Markedsfærd & Tusk handel
Ved siden af den daglige omsætning på handelsstedet havde gæstgiveren og andre handlende ikke så lille en handel på markeder og ved byttehandel med svensker, lapper og russer.
Markederne i Nordland kaldes på Petter Dass´s tid og senere ledingsberg eller ledingsbergsmarkeder. Det er atter et udtryk for den stærke tradition tilbage fra Sagatiden her i det nordlige. Markederne blev holdt i forbindelse med ledingsbergs tinge, hvor folk efter gammel sædvane mødte frem og betalte ledingen, den ældste og vigtigste af alle skatter. Ligeså som handelspladsen i gammel tid gerne lå "på et tørt bjerg", var et sådant sted også brugbart for en ting almue. Tingsted og markedshandel har nok ofte fulgtes ad fra sagtiden og fremover.
1 8 2 9 80 Res ang Thing i Helgelands Fogderi 2 Juni 1829 Kongelig Resolution tilmeldt Amtmanden i Nordlands Amt den I9d s M fra Departementet for Finants Handels og Told V senet hvorved bestemmes I. At de almindelige Vaar Sag og Skatte thinge for Helgelands Fogderi under Nordlands Amt for Fremtiden bortfalde. 2 at der for ethvert af Thinglaugene Ranen Vefsm og Ræssne i bemeldte Fogderi skal for Fremtiden afholdes særskilte Sommer Dage og Skattethinge i Juni Maaned umidelbart foran LedingsbergMarkederne 3 at det overlades til Overovrigheden under nærmere at bestemme under hvilke Datis de under No 2 omhandlede sags og Skattethinge skulle afholdes saavel som Antallet af de for ethvert Thinglaug fornodne Dage 4 at Ledingsberg Markederne blive at indrette til faste Sommerdage og Skattethinge for de øvrige Thinglauge i Helgelands Fogderi og at afholdes paa Thingstederne Björn Sleipnæs og Tilrum saledes at Sommerthinget for Alstadhougs Thinglaug afholdes paa Thingstedet Björn for Rødø Thingslaug paa Thingstedet Sleipnses og for Brønø Thingslaug paa Thingstedet Tilrum
I Trondheims borgernes velmagtsdage var det disse kræmmere som dominerede på ledingsbergene, ofte til stor forargelse for præster og embedsmænd. Præsterne tordnede især mod den forargelige uskik med brændevinssalg som foregik på markederne. Og øvrigheden ver ikke tjent med al den slags uorden på tingstederne. Hr. Petter har da også gives den mest levende skildring af hvordan det kunne gå til på ledingsbergene, når nordlændingen - Hr. Greis, faldt i kræmmernes klør:
Er nogen blandt Skaren som lyster en Pæl- Og kanden fuldkommen, da tappes der vel, Dog først tælles Skillinger otte. Da Greis det fornam, se da gik han omkring, Men Kræmmeren følte et smerteligt Sting, Thi raabte han, hvad han formåtte: Hør Greis kom dog nærmere, jeg ser, I er tørst, Den anden i selver betaler! Og Gregus var tørstig, hvad kund´det forslaa? Den anden og tredie fulgte derpå, Han Kvinden at tappe befaler. Freis ser sin Staldbroder gaa Tjeldet forbi; Han raabte: min Broder! Jeg holder fri, Gjør vel inden Døre at stige! Paa Sidstet blev begge saa vædsket og vaad, Og saa foor Fisken i Kræmmerens Baad; Havd haver nu Greis til at sige? Om Morgenen, Manden udsovet sin Rus, Adskilligt han skulde da kjøbe til Hus, Baad klæder pg Lærred til skjorte, Han tinged paa Hamp, på Slibstener og Ljaa, De svared: skaf Fisken, saa skal du vel faa! Men se, da var Fisken alt borte.
