Ostindienfarer APP. XXVII - XXVIII

Kap. XXVII

I Juni Maaned kom et engelsk Skib til Byen Carical, en Mils Vej Syd for vor Fæstning. Skibets Officerer rejste strax op til den hedenske Konge (Naike Ragnato i Tanjaur) og bad om Tilladelse til at drive Handel ser i Landet. Da de havde meddelt Kongen deres Begæring, sendte denne strax Brev og Bud til vor General om at han hurtigst mulig skulde komme til Tanjaur med 12 af sine bedste Soldater og marchere baade Dag og Nat. Jeg var blandt andre udset til denne Tur og glædede mig meget til den, men paa Grund af Blodgang blev jeg og fire andre forhindrede fra at tage med. Da Generalen afrejste, blev alle trakterede med Vin, men om Natten blev tre Skildvagter fundet sovende hvaer paa sin Post af Vagtmesteren, som plejede at patrouillere og rondere sammen med Gubernator og Lieuteanten. Men paa den fjerede Runddel holdt de indiske Soldater god og trofast Vagt den Nat som sædvanlig. De tre Mand som forbrød sig, Peter Arendal, Salomon og Lennart, en skikkelig Hollænder, blev sat i Fængsel, indtil Generalen kom tilbage fra Tanjaur.

Nu er at berette, at da Generalen kom op til Kongen, adspurgte denne ham, hvilket Svar han skulde give Englænderne, og om han paa sin Herres og Kongens Vegne samtykkede i at de fik Tilladelse til Ophold der i Landet og til at drive Handel der. Men Generalen bad med stor Ærbødighed om, at det maatte blive dem nægtet. Kongen tog hans Svar naadigt an og roste ham for hans Troskab. Da de havde forhandlet om Sagen, lod Kongen Englænderne kalde, og da disse havde nedlagt deres Gaver for Kongen og gentaget deres Begæring, svarede han dem, at det var dristigt af dem af begære Ophold i hans Land, thi de var berygtede i alle Lande for deres Troløshed, elv mod deres egen Konge og Herre, og saa meget mere var der Grund til at antage, at de ogsaa vilde være utro mod ham. Da han havde sagt dette, befalede han dem hurtigt at forføje sig bort, idet han raabte: "Pao, pao" d.e. Bort bort, og med Skam forlod de saaledes hans Gemakker. Generalen overværede Audiensen, og efter at være bleven trakteret paa det bedste ved Kongens Bord fik han Lov til at rejse hjem igen, og Kongen skænkede han to Desmerkatte, men af forskellig art: en hvis Testikler var vellugtende, naar den var død, og en hvis Excrementer var vellugtende, saa længe den levede, og den sidste var 60 Gange mere værd end den anden.

Da Generalen og hans Følge lykkelig var kommen tilbage igen, blev de Mænd, som havde sovet paa deres Post, kaldt for Retten, men da vort Tal paa Grund af Sygdommen var svundet meget ind, blev det bestemt, at der skulde lægges tre Sedler i en Hat, to blanke og en, hvorpaa der stod skrevet "Døden", og den af de tre, som trak Dødens Seddel, skulde miste Livet. Det faldt i den skikkelige Lennarts Lod at dø, og Præsten meddelte ham strax Alterens Sakramente. Derefter blev han ført ud til en Pæl, som stod udenfor Fæstningsporten, hvortil han blev bundet, og der blev bundet ham et Tørklæde for Øjnene. Men først havde han selv udvalgt sine fem bedste Venner mellem alle Soldaterne til at skyde sig. De skulde alle skyde paa en Gang, to skulde sigte paa Hjærtet og tre paa Hovedet. Men da han blev ført ud, havde jeg Dagvagt i Porten, og da han saa mig der, sagde han, at han nu var gaaet glip af min Bistand til at Dø. Men en svag Anelse sagde mig, at han ikke vilde blive henrettet den Dag, og skøndte han sagde, at det var umuligt andet, da han havde gjort en halsløs Gærning, bad jeg ham stole paa Guds Naade og Barmhjærtighed. Han tog Kærlig Afsked med mig, kyssede mig grædende, og bad mig og de andre at bede for ham til Gud i Jesu Navn. Da han saa stod bunden til Pælen, og de fem Mand var parate til at skyde ham, blev der raabt og vinket fra Volden til Tegn paa, at han var benaadet. Det var Generalens Tjener, der paa sin Herres Ordre raabte og viftede med et hvidt Tørklæde. Alle priste Gud, Soldaterne affyrede strax deres Geværer, og Lennart blev med Tromme og Piber fuldt ind i Fæstningen, hvor han bragte Øvrigheden en ydmyg oprindelig Tak.

Dagen efter fik Fæstningen Besøg af Officererne paa det engelske Skib. De fik en festlig Modtagelse, og der blev affyret mange Kanoner. Vi skiltes i al Venskab, og de opsøgte sig et andet Sted til at drive deres Handel.

Den Poul Andersen, som jeg før har omtalt, blev meget syg, og hans gode Ven, Kaptajn Olaf Wismar spurgte Jeronumi Bogholders Hustru Temperance, der var engelsk, om hun kendte en iblandt os, som man kunde betro at pleje ham. Med da jeg havde plejet et Par Kammerater en Smule, indtil de døde, sagde hun, at hun ikke vidste nogen bedre end mig, og han traf saa Aftale ed mig om Betalingen derfor, men da der ikke maa bortloves eller gives noget af de Folks Løn, som har Hustru, Børn eller Søskende undtagen deres Sengklæder og Vaaben, lovede han mig i Generalens, Rektor, Gubenators og Præstens Paahør disse som Betaling, hvis han skulde dø, herpaa blev der givet Haandslag, men hvis han kom sig, skulde han selv erstatte mig disse Genstande med deres fulde Værdi.

