Vintervejen 1
Mellem Vestgrønland og det canadiske fastland ligger der et arkipelag (øgruppe eller hav med mange øer) af omtrent samme udstrækning som Europa. I syd det øde indhav Hudson Bay, i nord Polhavets ismasser, og imellem de to have et hundredtal af store og små øer gennemskåret af lige så mange sunde og stræder. Set på kortet ligner de krogede og snævre sejlløb den vildsomme labyrint, der efter sagnet fandtes på det græske Knossos, og i hvis midte den frygtelige Minotauros sad og krævede sit årlige menneskeoffer.
Forskellige ruter i Nordvest pasagen
At trænge gennem disse stræder er da også lige så farligt, som det var at
finde vej gennem grækernes labyrint.
Forskere har på Kreta fundet et stenbrud med et sindrigt system af underjordiske tunneler.
Ifølge geografen Nicholas Howarth, der har fundet bruddet, kan stedets fem km tunneler
og gange have været den berømte labyrint, som antikkens græske myter fortæller om.
Ifølge myterne boede uhyret Minotaurus – halvt menneske, halvt tyr – i labyrinten.
Hidtil har de fleste eksperter ment, at labyrinten lå i forbindelse med det berømte
Knossos-palads på øen.
De fleste af dem er lavvandede, overalt findes der undersøiske klippeskær, og mange steder tager tidevandet skibet med sig i hvirvlende malstrømme.
Malstrøm
Den magnetiske nordpol i labyrinten midte forårsager misvisninger på op til 180˚, så kompasnålen nordpol peger mod syd, hvis den ikke simpelt hen giver sig til at dreje rundt og rundt under indflydelse af de voldsomme magnetiske storme, der på himlen viser sig som flammende udladninger af røde, gule og grønne fosforfarver. Vinteren varer 10 måneder af året, mange sunde når aldrig at blive isfri, temperaturer på -70˚ ledsages af hylende storme med sne og iskrystaller. Mørke i november, december, januar og februar. Sidst i april kommer ryperne, sneen synker umærkeligt, der begynder at danne sig blanke pytter på isen, men foråret kommer først i juni, og en uge efter er det sommer. Labyrintens trolddom er brudt, bækkene begynder at pludre, et mylder af blomstre dækker den grusede jord, selv på nord skråningerne blomster forglemmigej i natten solskin. Åh, hvor varmen smager godt, når man har savnet den i ti måneder. Ude på den skørnede is ligger sæler og døser i solen foran deres fiskehuller, sneharen græsser mellem lav og blåbær, fra Canadas skove vandre caribou-rendyrerne nord på i flokke på tusinder, om natten høres den klangfulde lyd fra deres klove, når de står nervøse og tripper på klipperne ved vadestedet. Men i august må dyrene tilbage igen, og en efterårsdag står solen for sidste gang bag bakken i retvisende syd, alle detaljer forsvinder i den kulsorte nordskråning, mens man kan tælle hver sten, der ligge hen over bakkekammen, en caribou dukker op og stiller sig midt i solen som en myg i et stykke rav. Så kommer mørket tilbage, isen vånder sig under temperatursænkningen, i alle labyrintens stræder ligger den hvide Minotauros igen og brøler under Nordlyset.
Caribou
Jens Munk var hverken den første eller den sidste skipper, der søgte op i dette håbløse farvand. Her ligger den korteste vej fra vesten til østen, som kaldes Nordvest passagen. I fire århundrede har spinkle træskibe næsten årligt forsøgt at bane sig vej gennem denne passage, ligesom det jævnligt hændte, at en befrier gik ind i labyrinten på Knossos. Men den hvide Minotauros var grådigere end den græske, og der var mange år, da den ikke som sin forgænger lod sig nøje med et enkelt offer.
Den 24. juni 1947 måtte englænderen John Cabot opgive på 56˚ nordlig bredde. Året efter måtte sønnen Sebastian opgive på 58˚ nordlig bredde. Så blev portugiserne nervøse og søgte at komme englænderne i forkøbet. Caspar Corteral standsedes af isen omtrent samme sted som Cabot, men hjemførte et halvt hundrede indfødte, der traditionen tro solgtes i Portugal som slaver. På portugisisk hedder slaver "labradores" derfor kom det nye land til at hedde Labrador. Corteral gjorde et nyt forsøg med to skibe, men vendte aldrig tilbage. Michael gik ud for at lede efter broderen, men vendte heller aldrig tilbage. Sebastian Cabot nåede et stykke ind i det senere Hudson-stræde, da mandskabet blev bange og med geværer i hænderne tvang ham til at vende om.
John Cabot 1497 skib
1527 sejlede John Rut ud fra England og vendte ikke tilbage. 1536 måtte John Hore opgive ved New- Foundland. Fyrre år efter standsedes Martin Frobisher i bunden af Frobisher Street, der var ingen passage, men han fandt nogle blinkende sten og eksperterne erklærede, at de indeholdt guld. Frobisher gik ud med 15 lastskibe, fik dem under umenneskeligt slid fyldt til rælingen med blinkende sten og sejlede dem til London. De kostbare skærver kunne anvendes til vejarbejder. Guldet viste sig at være kisel.