Tilstanden blev nok bedre, efter som myndighederne skred ind mod brændevinshandlen fra 1750 og femover. Men endnu i 1776 klagede amtmanden Knagenhielm over at kræmmere og almuen kom til markedspladsen flere dage før fastsat tingtid, og når øvrigheden kom, var de forduftet. Så sent som i 1791 sender fogeden Arnkiel i Salten en klage over Trondheims borgernes markedshandel på tingstederne.
Da gæstgiverne kom til, blev det ordnet sådan, at forskellige af dem fik bevilling til at handle på markeder mod en særskilt afgift. Et af de største markeds handlere omkring 1800 var gæstgiver Brodtkorb på Velvestad. Netop her på Helgeland var der flere store markeder, som kunne bringe store indtægter ved siden af det selve handelsstedet kunne give. Men forudsætningen for markedet var jo at det skulle være en handel uden mellemmand, og derfor kom selvsagt en mængde andre handlende. Gæstgiveren var i de tilfælde den eneste som måtte udskænke og sælge brændevin.
Længst i syd på Helgeland var Tilrum nord for Brønnøy Kirke den store markedsplads, som lå tilpas for folk inde fra fjeldene, fra Bindalen, Velfjord, Vik, Velvestad, Vega, Tjøtta og Brønnøy. Den svenske rejsende Sven Nilsson besøgte markedet i 1816 og skriver om det: "Vi kom ind i en dyb fjord, hvor der lå både og fartøjer. Langs stranden var en markedsplads, der er opsat en mængde træbuer (træboder). Her var samlet nogle hundrede bønder fra oplandet. En flok handlende førte deres varer fra Trondheim og Bergen hertil, man handler heri samme bod med stang jern, lugtvandsflasker, tobak og handsker. Foged og præst oppebærer (opkræver) her sine rettighed af bønderne."
Brønnøy Kirke
Præst og provstinde ca 1840
Den korte skildring kan passe på flere af markederne. Men Tilrum var ikke det største. Det var Bjørns markedsplads på Dønna som tog almuen fra alle andre. Her kunne både folkene fra det store opland ved udmundingen af Rana finde et passende mødested. Det gamle navn "Bjørns ledingsberg" viser at markedet er opstået af tingstedet. Her er en dyb bugt, som i markeds tiden var fyldt af nordlandsbåde og handels fartøjer. Rundt langs strande lå buer (boder) på rad og række, og ellers blev buer og telt opsat der hvor der var plads.
Bjørnsmarkedet var oprettet i 1750 til afløsning for det gamle Alstahaug våben- og ledingsbergting på Tjøtta. Markedet blev holdt ved Sankt hans tid og var besøgt af en mængde bønder fra omegnen og handlende sydfra og nordfra. Sin glans periode havde Bjørnsmarkedet på 1800-tallet og det kunne da være en tilstrømning af 3000 besøgende. Omkring 1860 regner man med at omsætningen udgjorde ca. 100.000 spd. (400.000 kr.).
I 1830 var markedet besøgt af omkring 30 handlende, og det synes på den tid at have foregået nok så skikkeligt. Englænderen Hewitson med følge besøgte i 1833 markedspladserne, hvor der rådede liv og lystighed i alle buerne. En hel del af handelsmændene så ud til at være hæderlige folk. De havde ophængt deres mest i øjenfaldende og kulørte trøjer, tørklæder og bånd så de kunne friste kvindekønnet. Hewitson beklager at han ikke kan sige "de smukke" køn, for det ville bare passe på en af hundrede. En kvaksalver tilbød dem vidunderkurer, men engelskmanden fortrak af drikke kaffe og punch hos apotekeren. Rors karlene de havde i skyss båden, drak sig fulde på markedet, så rejsefølget måtte overnatte i den lille dal nær ved markedspladsen. Og her tegnede Hewitson en nydelig skitse som viser det smukke landskab med markedspladsen og De syv Søstre i baggrunden.
I 1855 var antallet handlende øget til 55 og 25 opkøber som lå i havnen og opkøbte fisk. Ti pr senere var det 90 og i 1870 omkring 100 handlende på markedet. Da var der også et enestående markedsliv på Bjørn i de dage, og stevnet blev regnet for det største i Norge efter Grundset Marked.