Den brave Mand laa syg i otte Dage, hvorpaa han døde. Der var en Kvinde, som rejste om til Byer, hvor der var syge, og naar hun blev hentet til dem for at helbrede dem, traadte hun dem under Fødder, Lem for Lem. Alle, der ikke var Dødsens, kom sig hurtigt under hendes Behandling. Denne Kvinde lod Olaf Wismar hente til sin Kære Ven, hvilket dog hverken denne selv eller jeg syntes om, men Kaptajn Olaf vilde raade, da han længtes haardt efter, at Poul skulde blive rask og leve. Strax da hun saa ham, sagde hun, at her kunde hun intet udrette, hvilket ogsaa viste sig at være sandt, men hun vilde dog have sin betingede Løn, thi derved ernærede hun sig rundeligt hele sit Liv. Da han var død, fik jeg hans Sengklæder efter hans eget ønske og Øvrighedens Bestemmelse, og dermed fulgte to smukke Hatte, nogle Huer, Skjorte og Linned, samt en 5 Dalers Kaarde med smukt Gehæng. Olaf Wismar bad mig paa den afdødes Hustrus Vegne om at sælge sig disse Ting og lovede mig om 8 Dage at give mig to Silkeklædninger derfor og 2 Skjorter i Tilgift.

Nu skulde alle vi, som vilde hjem. snart sige Farvel til Fæstningen. Hele Fragten var indladet og blev vurderet til 10 Tønder Guld.

Den bestod af 3½ Læst Peber, simple og fine Kattuns Tøjer til en Tønde Guld, Silke og guldindvævede Stoffer og andet mere af den Slags til en Tønde Guld. Juveler til 60000 Daler i 5 smaa Poser, en enkelt Juvel blev vurderet til 500 Daler. Endvidere en Farve, kaldet Indigo, til en Tønde Guld, den brændes af en særdeles smuk Urt. Endvidere Tøjer, halvt vævede ad Silke, halvt af Kattun, som kaldes Salvecat og Bengalli, som kommer fra Bengalen og er at føle paa som Skind, af disse Tøjer var der til en Tønde Guld, smat mange andre Ting, som sjældent ses hos os.

Vore Folk fik lov til at forlade Fæstningen og rejse hjem med Skibet. Men da Kanonerne paa "Perlen" havde vist sig at være vanskelige og farlige at haandtere, saa at endog tre af de bedste af  den forrige Besætning var omkommet derved, og da Generalen desuden tilbød mig og en anden Mand ved Navn Anders Olufsen, at blive tilbage hos ham sammen med min Konstabel Niels Dreyer - hvem han, tilligemed 2 andre Mænd samt 4 Kanoner, laante til Kongen af Tanjaur i Krigen mod Kongen af Bengalen efter at vi var bortsejlet, blev jeg svært fristet til at modtage hans Tilbud. Men uagtet min store Ulyst til at sejle hjem med "Perlen" paa Grund af dens gamle Kanoner, blev jeg dog ikke tilbage, da mine Kammerater raadede mig stærkt derfra, og Generalen heller ikke bød mig mere end en Gylden om Maaneden i Tillæg til vor Sold, hvilket jeg syntes var for lidt. Saalænge disse Underhandlinger stod paa, trak det ud med vor Afgang fra Fæstningen, saa at vi blev de sidste, der var færdige til at tage hjem.

Paa Grund af de strænge Forbud, som Generalen havde ført med sig fra Danmark, at ingen Indiere maatte bringes med hjem, thi man mente det kunde være til Skade for vor Handel i Indien, hvis en af dem senere løb sin Vej og kom tilbage til sit Fædreland, fik jeg ikke Lov at medtage min Tjener, hvorover han og jeg blev meget bedrøvede.

Han fulgte mig da ned til Stranden under megen Graad, og da vi skiltes, greb han min Haand, lagde den paa sin Isse og bad nig velsigne sig og hilse sin Broder. Saa gravede han sig ned i Sandet under Kølen paa en Baad, som laa paa Stranden, hvilket var saare sørgeligt at se, og senere at tænke paa, mange foruden mig følte Medlidenhed med ham. Jeg har ofte savnet ham.

Den 28. August tog alle de Folk i Land fra "Perlen" der skulde blive tilbage i Indien, men vi som skulde hjem, gik alle ombord i Jesu Navn. Tre Herremænd fra Negapatnam, 4 Mil Syd for Fæstningen, kom Dageb efter for at besøge vor General og blev modtagne med de største Æresbevisninger. Næste Morgen sejlede "Perlen" fire Mil Vestpaa for at hente Vand ved et Sted, der kaldes Pularom. Der laa et Slot eller Fæstning, som havde ligget øde i 40 Aar, omgivet af en ottekantet Mut. Kongen vilde ikke tillade nogen at do der, fordi en Feltherre engang tidligere havde gjort Oprør mag Kongen, og forsvaret sig det i  15 Aar. Der løb en Flod langs med Fæstningsvolden, af hvilken vi øste Vand i vore Fade.

Den 7. September, som var den 10de Dag, jeg tog bort fra Fæstningen og fra Land, henimod Klokke to, hændte det sig som saa ofte, at der blev skudt fra Fæstningen, og Generalen havde befalet, at hver gang, der blev skudt fra Fæstningens Volde, skulde der svares fra Skibene med lige saa mange Skud. Nu traf det sig denne Gang, at vor Baad lige var taget i Land, og jeg sad med 2 assistenter forude i Skibets Gallion i ligegyldig Samtale om, hvis Forældre jeg skulde besøge næste Vinter, naar jeg kom hjem, og derom kivedes de i stort Daarskab, men jeg sagde dem, at ingen af os kunde vide, hvorledes det stod til med os til den Tid, eller om vi kom levende og raske hjem. I det samme var det, at der blev skudt fra Fæstningen.

