den Jernsmed, som tjente paa Tøjhuset, for at forfærdige, hvad der behøve-des, og han fandt Behag i mig, og blev min gode Ven. Jeg var næsten en hel Maaned paa Tøjhuset, og saa vidt jeg erindrer, varede denne min Prøvelses- og Fængselstid, som jeg maatte udstaa paa tre Steder, alt i alt 9 eller 10 Ugers Tid. Det skete ofte i den Maaned, jeg var indespærret paa Tøjhuset, at fromme Folk blandt mine Bekendte to eller tre Gange om Ugen sendte mig vellavet varm Mad og dertil Vin og øl ved deres Tjenere eller Tjenestepiger. I at udvise saadanne Kærlighedsgærninger og kristelig Næstekærlighed mod mig var især den fromme Mand, Skrædder Søren Willadsen, ivrig baade i Raad og Daad den Gang og andre Gange. Man kan med rette sige, at han var som en Fader for alle Islændere, som den Gang opholdt sig inden Kjøbenhavns Porte og søgte til ham. Hans Navn og Minde burde ikke glemmes af mig, saalænge jeg ved Guds Naade lever i Verden.