Dønna med Bjørn
Allerede ugen før markedstid begyndte der at blive livligt på Bjørn. Ude fra øerne kom både fuldlastet med tørfisk, fersk og saltet fisk, dun, fjer. Inde fra fjorden kom folk med nybyggede både på slæb efter hinanden og fyldt med alle salgs trævarer. Ude i bugten lå Trondheims borgerne og andre handelsmænd med deres jekte og andre handelsfartøjer, og fra dem blev tønder og kasser sejlet i land til handelsbuerne. Disse var ejet dels af handelsmanden og proprietære, dels af bønder i omegnen.
Når markeds søndagen nærmede sig, kom hovedmassen af almuen roende fra fjord og sund. Karlene hev godt i årerne og svdte, og kvindfolkene sad agter og i stævnen og sang en vise. Nogle lagde til ved gårdene Nord- eller Sørbjørn, hvor bådene blev vendt og brugt som hus. Her lå de ved siden af hinanden, mænd og kvinder, så længe markedet varede. Mad og kaffe buer blev slået op der hvor der var plads, og ved langborde sag folk delikaterede sig med lefser, gomme (blød ost), hårdkogte ederfugleæg og kaffe.
På selve markedspladsen lå bådene tæt i rækker langs stranden eller vendt oppe på land. Der var trængsel mellem buerne, hvor handelsmanden frembød sine varer. Nede ved havet holdt fiskerne til og solgte fiskeprodukter af alle slags, særlig sild til indlandsfolket. Fjordbyggerne holdt til lidt længere op af bakken med alle slags trævarer, som særlig øboerne havde brug for. Længst oppe havde manufaktur handleren opslået sit telt, og inde på bordene lå stabler af færdigsyet beklædning. En del svensker kunne også komme østfra, og havde god afsætning af jernvarer og andet sådant.
På Markeds mandagen var handelen i fuld gang. Det vrimlede med besøgende i "gaderne" mellem buer og telte, folk gik fra den ene handel til den næste og så på stasen, pruttede og købte. Flokke af piger på fem- seks stykker som hold hinanden i hånde, kunne spærre vejen for en. Der manglede heller ikke på mærkelige ting som fremvistes for god betaling. Kvaksalver og tusindkunstnere havde også deres publikum, og for dem som ønskede at udforske fremtiden, var der spåmænd og spåkoner, de sidste var for det meste finnekællinger. Og sådan blev der handlet, nydt, spist godt og drukket tæt over alt, til de tre markedsdage var forbi og bygdefolket drog hver til sit. Mens handelsmændene, især dem sydfra drog videre til næste marked. Overalt foregik handelen omtrent i de samme rammer. Længst mod nord var Stokmarknes marked i mange år et årligt stevne for hele Vesterålen. Når fiskeriet var slut, drog markedshandlerne sydover, fra Kabelvåg til Sleipnes, derfra til Bjørn og Tilrem og længere sydpå.
For de faste handelsmænd nordpå kunne disse markeder være gevinst eller en konkurrence, alt efter hvordan stedet lå eller de have anledning til at deltage i markeds handelen. Men de redelige handels interesser på markederne fra begyndelsen af århundredet blev stadig mere fortrængt af en tilfældig jagt på rigdom, hvor alle slags løse eksistenser og omrejsende snyltere forsøgte at lave penge. De moderne samfærdselsmidler gjorde markederne overflødige, og de blev efterhånden ophævet, Bjørns marked stoppede i 1882. Mange steder fortsatte de alligevel som privat købestævner.