Konstablen raabte strax paa Bøsseskytterne for at svare paa Skydningen. Anders Olufsen var utilpas og kunde ikke deltage i Arbejdet. Jeg havde denne Gang saa stor Ulyst til at gaa til Kanonerne, at man gentagne Gange maatte kalde paa mig, hvilket man maatte sige sjældent var sket før, thi en Udlænding og Fremmed vil snart erfare, at i et saa blandet og ukendt Selskab er det nødvendigt at tage fat, hvis man vil faa Øjnene op og ikke gøre sit Fædreland Skam. Nogle Indiske Skuder, som de kaldet Sampaner, vilde liste sig fra at betale Told og lagde ikke Mærke til, at vor Baad roede efter dem, og da vi ikke havde noget bedre Maal at sigte efter, fik vi Ordre til at skyde efter dem, dog uden at gøre dem Skade.

Da jeg havde affyret 18 skud, lige saa mange som der var afgivet fra Fæstningen, var der en Kanon, som jeg lige havde afskudt, og som jeg skulde lade igjen, men jeg lagde ikke Mærke til, at der skjuldte sig Ild i Kanonens Huller fra sidste Skydning. Der var nemlig bleven skudt med Karduser, det vil sige Lærredsposer, der indeholder en bestem Ladning til hvert Skud og indpakkede paa den Maade, for at Kanonen kan lades hurtigere, men naar de affyres, bliver det let Ildgnister fra Lærredet tilbage i de bedrageriske Huller som findes inde i Kanonen, og som opstaar ved Fejl i Støbningen fra først af. Disse Kanoner var 300 Aar (?) og blev kaldt Surlandskanoner. Da jeg paa vanlig Vis havde visket Kanonen tre Gange og igen havde ladet med Krudt og skulde til at lukke, mærkede jeg, at Krudtet var i Færd med at antændes inde i Kanonen og da det skete, søgte jeg med alli mine Kræfter at hindre Krudtet (i at sprænge Kanonen) ved hjælp af Forsætteren og Stemplet, som dertil plejes af benyttes. Da sprudlede en vældig Flamme og af Fænghullet, men da dette var for snævert, søgte Ilden sig andre Veje. Men endskønt Krudtet (Ilden) søgte at bane sig Vej ud af Kanonens Munding, lykkedes det mig dog at holde saa fast, at det ikke kunde brænde (explodere) saa hastigt som dets Art er, indtil Stemplet tilsidst blev knust i smaa Stykker. Tre af mine Fingre paa min højre Haand blev brækkede, og tre paa min venstre kvæstedes, medens Ildstrømmen, brændte begge mine Arme, helt op til Skuldrene, og samtidig med dette blev jeg slynget 60 Favne bort fra Skibet.

Der hvor jeg faldt i Søen, sank jeg næsten tilbunds, der var næsten 100 favne dybt, og alt som jeg sank dybere og dybere, befalede jeg min Sjæl i den almægtige Guds Haand uden Haab om at komme igen til denne Verden. Men da jeg dog forsøgte at komme op igen og at redde mig ved Svømning, mærkede jeg at jeg ikke kunde føre mine Hænder i Svømmetag paa Grund af de brækkede Fingre. Men ved Guds naadige Bistand kom jeg ved Hjælp af mine Ben endelig op til Overfladen igen. Ære og Pris og Tak være og vorde, synges og jubles i vor Guds hellige og velsignede Navn, thi han lod sin Naade, Miskundhed og Barmhjærtighed blive aabenbar ved mig arme og uværdige Menneske, alene for dermed at bevise sin Naade, alle troende Sjæle til Husvalelse, Trøst og Opmuntring, og for hans hellige Navn endnu mere kan lovprises, og hans vidunderlige Gerninger ihukommes af mig og hans Børn og mindes med Tak og Ydmyghed i al Evighed.

I samme Øjeblik dette skete kom vor Baad fra Land, og da de saa mig, vendte de for at tage mig op, som jeg flød der paa Ansigtet, blodig over mit hele Legeme. Jeg kunde tale lidt, men intet høre, da Blod og Hjærne flød ud af mine Ærer. Mit Hoved var forstyrret og fortumlet af Kanonens frygtelige Knald, og ved at jeg var slynget bort, mit Bryst og min Bug var forrevet og frygteligt kvæstet.

Den Mand, som først fik fat i mig, var vor Understyrmand Marcus, en klog og kyndig, brav Mand, jeg var barbenet og havde ikke andre Klæder paa end Skjorte. Lærredsbenklæder og en Silkehus. Da jeg kom til Skibet, stod Folkene saa tæt de kunde paa begge Sider af Trappen og støttede mig, da jeg gik op. Men begge Kaptajnerne, Sixt Jakobsen, Skibets Chef og Christopher Boye, (der var Passager paa Hjemrejsen tillige med mig og mine Kammerater, men jævnstillet i Kommando med Chefen) stod ved Rælingen og modtog mig i deres Arme. Jeg vover knapt at nedskrive min Kaptajns rosende Ord, som han udtalte, da han grædende kyssede mig og tog mig i sin Favn. Dog vil jeg med Forlov meddele, at han sagde, at han hellere vilde have mistet 2 eller 3 Mand end mig, hvilket nu kan synes underligt, men det er dog visselig sandt.