Nordvestpassagen var stadig ikke fundet, og handelsmændene i London pressede på. Tre år i træk famlede John Davis sig frem mellem isbjergene under Vest Grønland, nåede 66˚ nordlig bredde og vendte skuffet hjem. Ingen gennemsejling mod vest. I 1602 tvang mandskabet Georges Waymouth til at vende om ud for Disko. I 1606 strandede John Knight på kysten af Labrador og blev med fem overlevende slået ihjel af de indfødte.
Så ville Henry Hudson ind i labyrinten. I april 1610 forlod han Themsen med "Discovery", gik syd om Island, syd om Grønland, ind gennem isen i Hudson strædet. Mandskabet nægtede at fortsætte og gjorde mytteri. Hudson nedkæmpede mytteristerne og fortsatte. Passerede strædets vestligste punkt. Så den rene havhorisont åbnede sig mod vest og syd. Troede i nogle lykkelige døgn at have nået Stillehavet. Rendte så panden mod den vestlige kyst. Det var ikke Stillehavet. Det var kun Hudson Bay. Da eftersøgningen indstilledes den 1. november, spærrede isen tilbagevejen, "Discovery" måtte overvintre, em skibet var kun provianteret til seks måneder, en stor del af besætningen sultede ihjel, og da foråret kom. lykkedes mytteriet. For at strække de sidste beskøjter og komme hjem udsatte mytteristerne kaptajn Hudson og de syge, i alt ni mand, i skibets redningsbåd og overlod den til deres skæbne. Man hørte ikke siden til dem, men den hvide Minotauros var tilfreds med offeret og lod "Discovery" slippe ud af labyrinten med tab af kun fire mand. Under søforhøret i London, viste det sig at det netop disse fire, der havde anstiftet mytteriet.
Hudson Discovery
Eftersøgningerne fortsatte. 1613 måtte Thomas Button opgive i Hudson Bay, 1614 sad Gibbon tyve uger fast i isen i Hudson Bay, 1615 måtte Robert Bylot og William Baffin opgive at gå mod nordvest i Hudson Bay. Men handelsmændene i London insisterede, fandtes der igen passage gennem Hudson Bay, måtte man søge længere mod nord. 1616 gik Bylot og Baffin op under Vestgrønland, nåede 75˚ nordlig bredde og fandt en indskæring mod vest, som de kaldte Lancaster Inlet. Navnet var ikke korrekt, det burde have været Lancaster Sound. Men ismasserne narrede dem og fik dem til at antage sundet for at være en fjord. Den 30. august sejlede Bylot og Baffin tilbage til England uden at vide, at de havde opdaget den faktiske indsejling til Nordvestpassagen. De følgende 200 år blev farvandet ikke besejlet af et eneste skib.
Franklins kort/rute større udgave klik på kort
Nok en gang prøvede man de gamle veje. Hawkridge måtte opgive i Hudson Bay. Luke Fox og Thomas James gik ud forsynet med et brev fra kongen af England til kejseren af Japan. Og måtte opgive i Hudson Bay. 1719 forsvandt Barlov og Vaughan med hele deres besætning i Hudson Bay. Scroggs stod ud for at lede efter dem, men vendte hjem med uforrettet sag, og først 50 år senere fandt man de forulykkedes skeletter på Marble Island, hvor de var sultet ihjel. 1741 gav Christopher Middelton tabt over for isen i Hudson Bay. Det engelske parlament udsatte en belønning på 20.000 pund sterling til den første, der gennemseklede Nordvestpassagen, og William Moor stod sikker i sin sag ud med to veludrustede skibe. Og måtte opgive i Hudson Bay. Det samme gentog sig med Christopher i 1761, med Pickersgill i 1776, med Duncan i 1791.
Men i august 1818 løb John Ross og William Edward Parry op under Vestgrønland og nåede det farvand som Bylot og Baffin to hundrede år forinden ved en fejltagelse havde kaldt Lancaster Inlet. De to kaptajner kunne ikke blive enige. Roos fandt, at forgængerne havde haft ret i at betragte indskæringen som en fjord. Parry var overbevist om at der her fandtes et indløb til Polarhavet. Næste år kom han tilbage i spidsen for en ny ekspedition. Hvor Ross havde troet, der var bjerge, så han nu et bredt isfrit stræde åbne sig foran skibene, og for en frisk østenvind lænsede han ind gennem det farvand, der siden den dag ikke har heddet andet end Lancaster Sound. Den 20. september nåede han Melville Island i Polarhavet og gik i vinterhavn, skibene var velforsynede med antiskorbutiske midler, og Parry sørgede for at holde sine folk beskæftiget i de 84 døgn, solen var inder horisonten. Der indførtes gymnastik, blev udgivet et uge blad og spillet delitantkomedier. Efter ti måneders indespærring i isen fortsatte Parry rejsen. Mod Vest. Så standsedes han på ny og måtte vende om, men året efter gentog han en tilsvarende overvintring i Hudson Bay, og nåede nu Furyy-and-Hekla Strait, før han måtte give tabt.