Foruden den markedshandel som naturlig opstod langs vejen, og helst der hvor fjordbygde og øbo kunne mødes, der blev der også en vis byttehandel, mellem nordmænd på den ene side og svensker, lapper og kverner på den anden. Denne handel fik sin naturlige markedsplads i fjordbunden. I Vefsn var der på 1700-tallet en slags stevne på Halsøy i forbindelse med søgningen til hovedkirken og mange klager lød over brændevins drikkeri på stedet. I Rana blev der et naturligt mødested mellem fjord og opland på Moholmen. Kræmmere fra borgerlejer længere ude i fjorden drog der ind med deres jekter og handlede med svensker og dalefolk som kom ned med deres produkter. Pette Dass nævner omkring 1700 at fjeldfinnerne kommer ned til bygden ved St. Hans og major Schnitler nævner i 1740 årerne at der holdtes to finnemarkeder "østfor Vefsn og Ranens fjorde", Uden nærmere sted og tid. Der var også en af den slags handel i Korgen.
Længere nord på, på Rognan i Saltdalen, i Sørfold, Nordfold og Tysfjord havde man også haft finnemarkeder, men disse gik tilbage allerede tidligt på 1700-tallet. Noget længere holdt der sig et marked i Ofoten, hvor svenskfinner og kvener kom ned og tiltusket sig eller købte fiskeprodukter. Men også denne handel ophørte omkring 1770. Det hænger vel delvis sammen med at den ikke var større end at den med tiden kunne overgå til en dygtig gæstgiver. Sådan opstod en del af handelsstederne som siden er blevet velkendte steder under navne som: Jürgensen i Vefsn, L A Meyer på Moi Rana, Mosling på Fagernes i Ofoten og flere, De formidlede omsætningen mellem svensker og indlandsbønder på den ene side og fjord og kystfolk på den anden. Men finnehandlen trak mere og mere over til de svenske lappemarkeder.
Kun i Troms fylke var der et sådant marked mellem finner, kvener og nordmænd. Mere eller mindre tilfældig handel af den slagt kunne nok drives også af handelsmænd i Salangen, Astafjorden og videre nordover. Med det eneste rigtige marked var på Skibotn i Lyngen. Fra begyndelsen har der nok også været andre finn- og kvenmarkeder i andre fjorde. Schnitler nævner i 1743 et sådant marked i Reisa, der ver der finnemarked 4 uger før jul og kvenmarked 4 uger efter jul. I Kvenangen var der efter hans beretning er finne marked og kvenmarked ved kyndelmisse (2. februar).
Han nævner også markedet på Skibotten, som sikkert er af ældre dato, og som snart samler al denne trafik. Markedet blev ikke autoriseret før 1840, men spillede tidligt en stor rolle for omsætningen i Nord Troms. Man kan gå ud fra at alle handelsmænd her i nord besøgte Skibotn-markedet, som blev holdt tre gange på den tid hvor det var vinterføre. Først kom fjeldfinne markedet o november, borger- eller mellemmarked i januar og endelig et sidste marked i marts. Skibotten var fra først en alment marked, hvor hver en mand kunne opsætte handelsbuer som han havde lyst. Men senere blev almenretten solgt til proprietærgods, og i 1780-årerne forlangte godsejer G. U. Wasmuth at der skulle betales afgifter til ham for brug af buerne på Skibotten. Der faldt da dom for at de gamle buerne skulle forsat stå afgiftsfrie, men nye måtte betale afgift. Hans søn Ulrich Wasmuth fik i 1793 gæstgiver bevilling på markedspladsen, hvor godsejeren fra tidligere havde en egen bu. Senere blev godsejer Rasmus Hagen gæstgiver fra 1808 og Albright Rasch fra 1840.
Handelen på Skibotten foregik sådan at handelsmanden fra distriktet og købmænd fra Tromsø mødte frem med jekter, tendringer eller andre skuder, mens finner og kvener kom kørende i lange række med rensdyr forspand fra svenske fjelde over Helligskogen og ned til Skibottendalen. De medbragte kød, skind, tunger fra Ren, smør og andre jordbrugsvarer fra Tornedalen, plus en del jern og smedeværktøj. Det blev bytte med tør sej, frossen torsk, mel og kolonialvarer, tobak og brændevin. For byen og handelsstederne var markedsvarerne fra Skibotten et meget vigtig tilskud til madforsyningen.