De førte mig begge agter ud midt paa Skibet til Spillet, men da besvimede jeg. Kaptajn Christopher Boye løftede mig op og bar mig ned og lagde mig paa Bartskærerens, Mester Arend Kiste. Mester William var i Land (han var en Englænder og var over de andre Bartskærere), og man ventede ham først ombord næste Morgen. Christopher Boye befalede strax Mester Arens at stille Blodet og, saa hurtigt det kunde lade sig gøre, at aabne en frisk Aare, hvilket Bartskæeren erklærede for umuligt, eftersom Blodet piblede frem fra mere end hundrede Steder, og han sagde, at han var nødt til at sætte den venstre Haand af ved Haandleddet. Herover blev Kaptajnen saa opbragt, at han gav ham et Par Lussinger og forbød ham at foretage sig nogetsomhelst andet end at stille Blodet. Da Bertskæreren forlangte Bandager og andet, hvad der behøvedes, greb Kaptajnen en rigt broderet Skjorte, som i Kjøbenhavn vilde have kostet en Rosenobel, rev den itu og gav den til ham og befalede at hente, hvad andet der var Brug for. Der blev saa bragt en stor Skaal med lunken Vin, hvori begge mine Hænder blev lagt, og han søgte ogsaa paa andre Maader at stille Blodet, hvilket dog ikke helt lykkedes før henimod Midnat.

Derpaa tog jeg Sakramentet, og man ment nu jeg vilde sove hen med det samme og indgaa til Herren. Men efter Midnat begyndte mit Aandedræt at blive livligere, saa at man efterhaanden kunde mærke, at jeg var ilive og kunde røre mig. Tømmermændene fik Befaling til at tømre mig en bred Træseng med fire smaa Stolper, hvori jeg kunde føres om paa Skibet.

Strax samme Aften sendte Kaptajnerne en Skrivelse i Land til Generalen for at meddele ham dette Ulykkestilfælde, hvorover han tillige med alle paa Fæstningen, ja ogsaa de Indfødte (som vare blevne mine gode Bekendte) blev meget bedrøvede og næste Morgen kom han i egen Person ud til mig i en indisk Baad tillige med Gubernator, Præsten og flere indiske Købmænd. Alle lod de sig ro ud til Skibet og aflagde mig et ærefuldt Besøg.

Da de alle var samlede. maatte Mester William og Mester Arend med den største Omhu og Nænsomhed undersøge mine forbrændte og brækkede Fingre og overskaarne Sener og anvende hele deres Kunst og Kløgt. Mine Besøgende lovede dem gode Drikkepenge, hvis det med Guds Hjælp lykkede dem at helbrede mig. Bartskærerne undrede sig mest over at mine Ben var hvide, som om de havde ligget i Ild.

Alle Befalingsmændene beklagede mig, mange med Taarer i Øjnene, men mest af alle min Kaptajn Christopher Boye, som befalde 6 Mand at holde sig rede til at lægge sig over mig og holde mig fast, medens Barstskæeren William behandlede mig paa sædvanlig Maade. Men jeg bad om, at ingen maaatte røre mig uden i yderste Nødstilfælde, thi det var mig nok, at Præsten og de andre var tilstede. Bartskæreren sagde, at han aldrig havde truffet et taalmodigere Menneske, men dette skyldtes kun Vorherres Naade. Bartskæreren maatte med sin Tang brække Fingrene, der hvor det behøvedes og med sine sløve Instrumenter pille Bensplinter ud, afklippe de forbrændte Hudtjavser, save de knuste Fingre over, og søge i selve Haanden mellem hver Finger og hvert Led med forskellige Instrumenter efter Træsplinter og plukke dem ud. Han sagde, der var over 300. Kaptajnen bad ham ikke pine mig paa den Maade for hans Øjne, men han svarede at det var nødvendigt at gøre det, han gjorde. Alle disse Pinsler og meget mere maatte jeg lide og udstaa. Og eftersom jeg øjensynlig ikke blev reddet fra denne Dødsfare ved Menneskekløgt, men alene ved en Guds Undergærning og i hans hellige Navn, det være lovet og priset, gav man ogsaa Gud alene Æren, som skyldigt og tilbørligt var, lige som det blev optegnet i vor Skibsjournal som et Herrens Underværk, at Gud havde lægt mig mere end Menneskene.

Generalen bød mig ofte at komme i Land til Fæstningen og sagde, at der skulde jeg have det saa godt som ham selv, men jeg afslog stadig hans Tilbud, da jeg altid længtes hjem til Island. To af  Skibets Folk blev sat til at vaage over mig Nat og Dag og desuden to af Vagtmandskabet. Jeg laa i alt i 14 uger, hvoraf de 8 paa Ryggen med udstrakte Arme paa 30 Puder. Alle udviste stor Elskværdighed og Velvillie imod mig, og jeg haber Herren i sin Naade har erindret deres Velgærninger imod mig. Det blev mig tildelt 7 Mötschen elle Pæle Vin hver 24 Timer, lige som jeg og fik den bedt tilberedte Mad, og jeg kan ikke opregne alle de Vidnesbyrd paa Kærlig Omhu af Høje og Lave, som vederfores mig.

Men uagtet den største Omhu og Venlighed kunde jeg ikke i Førstningen tage nogen Næring til mig. Vor Kok Hans Petersen beklagede sig ofte over, at jeg intet vilde nyde, men jeg kunde hverken taale at se Mad eller at smage Vin paa Grund af de Kvaler og Piner, jeg følte indvortes i mig, og som langt overgik alle mine Legemssmerter, thi Kanonen havde fuldstændig ødelagt mig indvendig, skamferet mit Hoved, forvrænget og forandret min skikkelse fra Top til Taa, saa at jeg var ukendelig for mine Venner.