Ruter
Parry, Sir William Edward
Hans opdagelser vakte opsigt, og de følgende år udrustedes den ene ekspedition efter den anden. Parry selv gik gennem Lancaster Sound til Prince Regents Inlet, Lyon stod op i Hudson Bay, Franklin gik over land til udmundingen af Meckenzie River, Beechey forsøgte at bane sig vej østfra gennem Beringstrædet, Georgs Back kurede ti måneder omkring med isen i Hudson Bay. John Ross fik oprejsning for ydmygelsen i Landcaster Sound, nåede den magnetiske nordpol på Boothia Felix og opdagede King Williams land. Efter tre overvintringer slap levnedsmidlerne op, og skibet måtte forlades, men det lykkedes Ross at finde Parrys depoter og klare en fjerde overvintring. Da sommeren kom, fik han de syge slæbt på slæde ud til Lancaster Sound, hvor de blev optaget af et hvalfangerskib, som bragte dem tilbage til England efter fire et halvt års ophold i labyrinten.
Så indtraf den katastrofe, der i en årrække rystede sindene over hele den civiliserede verden. Netop som gåden syntes at stå umiddelbart foran sin løsning, krævede den hvide Minotauros sit største offer. Den 19. maj 1845 gik den 59-årrige Sir John Franklin med de to dampskibe "Erebus" og "Terror" provianteret for 3 år i spidsen for en ekspedition på 129 mand. Den 26. juli samme år blev de iagttaget fra et hvalfangerskib i den nordlige del af Baffins Bay fortøjet til et isbjerg og afventede en passage gennem isen. Siden denne dato har ingen se de 130 mænd i live.
MS Terror og Parry i isen.
MS Erebus
Da den engelske regering to år enere ikke havde hørt fra Franklin, blev man urolig og udsendte det følgende forår tre ekspeditioner. Moore og Kellett skulle gå gennem Beringstrædet, den gamle John Ross gennem Barrowstrædet og Richardson og Rae over land. Alle tre ekspeditioner havde modtaget den samme korte instruks: Find Franklin. Alle trevendte tilbage med negativt resultat, intet spor af de savnede. En bølge af ophidselse gik over England, regeringen udsatte en belønning på 20.000 pund, Lady Franklin forøgede summen med 3.000, og ikke mindre end 14 skibe sendtes ind i labyrinten. Find Franklin. Skriftlige meddelelser til de savnede nedlagdes i varder forsynet med lange signalstænger, kastedes over bord i flaske, kobbercylindre og tønder udstyret med flag, bandtes om halsen på indfangne ræve, der atter blev sluppet løs. Fra øst nåede Mac Clintock frem til Melville Island, hvor han mødte Mac Clure, som kom fra vest, og først i 1854 vendte det sidste af de fjorten skibe hjem til England. Intet spor efter Franklin. På det tidspunkt var alle de hundrede af øer i arkipelaget blevet undersøgt. Undtagen en King Williams Land. Den havde alle måtte opgive at trænge frem til. Her lå de forulykkede.
Opdagelse af noget af Franklin ekspeditionen på King Williams Land
Regeringen indstillede eftersøgningen, men Lady Franklin ville ikke opgive håbet, i 1857 sendte hun Mac Clintock af sted, og to år efter lykkedes det ham at nå King Williams Land, hvor han mellem skeletter og vragdele fandt de nedskrevne beretninger om ulykken: "Erebus" skruet ned af isen, "Terror" løftet op på land, 130 mennesker sultet og frosset ihjel, det hele indtruffet, da kun et isbælte på nogle få sømil adskilte Franklin fra at have gennemsejlet Nordvestpassagen.
Så gik Theseus ind i labyrinten og dræbte Minotauros. Han havde ikke 129 mand med sig som Franklin. Han havde kun en 22 m lang jagt af træ forsynet med en glødehovedmotor, der gik på petroleum. Theseus var 31 år gammel og nordmand, en tidligere lægestuderende, der i stedet for kantussen havde taget styrmandseksamen, født ved Sarpsborg ikke langt fra Fredrikstad, hvor Jens Munk sejlede som dreng. Hans navn var Roald Engekbret Amundsen. Den 17. juni 1903 forlod han Kristiania, de tre følgende år trak "Gjøa" med sin kølvandslinie en usynlig Ariadnetråd gennem solnedgangen til solopgangen, og den 19. oktober 1906 kunne Kaptajn Amundsen telegrafere hjem fra San Francisco: "Anian Strædet" var fundet, Nordvestpassagen var gennemsejlet, men de ville aldrig få nogen praktisk betydning, dens snævre stræder var for lavvandede til at tillade passage for skibe med normalt dybgående.
Men i dag går flyruterne hen over Nordvestpassagen, mod øst. I velopvarmede trykkabiner sidder passagerne og kikker ned på labyrinten, hvor Hudson og Franklin forsvandt.
Gjøa
Roald Amundsen
Roald Amundsen med crew 1903
Gjøa 2012 Oslo