For de nordligste fogderiene Senjen og Tromsø men også delvis for Vesterålen, Lofoten pg Salten kom russerhandlen til at spille en betydelig rolle på Handelsstedernes dage. Russerne begyndte at vise sig længst med nord allerede på 1700-tallet, de stoppede her og der på gennemrejse fra Ishavet eller fra fiskeri ved Finnmarken. Folk opdagede snart at det var lønsomt at bytte fiskeprodukter og skind mod nogle våger russermel, som kunne hjælpe meget til vinterforsyningen.
I begyndelsen gik denne trafik også upåagtet, skønt det var forbudt og i strid med byens privilegier. Thomæsøn mente i 1748 at den burde tillades da den var yderst nyttig for almuen. Men Trondheims borgerne var af en anden mening. De så en ny konkurrent i russerne, som netop var ude efter sådanne produkter som borgerne tilhandlede sig, og optrådte i sommer månederne just når borgerne skulle drive deres bedste handel. Da også en hollandsk skipper i 1752-53 havde handlet fra Lofoten til Vesterålen og nord på til Troms, sendte Trondheims borgerne en klage ind, over hollænderen og den tiltagende russerhandel.
Nu var det imidlertid ikke så let at stoppe denne smug handel, mest fordi både almuen og embedsmændene gennem den fik de mel produkter som de behøvedes mest til vinterforsyningen, og ofte til langt billigere pris end den borgerne forlangte. Både foged og præst, skriver og amtmand advarede mod helt at standse handelen. Regeringen valgte da at fastholde handelen som ulovlig, men tillod russer skibe som på grund af dårlig vejr eller anden årsag kom ind til kysten, og sælge af sin beholdning hvis almuen var i nød for fødevarer. Under dette skalskjul fortsatte russer handelen fra 1760 og øgede med tiden. Nu kom der en årrække hvor der blev virkelig misvækst og nød, ikke kun i Nordland, men også i Trøndelag også de sydligere strøg, hvor borgerne delvis fik deres kornleverancer fra. De første af disse dårlige år kom i begyndelsen af 1760 årene og bidrog netop til at russer handelen blev tilladt som en nød foranstaltning. Siden fulgte der endnu en række dårlige år i begyndelsen af 1770 årerne. Med 1773 som det værste år i menneskealdre. Korn tilførsel sydfra svigtede i høj grad, og var russerne ikke kommet i stort tal til Senja og Trom, ville der have været ren hungersnød i disse distrikter. Siden kom der bedre år, men russer handelen fortsatte. Og under en ny misvækst periode i årene 1781 - 85 var det igen russer melet som for størstedelen holdt liv i folkene i det nordlige Norge.
Herefter indså myndighederne at handelen med russerne var nødvendig, men måtte bringes ind i lovlige former. Dette bidrog til at Senjen og Tromsø i 1787 blev lagt til Finnmarken amt, som fik fri handel. Men for handelsmændene blev denne forandring ikke til direkte fordel. I 1770 - 80 årerne havde mange gæstgivere, kræmmere og bondehandlere foretaget store opkøb af russer mel, som de videresolgte til almuen. Men ved den nye handels ordning som trådte i kraft 1789, blev russerhandelen samlet i Tromsø by hvor toldboden lå. Og i de gæstgiver privilegier som nu blev udstedt, var der udtrykkeligt fastslået at de ikke måtte handle med svensker (kvener) og russer. Meningen var at handelsmanden skulle hente sin varer i Bergen, Trondheim eller i de nye byer nordpå.
Nedover Salten og Helgeland meldes der om enkelte anløb af russer skibe på vej til Trondheim allerede far omkring 1760. Men det er så få tilfælde at det kan have spillet nogen rolle. I september 1796 var et enkelt russer fartøj i Lofoten for at købe fisk. Hos Madame Bergitha Sophia sal. Dybfest på Finneset i Vågan købte russerne 12,398 stk. saltet torsk og 9 tønder saltet rogn, og hos Amund Zindsen på Helle 5.400 stk, saltet torsk. Men formeldt blev det hele ekspederet gennem Tromsø firmaet Giæver & Figenschou. Købmanden i denne by fortsatte med at have eneret til markeds og russer handel fra 1789 lige indtil 1818.