Min forhenværende Tjener kom to Gange ud til mig og deltog i min Lidelse og Sorg, den gode Temperance sendte mig Mælk og Frugter, som hun mente vilde smage mig, Generalen var tre Gange hos mig og indbød mig atter ril at tage i Land, men jeg havde ej heller Tillid til de Bartskærere, som var paa Fæstningen formedelst deres Ungdom, dog troede Generalen, at jeg nærede Mistillid til ham, hvilket lagt fra var Tilfældet.

KAP: XXVIII

Sytten dage efter jer var bleven ramt af denne Ulykke, den 24. Septbr., sejlede vi bort i Jesu Navn med "Perlen" efter ar have taget venlig Afsked med dem, der blev tilbage og efter at der var holdt Bøn og Velsignelse ombord.

Skibets Befalingsmænd var egentlig: Sixt Jacobsen og tvende Skippere, men Christopher Boye, to Adelsmænd: Arent von Coten og Søren Harrebo, samt Gubernator (Henrik Hess) var Passagerer hjem med Skibet tilligemed de fleste Skibsfolk ombord, thi Skibets gamle Mandskab var for Størstedelen blevet sat i Land paa Dansborg Fæstning, og vi var i deres Sted gaaet ombord i "Perlen".

Vi fik efter Aarstiden god Bør derfra.

En Papegøje havde vi taget med paa Hjemrejsen, den kunde tale som et Menneske baade paa Indisk, Portugisisk og Tysk. Da vi havde været 11 Uger paa Søen, blev den syg og bebrejdede Generalen stærkt, at han havde sendt den paa saa farlig en Rejse, den sagde, at hvis den døde, var han Skyld deri, men hvis Guld vilde dens Død, skulde den dog være tilfreds. Inden tre Dage døde den og blev kastet overbord.

Jeg levede efterhaanden op alt som Tiden gik, om jeg end havde store, ja rent ud ubeskrivelige Smerter, baade indvendig og udvendig. Der brænder altid en Lampe hos mig fra Mørkets Frembrud, men naa ingen Skærm eller Skygge dæmpede den Lys, var det som om mit Øje blev gennemboret med et Sværd. De, som passede mig, paastod at saavidt de kunde skønne, havde jeg ikke sovet i 11 uger.

Da der var gaaet 14 ugen fra den Dag jeg kom til Skade, blev jeg rejst op i Sengen og sat paa en Bænk ved Butleriet med Puder om mig og med 2 Mand til Pasning. Derefter blev jeg paa Kaptajnens Befaling baaret op paa Dækket i Sengen, hvor han og de andre daglig førte venlige Samtaler med mig, især talte jeg med vor Præst Hr. Matthias, indtil jeg ved Guds Bistand og Naade endelig kom paa Benene igen. Jeg blev ikke anvendt til noget Arbejde, og alle fik Tilhold om at være mig til Trøst og Glæde.

Der skete i Begyndelsen intet mærkeligt paa vor Hjemrejse, naar undtages at vor Kok, Hans Petersen, som de mente havde sluttet en Kontrakt med Satan, engang yppede et vældigt Klammeri, saa at alle var imod ham. Dette brød han sig ikke om, thi paa Udrejsen havde han alene udfordret 180 Mand og var da blevet lænket til Stærke Jærnringe under Dækket paa Hoved, Hænder og Fødder, saa at han stod med Benene i Vejret. Jeg var alene nede under Dækket, da han nu igen paa Hjemrejsen slap fra alle Folkene og sprang ned ad Lugen ved Stormasten og hen til sin Køje. Jeg spurgte, havd der var paaførde. Han svarede, at han vilde slaa Kaptajnen ihjel, og greb to store Køkkenknive, men før han fik vendt sig om, var Kaptajn Christopher Boye bag paa ham og greb om begge hans Haandled. Da begyndte Kokken at bede om Naade, thi der kom mange Mennesker til, og de bandt ham, uden at han gjorde nogen Modstand, og satte ham i Bolten. Han bad selv om tre Mand maatte holde Vagt over ham med Bøsser og brændende Lunter, for at han ikke skulde afstedkomme større Ulykker. Næste Morgen blev han løsladt, thi han brød sig dog ikke om nogen Straf, og det nyttede derfor ikke at anvende anden straf paa ham end den største af alle: den eneste Straf, som kan tæmme den Slags Mennesker, thi de spotter ad alle andre. En anden Gang vilde han jage Christopher Boye en gloende Ilddrager gennem Livet, hvis jeg ikke havde set det og grebet fat i Kaptajnen. Hermed foreløbig nok om Kokken, men vi er ikke færdige med ham endnu.

Da vi afsejlede fra Indien, var der 140 Mand ombord, jeg mener et stort Hundrede (på Islandsk betyder det 120), men efterhaanden som vi naaede længere frem paa Hjemvejen, begyndte vore Folk at blive syge af  den almindelige Vattersot, som angriber de fleste paa denne lange og farlige Rejse, og før vi kom til Afrika, var 5 Mand døde og kastet overbord. Da vi kom paa Højden af Caput de Bona Sperantia, fik vi en saa stærk Storm af N.V., at kun faa kunde mindes en lignende. Søerne var meget store, men naar man er kommen saa langt, er Luften meget køligere og Varmen til at udholde.

Vi landede ikke der, men sejlede meget langt fra Land. Derimod besøgte vi Øen St. Helena, som ligger næsten under Linien Aqvinooctilalis, hvilket de Søfarende ofte gøre, naar de kan finde den. Det er en lille Ø, omtrent en Sømil i Omkres, der rager op af Søen som en stejl Klippe, og Opgangen er ret vanskelig.

Man kan kun lande er Sted, som kaldes Kirkehavn, thi der havde Portugiserne i sin Tid deres Kirke, som endnu var i ret god Stand, da vi kom der 1625. Efter at Spanierne og Hollænderne var blevne Fjender, bekrigede de hinanden, hvor de traf sammen over hele Jorden, paa Grund af Hollændernes Angreb og Forfølgelser vovede Portugiserne ikke at blive længere paa Øen, men forlod den tilsidst helt og opgav deres Ejendomme der.