Under krigsårene var russer melet en velsignelse ikke kun for Troms og Senja, men også for det øvrige Nordland. Staten overtog således en hel del af korn og mel forsyningen fra Rusland og store mængder blev ført til magasiner i Tromsø og Bodø. Efter krigen blev spørgsmålet om russer handelen igen taget op, og ved lov af 11. september 1818 fik atter handelsmændene i Senjen og Tromsø lov til at drive markeds og russer handel. Og i de hundrede år fra 1818 til verdenskrigen var russerhandelen og delvis markedshandelen et vigtigt grundlag for handelsstederne. Det gælder især de fleste i Nord-Troms, men også i Ytre Senja of sydover til Tjeldsundet, Andenes og Vesterålen.
Denne handel blev atter efter 1866 tilladt flere steder i Vesterålen og desuden på Røstnesvåg og Lyngvær, Mortsund og Ure i Lofoten. Fra 1875 fik russerne her lov til at købe salt fisk i "makketiden". (tiden hvor der nemt gik orm i fisken). Russerhandelen fik på den måde ikke så lidt betydning for mange af handelsstederne i dette distrikt.
Russer handelen var fra starten en tuskhandel. I de første år, da den blev anset for ulovlig, forgik det ofte sådan: Et russer fartøj kom in på en ankerplads, uden at falbyde varer eller handle åbenlyst. Men udover natten kom folk roende og lagde til skibssiden, fiskere fra kornløse bygder, søfinner inde fra fjordene, og de byttede sig til nogle våger mel mod penge eller varer. Senere da handelen blev tolereret som en nød foranstaltning, skede den åbenlyst under tilsyn af lensmand og fut. Handelsmanden i tendringen eller slagbåde,almuen i småbåde, lagde til og forsynede sig med mel, gryn, hamp og lærred, jernvarer, tjære og tovværk. Russerne tog imod penge, fiskeprodukter, talg, husdyrskind og især vildt skind, som de betalte rigtig godt for.
I de sidste hundrede år var særlig sommerfisken i makketiden, som var med en god omsætning til russerne, og deres mel og grynvarer var ved siden af træ produkter vigtige importvarer for de handlende her i nord. Mange af de gamle handelssteder holdt sig oppe så længe russerhandelen stod på. Den havde ligeså meget betydning for handelsstederne i nord, som stor sild trafikken havde for stederne længere sydpå. I Nord-Troms voksede yngre handelssteder som Helgøy og Torsvåg frem under russerhandelen. Og der var et eget liv på disse steder, med stor tilstrømning af almue i sommertiden, med livligtusk handel og akkordering på "russernorsk" og betydelig omsætning for de handelsmænd som havde nytte af trafikken.
Norske Fylker
Nordland Fylke
Kommuner i Nordland Fylke
Kommuner i Nordland Fylke.
1.Alstahaug 2.Andøy 3.Ballangen 4.Beiarn 5.Bindal 6.Bø 7.Bodø 8.Brønnøy 9.Dønna 10.Evenes 11.Fauske 12.Flakstad 13.Gildeskål 14.Grane 15.Hadsel 16.Hamarøy 17.Hattfjelldal 18.Hemnes 19.Herøy 20.Leirfjord 21.Lødingen 22.Lurøy 23.Meløy 24.Moskenes 25.Narvik 26.Nesna 27.Øksnes 28.Rana 29.Rødøy 30.Røst 31.Saltdal 32.Sømna 33.Sørfold 34.Sortland 35.Steigen 36.Tjeldsund 37.Træna 38.Tysfjord 39.Værøy 40.Vågan 41.Vefsn 42.Vega 43.Vestvågøy 44.Vevelstad
43