Der findes derfor i Bjærgene og Dalene en stor Mængde Svin, som de har efterladt, og som nu er blevne saa vilde, at de kun fanges, naar de med stor Udholdenhed jages. Vore Folk fangede med stort Besvær 9 Svin. Jeg slæbte mig op paa den høje Klippetop og laa der om Natten i et stort Telt med mine Kammerater. Vi tændte et Baal og sad omkring det og havde baade Vin og Mad, da vi stegte en Ged, som de lige havde dræbt, og holdt Maaltid paa den. Medens vi sad og spiste, kom en stor Orne rolig spankende hen til vort Baal, strax kastede de allesammen deres Knive og deres Mad og løb efter den og fik den tilsidst dræbt. Vi fik i alt 4 paa den Tur.

Ved Middagstid tog vi atter ud til vort Skib. Henimod Aften fik vi fra Toppen (Mastetoppen) et stort Skib i sigte, der sejlede ind mod Øen. Vi frygtede ikke Spanierne, thi Kongerne var paa den Tid gode Venner, men der blev strax hentet en Kikkert for at se hvilke Flag de Førte, og vi saa, at det var en Hollandsk Ostindiefarer (for Hjemgaaende), og at Skibet tilhørte Kompagniet i  Amsterdam. Det hed "Den smukke Falk", Kaptajn Johan Cather. De manglede Proviant. De tilbød os Følgeskab, saa længe vi ikke blev skilte ved Storm eller Ulykker, hertil var vi villige og Fornøjelsen ved Mødet var saaledes gensidig. Vor Hovmester Peter Frandsen, blev kaldt ned i Kahytten og adspurgt, om vi kunde afse noget Brød til dem. Han mente, at det kunde vi nok, thi han troede, vi var godt forsynede med al Slags Proviant. Han gjorde dette for sine Landsmænds Skyld, men betænkte ikke de Muligheder, som kunde indtræffe, da alting dengang stod saa godt til, og vi havde Bør i begge Skøder. Den Fejl blev dengang begaaet, og dem begaar man ofte, ikke mindst, naar det gælder endnu mere. Han lod dem altsaa faa mange Sække udmærket Brød, da vore Officerer fuldstændig stolede paa ham. Ogsaa en hel Del anden Proviant og Vin overlod han dem og var alt andet end karrig overfor disse Flamlændere. Vi gav dem også Halvdelen af der Vildt vi havde fanger paa St. Helena.

Da vi havde ligget der i 5 dage, afsejlede begge Skibene og fik udmærket Bør. En Hollænder Peter Alkmar blev, medens han sad i Skibets Gallion brændt paa sin Bagdel af et Skud, som blev affyret i Forstavnen. Han laa længe under Bartskærerens Behandling, og denne fandt ham vanskelig at have at gøre med, formedelst hans Utaalmodighed og omtalte ofte den herlige Guds Gave, der havde været en Trøst for mig i mine Ulykker.

Mester Arend og jeg var en Tidlang ikke rigtig fine Venner paa Grund af, at han havde beholdt mine to aftagne Fingre, idet han paastod, at de tilhørte ham, hvilket jeg aldeles ikke syntes om. Han lod i Smug gøre et Hylster til dem, hvori han nedlagde dem i en herlig Salve, men dette vilde han dog ikke vedgaa, men han havde engang, da han var fuld sagt, at han ikke vilde miste dem for 1000 Daler, naar han skulde rejse paa fremmede Steder.

En skøn Dag da vi havde Bør i begge Skøder og alting efter menneskeligt Skøn saa meget lovende ud. laa nogle af os forude paa Dækket i ligegyldig Samtale. En af mine gode Venner og Kammerater i Leg og Idræt, især Fægtning, ved Navn Bartel førte Ordet og snakkede temmelig enfoldigt om mange Ting, og sagde, at Gud maatte vide hvordan det kunde være, at vi alle kom hjem sunde og raske paa Liv og Lemmer med Undtagelse af mig. Før nogen af os anede det, stod Kaptajn Christopher Boye imellem os, gik hen til Bartel, gav ham et Par Lussinger, og sagde, at det vilde være ham tjenligere hellere at sige mig noget til Trøst end til Ærgrelse, og at han selv jo ikke var kommen hjem endnu. Han formanede os dernæst ikke at stole for blindt paa Lykken og forbød dem alle at sige eller gøre noget, som kunde volde mig sorg. Denne Ordre blev ogsaa efterkommen.

Det lakkede nu mod Slutningen af vor Rejse, og vi befandt os allerede 19 Mil paa denne Side Berberiet. Vi havde hele Tiden havt god Vind og Tilstanden ombord var god, vi havde kun mistet Jacob vor Styrmand, en Bøsseskytte og tre Matroser. Da hændte det at nogle af Folkene selve Palmesøndag efter Prædiken og Maaltid nede under Dækket begyndte en styg Leg med Danse paa indisk og hedensk Manet, ligesom naar de indiske Tempelpiger danser for deres forbandede Afguder, og blandt Deltagerne var vor Bartskærer Arend, thi han var et ungt Menneske. Da jeg saa, hvad der gik for sig, blev jeg meget vred og forbød med strænge Ord Bartskæreren og Peter Lollik at deltage i denne Djævelens Leg, thi jeg holdt meget af dem, og jeg skændtes i saa stærke Udtryk, at det kom Kahytten (Officererne) for Øre. Mester Arend og Peter Lollik hørte strax op, og den stygge Leg døde hen, og adskillige af Deltagerne indsaa, at de var gaaet for vidt. Vor Præst Hr. Mathias takkede mig og bad mig ogsaa for Fremtiden alvorligt at irettesætte dem, der forsaa sig mod den rette Tro. Han var nemlig selv begyndt at skrante lidt. Ogsaa begge Kaptajnerne billigede, hvad jeg havde gjort. Saa gik den Dag tilende, og om Aftenen efter Maaltid da vagten var afløst, gik alle til Hvile. Henimod Midnat drømte jeg en frygtelig Drøm. Da min Kaptajn fik den at vide, sagde han, at han syntes denne Drøm bebudede alvorlige Ting, og at han havde mørke Anelser om. hvad Fremtiden vilde bringe. Man bad han om ikke at bryde sig derom eller tage sig det nær, thi Drømme var ikke fuldt til at stole paa. Denne Dag kunde jeg ingen Mad nyde, thi jeg var meget beklemt om Hjærtet.

Ved Midnat kom Peter Alkmar ned efter sin Vagt. Han sagde, at vor sædvanlige Bør var holdt op, og senere kom han atter ned til mig og bad Gud naade os, thi nu havde vi faaet Modvind fra N.O.

Ved Solopgang kom der en saa stærk Storm paa, at Skibet næsten ikke kunde holde sig. Mærssejlet blev taget ind, og lidt efter tog Stormen endnu mere til, saa at Storsejlet og Fokken fløj bort, som om det havde været Papirstumper, Storsejlet var af fire Lag, Fokken af tre. Der var en svær Bølgegang fra Vest og Drivsøerne fra Nordost voxede stadig, og langt ud over alt, hvad vi havde kunnet tænke os, blev det store Skib, efter at Sejlene var bortblæste, kastet fra den ene Bølge til den anden, ligesom en Kiste. Endskøndt der var 7 favne fra Skansen til Havfladen, kunde man med Haanden øse Søren udenbords fra ind paa Læbord, naar Skibet krængede.

1. Den første Ulykke skete om Morgenen, da Mærssejlene skulde tages ind, og Peter Alkmaar af en vældig Bølge blev slaaet ned fra Raamulen, men han fik fat i Brasen og holdt sig fast, til der kom hjælp.

2. Den anden Ulykke ramte os, da Sejlene fløj bort som Tang.

3. Den Tredie Ulykke var, at vor lille Baad blev slynget overbord over Hovedet paa en Mand, som stod ved Rælingen på Styrbordsside i Læ, dog uden at skade ham, hvilket var en af Guds Undergærninger. Denne Baad plejede at staa løs i den store Baad.

4. Den fjerde Ulykke var den, at da de vilde stryge vor Storstang med Bramstang og Flagstang, saa de, at der var et Knæk paa Stormasten. Begge Tømmermændene var oppe for at forsøge at kappe Storstangen, hvilket ikke lod sig gøre, da Skibet stadig laa paa Stryrbordssiden, og skøndt det stod Mand ved Mand op ad Vanterne og raabte til dem, at de skulde komme ned , før Stormasten knækkede over, naaede vore Raab ikke deres Øren, og tilsidst gik den overbord og tømmermændene med den. Den ene ved Navn Anders Johnsen, en Nordmand, blev ramt af hele Tyngden, da han stod i Læ og blev fuldstændig knust, men den anden Claus From var paa Vindsiden og blev reddet ved et Tov, som blev kastet til ham. Derefter blev hele Takkelagen kappet fra, for at alt skulde være frit og Skibet ikke tage Skade af det.

5. Den femte ulykkelige Hændelse skete lidt efter, da Skibet blev ramt i Stævnen af en vældig Sø, som knækkede Bovsprydet og slig Fokstagen itu, som ogsaa blev kappet løs fra skibet.

6. Lidt efter igen knækkede Fokkemast, der ligeledes i en Fart blev kappet og hugget løs.

Alt dette tilsammen kostede en stor Sum Penge. Nu stod kun Mesanmasten tilbage af hele Skibets Rigning, og selve Skibet var et sørgeligt Syn at Skue. Alt dette skete Tirsdagen før Paaske. (12. April).

Søerne stod i Vældige Masser ind over Skibet. Folkene gik til Pumperne, men kunde ikke pumpe Skibet læns, skøndt det var 13 Pumper i alt med Slagpumperne. Det stod da klart for alle, at efter al menneskelig Beregning, og paa Grund af Mangel paa Hjælpemidler var det ikke andet at vente end Døden og en hurtig Bortgang fra denne usle Verden, og alle befalede vi os i Guds Vold og Villie, og overgav ganske vor Sjæl til hans Varetægt i Tid og Evighed. Der blev da blæst til Børn og ringet med Klokken, og da vi alle var forsamlede, blev vi af Præsten Hr. Matthias faderligt og kærligt formanede til Anger og Bod for vore Synder, og at sætte al vor Lid til Forjættelsen om Guds Naade i Troen paa vor Frelser Jesus Christus. Overalt var der Suk og Graad at høre. Heraf lærer alle og enhver at være betænksom i Gammen og Alvor, at undgaa ubesindigt Levned og Færd, at betænke at Lykken er ubestandig og frem for alt erindre, at vel er Døden sikker, men Dødens Stund, den kender man ikke. Før, den Sermon, som Præsten holdt, blev der sunget den Psalme: "Med Glæde og Fred fa´r jeg nu hen", og bag efter: "Naar i største Nød vi staa". En Mand ved Navn Adrian, en Hollænder, spurgte mig midt under Bønnen, og jeg mente, det var en smertefuld Maade at dø paa, den at drukne i Søen. Jeg bad ham tie med den taabelige Tale og tænkte paa det evige heller end paa det timelige og kun at  befale sig i Herrens Varetægt i Jesu Navn. En Mand ved Navn Johan Christiansen, som paa den første Rejse var bleven tagen af Portugiserne og holdt i Fangenskab i 4 aar, søgte senere at faa at vide, hvad vi da havde talt om, men jeg vilde ikke aabenbare ham eller andre Adrians kødelig Skrøbelighed, for at han ikke skulde haanes derfor af sine Kammerater.

Efter Bønnen bad min Kaptajn Christopher Boye Folkene om at gaa til Pumperne igen, saa at vi ikke selv var skyldige i vor Død, hvis vi forsømte det. Vi indsaa, at det, som Herren vilde lade os vederfares, var det bedste for os, og lige som Jesus Christus i Gethsemane Have bad vi, at hans naadige Villie maatte ske og aabenbares ved os, og anbefalede vor Legeme og Sjæl i hans Haand.

1. Da Klokken var lidt over to, rev Kættingen til "Perlens" Livanker sig løs (forældet udtryk for Bovanker) Den laa paa nederste Dæk forude i Stævnen og var endnu ikke bleven brugt paa denne Rejse, den var 300 Favne lang og saa svær, at hver Favn vejede 80 Pund og kostede 5 Daler. Hver Gang Skibet rejste Forstavnen mod de mægtige Søer, blev den svære Kætting kaste længere agter ud i Skibet, og slog mod begge Sider, saa hele Skibet rystede, og vi  vidste ikke, hvilket Øjeblik den vilde knuse Siderne. Unde at kunne udrette noget, maatte vi længe se, at den blev tumlet omkring paa den mest faretruende Maade, og den Ødelæggelse og Fordærvelse, som den anrettede paa al vor Proviant, men Undtagelse af den smule Brød, som var tilbage paa Grund af Hovmesterens ødsle og uoverlagte Gaver til hans hollandske Landsmænd ved St. Helena. Ankerkætingen knuste Fade, Tønder og Kar, al vor Vin gik tilspilde, den gode spanske Rødvin, næsten 10 fulde Piber, hver paa 10 Tønder, to fade Smør, paa 2 Tønder hvert, og 8 Fade Kød, som blev ødelagt ved at blandes med Tjære og Tran, saa at det blev uspiseligt. Al vor Proviant af Ris, Ærter og Bønner blev fordærvet. Fuldstændig uskadt blev kun vore Vandtønner, der laa længst ned i Skibets Fragtrum, sammen med hele Fragten, der bestod af Peber i blikklædte Rum, der ofte maatte kastes med Spader og Skovle paa Grund af den Varme, der kan opstaa i Peber lige som i tørret Hø her tillands (paa Island), men hele vor indiske Varebeholdning blev fuldstændig uberørt.

Skibets egenlige Kaptajn Sixt Jacobseb var aldeles raadvild i al denne Nød og Fare og laa grædende paa sit Leje, men min Kaptajn Christopher Boye tog Kommandoen og søgte at gøre, havd der gøres kunde. Der var ingen ombord, som havde Evner eller Kræfter til at hjælpe os eller redde vort Liv uden han og vor Styrmand Mester Mutten, der var en erfaren Mand og en  gammel Sø-Ulk, der i mange Aar havde faret sim Fribytter med 5 Skibe, men som paa Grund af  en eller anden berømmelig Gærning var bleven benaadet ag Kongen af England.

Kaptajn Christopher Boye forsøgte nu at standse Ankerkættingens Omtumlen og lod 5 Mand sætte Stolper for den, medens den laa nogenlunde stille, samtidig med at disse Stolper blev fastgjorte til Loftsbjælkerne, saaledes at den ikke mere kunde vælte om eller slynges rundt8. Samme Dag henimod Aften kom tre frygtelige Bølger, der rev Roret fra Skibet, og disse Søer syntes ligesom at komme ned fra Luften. Det var umuligt for nogen at være paa Dækket, de, der forsøgte derpaa. blev slået ned af Bølgernes uhyre Kraft. Nu var vor Undergang næppe tvivlsom. Men min Kaptajn Christopher Boye fik ligesom guddommelig Indskydelse mere Styrke. Han opmuntrede sig selv og os andre og sagde, at nu var hans egne og alle vore Kræfter næsten udtømte, og vi maatte derfor bede Gud om Kraft, og selv om vi nu led et legemligt Skibbrud, maatte vi bede om, at vor Sjæl matte bevares for et Skibbrud paa vor Tro. Derefter satte han Mandskab til Afløsning ved Pumperne og befalede os andre at lægge os til Hvile. Mig bød han at følge sig, op paa Dækket, hvor han førte mig hen til Spilstolpen (Spilstammen) og bad mig bønfalde Gud saa inderligt jeg kunde om Lindring i vore Lidelser, og om at Gud i Naade vilde se til os i vor store Nød og Ulykke. Han gik saa lidt bort fra mig, men kom saa igen og førte mig atter ned  til min Køje.

1. Stormen stilede af om Aftenen. Om Natten brækkede Johan Falk, en smuk ung Mand, sit Ben og var i 12 uger under Bartskærerens Behandling.

2. Det viste sig næste Morgen, da Faren var fuldstændig forbi, at Bøjlen paa vort største Anker var forsvunden.

Samme Morgen krøb Folkene op paa Dækket med sørgmodige Miner, stirrende i alle Retninger og spejdende efter vort Følgeskib, men det var ude af Sigte, og vi traf dem ikke senere. I den store Storm forliste ved Afrika et hollandsk Skib paa 500 Læster, hvis Fragt blev taxeret til 13 Tønder Guld, og et andet holandsk Skib, som fulgte det, maatte kaste 100 Tdr. Peber overbord, og var nær gaaet tilgrunde.